|
|
Anmeldelse:
"Stormen" af Edward Munch, bind 1
Sonja Salminen,
mag.art. i social- og kulturantropologi.
Publiceret 23. januar 2026.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Ivo de Figueiredo: "Stormen", bind I af biografi om den norske kunstmaler Edvard Munch
- Biografien er oversat til dansk af Morten Visby
- Forlaget GUTKIND - 373 sider.
- Bind I udgivet den 24. juni 2025
-
BUY HERE / Kan købes her.
BEDØMMELSE: 
SEKS stjerner ud af seks
(Skala).
KUNST/SKANDINAVIEN:
Dette er bind 1 af en biografi om den norske kunstmaler Edvard Munch. Dette første bind handler
om de første 40 år af Munchs liv – fra barndommen, der er præget af sygdom og faderopgør, til han får sit store gennembrud i 1886 med Det syge barn og maler det ikoniske værk Skriget i 1893.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Sonja Salminen, oplevede 1. bind af Figueiredos Munch-biografi således:
Bogen var næsten umulig at lægge fra sig for denne anmelder. Den var som en kriminalroman. Fyldt med personer og navne på både kendte og ukendte bohemer, kunstnere, forfattere, mæcener, embedsfolk, skuespillere, dramatikere og meget andet. Munchs liv bliver kunsthistorisk sammen-
stillet med hans værker på en måde, som giver et utroligt godt indblik i hans sjæl, samtid og hans kunst. Saftig, interessant og utroligt veldokumenteret med et flittigt noteapparat.
Læs hele anmeldelsen her.
Står udenfor og kikker ind på livets dans fra sit mørke rum
Munch var kunstner fra barnsben. Helt ind i sjælen var det det eneste, som han ville og kunne, og allerede inden han var fyldt tyve var han klar til at udstille. På sin første udlandsrejse til Antwerpen lærte han noget om, hvordan kunst var en vare, og at publikum hellere ville underholdes end oplyses. Han blev en del af det såkaldte boheme-miljø i Oslo. Miljøet bestod af forfattere, journalister, kunstnere og der blev festet igennem. Den lille by Oslo dannede ramme om værker, der siden er blevet forløbere for europæisk modernisme: Knut Hamsuns roman ”Sult”, Munchs maleri ”Aften på Karl Johan” m.fl.
Munch portrætterede især hverdagen: ”Hvor andre i hans generation så lyset i kampen for demokrati, frihed og fremskridt, så Munch slet og ret – lyset” (s. 63). Værker som viser den moderne erfaring: fremmedgjorthed og isolation i storbyens vrimmel.
Se billedet "Det syge barn" her.
Værket ”Det syge barn” blev Munchs store gennembrud. Et avantgardistisk billede hvor perspektivet i billedet trækker betragteren med ind i sorgfællesskabet. ”Her er der ikke tale om tolkning af synsindtryk, men snarere om et sindsudtryk, og det er på denne på en gang subjektive og ekspressive stemning, der gør billedet så enestående. Munchs signatur blev at male ”mennesker, som var fanget mellem det, der adskiller, og det, der forener, angsten for nærhed, trangen til løsrivelse, en dobbelthed med dyb resonans i ham selv” (s.101).
Munch gav afkald på alt andet for at blive kunstner. Kunne måske ikke andet. Han var et omvandrende kaos på de fleste andre områder – også som ansvarlig for sin egen tegnebog. Munch var helt og aldeles besat af kunsten. Det gik forud for alt andet: familie, kvinder, venner og kolleger. På sine mange rejser til Paris og Berlin udforskede han sit eget og andre kunstneres forhold til beskrivelsen af verden. Han insisterede på, at kunstneren skulle skildre verden, sådan som den indvirkede på hans sind. Han forkastede naturalismen og orienterede sig mod ”en kunst, som med et metafysisk farvet blik skulle arbejde med det menneskelige i mennesket og det hellige i det menne- skelige”, (s. 118).
Hele ideen om at slægten havde magt over sine efterkommere, spillede en stor rolle for Munch. Selv nedstammede han fra en mor, fra en sygdomsplaget familie og en far, der kom fra en pietistisk from familie. Munch skrev følgende om dette:
To af Menneskenes frygteligste Fjender fik jeg i Arv – Tæring og Sindssygdom – Sygdom og Galskab og Død var de sorte Engle, der stod ved min Vugge. En tidligt død Mor – gav mig Tæringsspiren – en overnervøs – Far ... pietist ... religiøs grænsende til Vanvid – af gammel Æt – gav mig Galskabens Spirer. (s.127).
Efter en tur til Paris i 1890 tilbragte han sommeren 1891 på familiens foretrukne sted Åsgårdstrand uden for Oslo. Her var foruden familien også flere af boheme-vennerne fra byen. Sommeren gik med et trekantsdrama mellem en gift kvinde Oda Krohg og en af Munchs venner Jappe. Der var druk, erotik, jalousi og drama. Denne sommer malede Munch et maleri, som tydeligt peger frem mod en symbolsk kunstnerisk retning. En ung mand sidder eftertænksomt ved stranden. I baggrunden ses et par på vej hen til en gul båd. De farvestærke flader og bølgende linjer er ladet med en stemning, hvor sindets og skumringen flyder sammen. Fremover bliver både farverne og linjerne (stranden, månesøjlen, sten i vandkanten) en fast del af hans repertoire. Det grønne repræsenterede jalousi, rødt lidenskab, hvidt uskyld og sort sorg.
Familien havde en del eksempler på sindssyge, og Munchs egen søster Laura var i store dele af sit liv også indlagt på flere forskellige anstalter i Oslo eller sendt på landet. Den tuberkuløse moder blev associeret med himmelen, og den nervesvage far og søster for angsten for helvedesdybet.
Se billedet "Melankoli" her.
Munch besluttede sig for, at lave en billedserie over temaet kærlighed og død i en meget produktiv periode efter et inspirerende ophold i Berlin. Først blev det til en serie med seks malerier: ”Sommernatsdrøm””Stemmen”, ”Kys”, ”Kærlighed og Smerte” (”Vampyr”), ”Madonna-ansigtet”, ”Jalousi” (”Melankoli”) og ”Skriget”. Sidstnævnte var en videreudvikling af ”Syg Stemning ved Solnedgang” -- nogle skitseagtige kontemplationer over farens vandring mod det hinsidige. Hermed viser det noget om, hvor meget smerte der kunne findes i kærligheden for Munch.
Se billedet "Madonna" her.
Et større afsnit i bogen er tilegnet det mandlige blik på kvinden i Munchs og hans samtids kunst. Forfatteren tilskriver det ikke kun misogyni, men også en frygt for kvindens seksualitet og endda væmmelse i forhold til kønsdriften:
Kønsvæmmelsen og angsten for kvindens seksualitet handlede ikke kun om sociale forandringer og moralske skrupler, men også om en helt konkret frygt for at pådrage sig den veneriske sygdom syfilis. At smitten ofte kom fra prostituerede, forsynede det moralske fald med en straf, man mistænker Vorherre selv for at have udpønset (s.169).
Munch kæmpede i sin ungdom imod at blive bundet til en kvinde, også selvom kønslivet trak i ham. I mange af hans billeder ser vi skygger af denne kamp. I ”Madonna” for eksempel ser vi en kvinde, som nyder sin egen seksualitet. Munch inviterer os med ind i billedet og gør os til en del af værket med vore egne blikke. Hans barndoms pietisme, hans kamp mod angsten, den religiøse metafysiske dimension bliver en stadig større komponent i hans billeder.
* * *
FORFATTEREN beskriver både Munchs familie, omgivelser, boheme-miljøet, vennerne, Oslo, Norge, Berlin og Paris i stor detaljegrad, som får os med og gør os i stand til bedre at forstår, hvor Munchs kunst stammer fra. Oslo befandt sig i verdens udkant og på sæt og vis i en postkolonial sammenhæng. I perioder var det ”Skandinaviske” eller ”Nordisk Eksotisme” på mode i Europa, og Munch skrev sig ind i de kredse, hvor også Ibsen og Strindberg færdedes:
Den Edvard Munch, der rejste til Berlin efteråret 1892 var en dannet barbar fra Norge, en mand rundet af en udstrakt social autonomi af det norske kunstlivs postkoloniale karakter og den fordelagtige korrespondance mellem provinsens og metropolens frihed. Hans ældre kolleger havde bragt det sidste skrig fra Paris med sig hjem, selv skulle han udstøde det første skrig fra Norge -- men ikke uden først at have høstet erfaringer fra Tyskland (s.211).
I 1892 (29 år gammel) havde han to separatudstillinger i Berlin, som på godt og ondt gjorde hans navn kendt vidt og bredt i Tyskland som en slags norsk provinsiel oprører. Hans renommé som berømt kunstner og hans formodede storhed i det store udland styrkede tillige hans anseelse i Norge, og i Tyskland kunne han profitere på den provinsielle outsiderrolle.
Jo ældre Munch blev, jo mere holdt han sig væk fra diverse gravitationspunkter, der truede med at opsluge ham: familien, byens boheme-miljø og kvinden. I 1898 købte han sig et lille hus i Åsgårdsstrand, der var stort nok til at rumme både atelier og privatbolig. Kort tid efter mødte han Tulla eller Mathilde Larsen, datter af byens førende vinhandler. De blev kærester og med tiden aftalte de også at gifte sig. Forholdet blev dog noget stormfuldt, hvor Munch holdt sig væk, bad hende om penge, mødte hende, skændtes med hende og forlod hende igen. Indimellem var han meget syg og uarbejdsdygtig lige som på mange andre tidspunkter af sit liv.
Der er ingen tvivl om, at alkohol fyldte meget i hans liv. Der skulle en flaske vin til for at kunne tage hul på dagen. Munch rejste til Tyskland, Italien og Frankrig – og Tulla rejste i hans fodspor, for de skulle jo giftes, og hvornår kunne de mødes og tale om det? Deres forhold nåede sin dramatiske afslutning fire år efter deres første møde. De mødtes i Åsgårdsstrand, og der var en pistol, der gik af, men detaljerne er uklare.
Munchs venstre langfinger blev skadet af kuglen, der gik af. En måned eller to efter gik Munch tur i Oslo og så Tulla med en ny mand under armen. Det gav yderligere ved til det bål af mørke tanker, tristhed, økonomiske bekymringer, der fyldte Munch i disse måneder. Han rejste til Berlin – og her slutter forfatteren bind 1.
Denne anmelder har nydt at læse bogen. Jeg kan ikke finde noget som helst at udsætte på den, hverken i forhold til opbygning, sproget, oversættelsen eller illustrationer. Det eneste jeg kan finde at udsætte på bogen er, at jeg skal vente på bind to. Jeg glæder mig allerede til at læse, hvad forfatteren finder ud af ved at dykke ned i kunsten, brevene, samtiden, kunsthistorien, litteraturen og forskningen.
* * *
ALT I ALT er Ivo de Figueiredos biografiske fremstilling af Munch ganske sympatisk og bredt funderet.
Forfatteren skriver på en behagelig måde, der gør, at læserne kommer til at kende Munch på en god måde,
og bogen tager spændende tematikker op fra hans levnedsforløb, hvoraf nogle er gennemgået ovenfor. Af disse årsager er det fuldt ud fortjent at give bogen
seks stjerner ud af seks.
* * *
PÅ MUNCHMUSEET:
I august sidste år var jeg på besøg på det nye Munch-museum for at finde og gense hans solbillede.
Se billedet "Solen" her.
Denne gang var det tredje gang jeg besøgte Munchs billeder. Første gang var jeg i tyverne og oplevede hans billeder som et slag i mellemgulvet og som et angreb på mit følelsesliv. På en gang blev jeg både opstemt, nedtrykt og engageret. Næste gang var over tyve år senere, og jeg havde mine børn med. Jeg havde ”solgt” oplevelsen til dem ved at love dem at vi skulle se ”Skriget”. Desværre var der intet sport af dette ikoniske maleri. Til min store overraskelse fik jeg dog ikke de store bebrejdelser fra de unge.
Der må have været noget andet på museet, som havde berørt dem, og som gav dem en slags erstatning for ikke at have set ”Skriget”.
Mit besøg i august var skuffende for mig. Jeg forstod ikke ophængningen, som var delvist biografisk og ledsaget af en masse genstande fra læger og diverse sundhedsinstitutioner. Jeg oplevede bygningen som monumental og mørk. Museet var fyldt med gæster, og det var svært at komme frem og tilbage for at se billederne. Alligevel blev jeg tilfredsstillet og glad, da jeg stod foran solbilledet. Nu har jeg læst bind 1 af Figueiredos biografi, så nu kan Munch-museets nye ophængning bare komme an. Jeg kommer på besøg igen til sommer. Nu udstyret med al mulig ny viden.
Inden du får muligheden for at besøge museet, kan du hygge dig med at finde Munchs værker frem her i
Museets verkkatalog. (husk at skrive på norsk).
|
|
|
|
