|
|
Anmeldelse:
Meget mere end en mands datter og en anden mands hustru.
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 29. maj 2025.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Birgitte Jørkov: Hofmesterinden – historisk roman
Forlaget DEMETER (338 sider)
Udkom 8. maj 2025
Pris 294,95
LITTERATUR/HISTORIE:
Hofmesterinden, en spritny historisk roman, er et stærkt personportræt med en righoldig, levendegjort historieskrivning, der fermt og malende udfolder sig via hovedpersonens erindringer, som de fremstår på baggrund af hendes tanker natten før det, der skulle blive hendes skæbnedag og dermed hendes tragiske endeligt. Pligt, kløgt, omhu, skam og kærlighed er nøgleord i Birgitte Jørkovs seneste historiske roman, hvis dristige fortællermæssige ramme udgøres af et enkelt skelsættende døgn i januar måned 1535. Ikke blot skelsættende for fru Anne Meinstrup, men også i relation til det daværende Danmarks skæbne.
Modtager af Nordisk Råds litteraturpris 2024 er norske Niels Fredrik Dahl, der i romanen Fars ryg skriver om to generationers sønner, der pendulerer mellem pligt, svigt, ensomhed og længsel. Søn og sønnesøn lever begge i slagskyggen fra Dommeren, den almægtige pater familias.
Super herligt!
Her anmelder Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, Birgitte Jørkovs nye bog.
BEDØMMELSE: 
FEM stjerner ud af seks
(Skala).
En tumultarisk tid
Det var under de skiftende magtforhold efter kong Christian den Første, med kongerne Hans, Christian den Anden, Frederik den Første, interregnummet med regulære borgerkrigsforhold og den derefter tiltrædende Christian den Tredje, at lensmanden og enkefruen Anne Meinstrup måtte navigere bedst muligt for at sikre sig position og udkomme. Hendes to afdøde ægtemænd efterlod hende i rollen som lensmand med betydelige jordtilliggender og godser, ligesom hun blev knyttet til kongehusets inderkreds i to omgange, som hofmesterinde for hele to dronninger, Christine og Elisabeth.
Regnskabets time
I mere end én forstand blev natten før Annes død til den nat, hvor hun gjorde sit personlige regnskab op: som kvinde, hustru, mor, lensmand, adelsfrue og dybest set som slet og ret menneske. Tilskyndet af følelsen af skam, herunder af manglende ærlighed i forhold til grev Christoffer, der forsøgte at tilkæmpe sig tronen, opregnede hun sine gerninger igennem et 60-årigt liv.
”Skam. Kvinde, dit navn er skam. Det farer gennem hovedet på mig. Jeg viser det væk. Jeg behøver ikke at skamme mig, men jeg gør det. Alle de gange jeg tog fejl, alle de gange jeg handlede forkert. Alle de mange gange. Det dukker op i disse mørke nætter, oftere og oftere.” (Side 15)
Endnu en gang befinder Anne sig i en kritisk situation, hvor det forventes, at hun handler. Denne søvnløse nat bliver hendes anledning til at lade alle perioder af sit liv passere revy. Hun tænker på sin døde førstefødte, sine to døde ægtemænd, sine svære beslutninger med at overlade sine børn i pleje eller i klostre. Alt sammen et led i at finde et nyt ståsted, efter at være blevet enke ad to omgange. Hun gør regnebrættet op, og hun skåner ikke sig selv i den forbindelse, om end hun er sig sit eget værd bevidst.
”Han forsikrede mig engang om at der ikke var noget at tilgive. Jeg kunne jo ikke have handlet anderledes, men det kunne jeg. Hvis jeg bare havde været klog nok. Og stærk nok”. (Side 15)
Det omgivende samfunds forventninger
Presset fra omgivelserne fik hende til at indgå sit andet ægteskab, i en situation hvor hun var blevet både enke og havde mistet sin far, ligesom der ikke var nogen brødre at støtte sig til. Det første ægteskab med Holger havde været lykkeligt, men varede blot knap seks år. Det var hendes bedste tid, medens det andet ægteskab kun blev tåleligt, og ikke mere. Nådigt nok blev dette bragt til sin afslutning efter mindre end fire år, da Jørgen (Ahlefeldt) døde i krig. Igen var det samvittigheden, der pinte hende, da hun ikke kunne sige nej til dette andet ægteskab. Hun erkender denne nat, hvordan hun ikke havde haft mod og fornøden styrke til at stå imod og stå igennem som enke efter Holger.
Nogen tid efter Jørgen Ahlefeldts bortgang, dør også deres fælles barn, og de følelser, hun nærer i den forbindelse, erkender hun over for sig selv med skam og samtidig med praktisk snusfornuft:
”På vejen hjem fra kirken vidste jeg at jeg nu var fri. Med skam mærkede jeg også glæden spire. Jeg var glad for at Lille-Jørgen var død. Det er skamfuldt at indrømme det, men Lille-Jørgens død var det bedste der kunne ske mig. Det lille nor havde givet mig friheden tilbage. Nu havde jeg bare at finde ud af hvordan jeg skulle indledeforhandlingerne med Benedikt om hvordan han ville udrede arven til mig”. (Side 72)
Hofmesterinde
Anne søger råd hos kong Hans’ dronning, Fru Christine, angående sit arvekrav efter sin afdøde mand, Jørgen. Det var sådan, at kongen havde kastet sin interesse på dronningens hofdame, Edel. Fru Christine tog konsekvensen og flyttede ind for sig selv i Odense. Penge havde hun nok af, og kongen skyldte hende allerede en betragtelig sum, så egenrådighed kunne hun nok tillade sig.
Fru Christine og Anne kom så godt ud af det med hinanden, at dronningen ville høre, om ikke Anne ville påtage sig stillingen som hofmesterinde. Det faldt hurtigt på plads, da dronningen foreslog, at Anne tog sin Lille-Holger med, idet han var jævnaldrende med hendes egen Frants.
Fremover kunne Anne regne med gode råd og støtte fra Fru Christines side, når der var anliggender, som Anne ikke umiddelbart selv kunne håndtere.
En frigjort kvinde
Anne var blot 25 år, da hun blev enke anden gang, så det var ikke underligt, om hu stadig kunne have følelser ”mellem benene”, som hun selv formulerede det. Det var imidlertid ’no go’ i forhold til position og renommé for en adelskvinde og lensherre at have amourøse forbindelser. Det var tæt på, at hun gav efter over for manden med ”de flotte ben”, men i bakspejlet priste hun sig lykkelig for, at det ikke skete. Rygterne gik, men hun blev frikendt i en såkaldt mummesag.
Senere blev hun hofmesterinde for dronning Elisabeth, og hun havde nu den vanvittige kong Christian den Anden på nært hold. Han gik helt fra koncepterne, da hans elskerinde Dyveke døde. Anne forsøgte at appellere til kongen om at beherske sig og tænke på sit kongerige mere end på sig selv. Det skulle hun nok have holdt for sig selv, erkender hun, men hun havde ikke kunnet beherske sig. Som resultat blev hun landsforvist på ubestemt tid.
Da hun af kongen således var blevet landsforvist for at medvirke til at forsøge at stoppe hans utilregnelige regeringsførelse, tog hun ophold i Kiel. Her fik hun en månedlang affære med en hollandsk musiker, der midlertidigt havde taget ophold i byen, medens han ventede på et nyt engagement i en musiktrup. Dette slap hun nådigt fra, idet hendes husholderske dækkede over hende, velsagtens fordi hun kunne se sig selv i det, hun var vidne til. Anne var ærlig i sine tanker omkring dette forhold, som hun fremstiller åbent:
”Det var forfærdeligt og forfærdelig dejligt. Safter jeg havde glemt, begyndte at sive, og der var ingen vej tilbage.
Det var vanvittigt. Jeg satte alt på spil, min anseelse, min forbliven i byen, alt hvad jeg havde arbejdet for at opnå, men jeg var som besat. Jeg ville have Martin.” (Side 238)
Anne slap godt fra sit eventyr, med renomméet i behold. Enkedronning Christine kendte til sagen, men var fuld af forståelse for, at Anne havde handlet som hun gjorde:
”Hun syntes jeg havde gjort det rigtige. Nogen måtte forsøge at afværge det hendes søn var ved at rode sig ud i.” (Side 198)
Enkedronningen sørgede for, at Anne kunne slå sig ned i Kiel.
Opholdet i Kiel
Annes årelange ophold i den holstenske by er fremstillet som en fortløbende proces, hvor handlingen fortættes på både det personlige og det politiske plan. Romanforfatteren har her øje for de mange tanker og følelser, som udlændigheden fører til, specielt i forhold til Annes børn og børnebørn derhjemme i Danmark. Samtidig skildres de politiske forhold, både i hansestaden Lübeck og på hjemmefronten i det danske.
Anne fandt en vis trøst i det sociale, som hun energisk engagerede sig i. Ligeledes var hun stærk i sin katolske tro og overbevisning, hvilket gav hende et fodfæste i en følelsesmæssigt omtumlet tid. Da hun omsider vender hjem, får hun genetableret gode relationer også til sin ældste datter, som hun ellers havde haft det svært med, inden hun rejste bort.
Borgerkrig
Grevens Fejde blev det interregnum, der førte til, at grev Christoffer af Oldenburg forsøgte et statskup, men blev svigtet af den jyske adel samt bondestanden i almindelighed. Anne havde været tro mod sin position som lensmand og adelsperson, så hun besluttede at møde op til det møde på tinge, som grev Christoffer indkaldte til. Hun anede ikke uråd, men formodede, at forholdene nu atter kunne falde til ro for en tid. Hun havde imidlertid ikke fået besked om, at alle øvrige indkaldte adelsfolk var draget til Jylland og havde forskanset sig der. Hun blev stukket ned af en af de bønder, som havde gjort ufrivillig tjeneste for grev Christoffer i forbindelse med mødet i Ringsted. Hun var den eneste, der var mødt frem. Hun døde af pligt.
Fem stjerner ud af seks
Den levendegørelse af danmarkshistorien, som vi læsere bliver vidner til igennem de mange natlige tanker, som lensmand Anne Meinstrup gør sig før mødet på tinget i Ringsted anno 1535 gør denne historiske roman til et kunststykke, hvor det lykkes at håndtere et omfattende stof uden at hovedsigtet tabes af syne: At give et portræt af en kvinde, som ikke fortjener at forblive i glemslen, men som opløftes til et menneske af betydning netop qua hun fremstår som et menneske med følelser, tanker, fejl og lidenskaber – og sine meningers mod.
|
|
|
|
