|
|
Anmeldelse:
”Hele Europa har en kuffert i Berlin”
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 2. juni 2025.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Johnny Laursen & Jørgen Mikkelsen:
Mellem øst og vest – Berlin - Historie, magt og monumenter
GADS Forlag (320 sider)
Udgivet 27. marts 2025. Pris 269,95
HISTORIE/SAMF/TYSK:
Mottoet for de to historikeres kompakte, velskrevne, velunderbyggede og grundigt researchede historiske bog om magt og midler i Berlins lange tilblivelseshistorie er inkluderende: Alle vi europæere har dybest set et nært tilknytningsforhold til Berlin, idet vores fælles historiske skæbne er forbundet med alt det, som Berlin har været igennem af ideologi, ideer, krig, intriger, kultur og storpolitiske dispositioner. Seks stjerner af seks for en superkoncentreret og fremragende fremstilling, der på intet tidspunkt forfalder til hektisk opremsning eller forglemmelser.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her den nye herlige berlinbog.
BEDØMMELSE: 
SEKS stjerner ud af seks
(Skala).
En by mellem Øst og Vest
Det styrkede preussiske rige efter Versaillesfreden 1815 rettede det strategiske blik mod øst, hvor der var åbnet op til frodige dyrkningsarealer og hvor et godt forhold til Rusland pludselig blev interessant for den nye tyske supermagt in spe.
Berlin blev hovedstaden i en stat under kraftig omdannelse. Fra omkring år 1500 at have været hovedsædet for de brandenburgske fyrster og senere konger, blev byen fra 1871 residensby for preussiske kong Wilhelm, der snart lod sig udråbe til kejser over det rige, som Preussen formåede at stykke sammen af en række større eller mindre fyrstendømmer. Med kansler Bismarck ved roret blev først Slesvig-Holsten, dernæst Østrig og til sidst dele af Frankrig indlemmet i riget. Nu var vejen åben for dannelsen af en pangermansk stat. Tyskland blev snart en magtfaktor på linje med Frankrig og England, og kom med til fadet, da Afrika skulle koloniseres af de store europæiske lande i 1884.
Først i årene efter 1871 blev byen til en rigtig storby, en hovedstad med politisk, administrativ og kulturel pondus, ligesom økonomien i tilknytning til storbyen voksede sig stærk. Nu fik man yderligere midler til at skabe et større militær statsmagt. Som en af de brandenburgske kurfyrster formulerede det allerede i 1667:
”Alliancer er bestemt nyttige,
men det er bedre at have sine egne magtmidler,
som man kan have tillid til.
En hersker bliver ikke behandlet med respekt,
hvis han ikke har sine egne soldater og ressourcer.
Det er dette, der har gjort mig til en vigtig person, og tak til Gud for det.” (Side 35)
Frederik den Store
Frederik 2. den Store var konge af Preussen i årene 1740-1786. Han var søn af Frederik Vilhelm 1. af Preussen. Han var inspireret af franske oplysningstanker og sørgede for, at der skabtes et oplyst enevælde, som han udøvede igennem hele sin regeringstid. Han afskaffede religiøs diskrimination, indførte bedre grund uddannelse af den almene befolkning og afskaffede desuden tortur, om end han militært var en hård herre.
Igennem Frederiks militære dygtighed og diplomatiske evner (alliance med Rusland) var Preussen ved hans død i 1786 blevet en stormagt. Riget havde den stærkeste hær i hele Europa og var i stand til at trænge Østrig tilbage på den internationale politiske scene.
Frederik stod også for nogle af de første større pragtbyggerier i Berlin og Potsdam, hvoraf flere er bevaret den dag i dag. Frederik foretrak Potsdam som sit tilholdssted 10 måneder ud af årets 12. Ikke desto mindre engagerede han sig i at skabe både det kunstneriske og det religiøse liv i Berlin flotte rammer.
Det allermest ikoniske, Brandenburger Tor, nåede han ikke at se opført, men han bestemte bygningens stil og udsmykning, der blev fastholdt også efter hans død. En nyklassicistisk bygning med referencer til den athenske storhedstid.
Napoleon
Frankrig besatte Preussen i 1806, da Frederik den 3. havde nægtet af føje sig efter Kejser Napoleons direktiver. Under kampen mod Napoleon voksede de nationalistiske strømninger i Preussen, og efter wienerfreden kom den pangermanske tanke til fuld udfoldelse. Det var tanken om et nært fællesskab mellem alle mennesker af germansk oprindelse. Freden i 1815 skabte en kraftig udvidelse af den preussiske stat.
Nu blev Brandenburger Tor for alvor rammen om det nye Tyskland, et centralt monument af nationalistisk karakter. Den klassisistiske bygningsstil kom til at præge det næste halve århundrede, med orienteringspunkt ud fra byporten. Det der kom til at blive kaldt Spree-Athen blev virkeliggjort under arkitekten Schinkels overopsyn. Unter den Linden blev rygraden i dette store byggeprojekt. Neue Wache og Altes Museum er blot to pragtbygninger fra Schinkels tid.
Kejserrige 1871-1918
”Kejserriget var født ud af den tyske sejr over Frankrig i Den Fransk-tyske Krig 1870-1871.” (Side 84)
Preussen havde allerede i årene 1866-1867 tilegnet sig lederskabet i en alliance af tyske fyrstendømmer, Det Nordtyske Forbund. Berlin blev nu under pres fra Bismarck udnævnt til regeringsby, i stedet for Potsdam. Kejseren lod sig krone som Wilheld den Første i selveste spejlsalen i Versailles.
Franskmændene måtte forsmædede se til. De følgende år blev en række regeringsbygninger opført i Berlin, koncentreret om Wilhelmstrasse.
Weimarrepublikken
Med nederlaget efter Første Verdenskrig blev de urolige år med det demokratisk forsøg på at styre landet vanskeliggjort yderligere af økonomisk uføre på grund af den store krigsskadeserstatning, som især Frankrig havde været fortaler for at pålægge kejserriget. Regeringsførelsen blev snart umuliggjort, og ved overraskende demokratisk valgsejr blev nazistpartiet i stand til at overtage regeringsmagten. Gøring havde under en valgtale i parlamentet forud for valget direkte sagt, at NSDAP gik efter at afskaffe den demokratiske stat, når og hvis man kom til magten. Hitler og Gøring holdt ord.
Det Tredje Rige
Den lille østriger fra ’Putschet’ i München i 1924 havde arbejdet på Mein Kampf i fængslet, og siden hen prøvet at organisere en tilbagevenden. Göring blev Gauleiter i Berlin, og Hitler fjernstyrede ham så godt, at han selv kunne positionere sig som kommende rigskansler, hovedsagelig muliggjort af det yderste reaktionære højre, med den aldrende rigspræsident von Hindenburg som afgørende nøgleperson.
Det Tredje Rige
Nu var der åbnet op for galskaben, ”mørkets hjerte”.
”Det nazistiske regime i Tyskland begyndte på samme måde, som det sluttede, med ild og blod.”
Først kom ilden, med fakkeltog på aftenen for Hitlers udnævnelse og snart efter Rigsdagsbranden. Senere kom blodet, i krig, vold og deportation af jøder, zigeunere og andre etniske grupper til gaskamrene overalt i det Tredje Rige. Slutningen i 1945 blev endnu en omgang med ild og blod.
Fire Zoner og Vesttyskland vs. DDR
Efter nederlaget i maj 1945 fik Tyskland et overgangsstyre med Frankrig, Sovjet, England og USA som hovedaktører. I 1949 blev de tre ’vestlige’ dele samlet under Konrad Adenauers ledelse i Vesttyskland. DDR konsoliderede sig nogle måneder senere. Nu var Berlin tilbage som en meget varm kartoffel, delt op i de fire zoner fra 1945, og egentlig i en art limbo.
En garanti for Berlins overlevelse som delvist vestlig by blev først garanteret i forbindelse med Kennedys berømte tale i Vestberlin foråret 1963: ’Ich bin ein Berliner’.
DDR bygger Muren fra 13. august 1961 i et forsøg på at begrænse forblødningen af landet med de mange, der udvandrede. Spændingerne øst-vest øgedes endnu en gang, men Berlins status blev aldrig afklaret. Murens fald i 1989 overflødiggjorte pludselig dette prekære problem.
Genforening
Med sammenslutningen af Vesttyskland og det tidligere DDR fulgte en vældig genopbygningstid, der samtidig markerede, at Tyskland nu atter var den største statsmagt i Europa. Det hele muliggjordes, fordi man i 1955 havde startet EF-projektet, det senere EU. Og det bemærkes, at Maastrichtaftalen, der banede vejen for EU, var en afgørende faktor for, at denne genforening kunne komme ordentlig på plads. Man måtte for alt i verden havde det nye Stortyskland ind undertrygge rammer. En gentagelse af Det Tredje Rige skulle hermed være afværget for altid.
Storstaden Berlin
Berlin blev efter genforeningen i 1989 nærmest en storby ’på speed’. Der blev genopbygget og bygget nyt, der blev revet ned om omforandret i det tidligere Østberlin, mens der i den vestlige del blev skabt det ene store prestigeprojekt efter det andet. Kapitalen slog sig løs, og mammon kom atter til at sætte sit afgørende præg på udviklingen, hvilket nærværende historiebog nok så lakonisk konstaterer.
Bedømmelsen er seks stjerner ud af seks for en fremragende bog.
|
|
|
|
