|
|
Anmeldelse:
En landarbejders åndelige og sociale vækkelse
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 23. september 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Søren Federspiel:
- Redaktøren i Esbjerg - J. P. Sundbo – en biografi
- Fagbog, Knuths Forlag (481 sider)
- Udkom 2. august 2023. Vejl. Pris 380,00 kr.
DANMARK/HISTORIE:
At en landarbejder skulle knokle for lige knap at kunne mætte fire munde, kunne Jens Peter Sundbo ikke hverken forstå eller acceptere. Han måtte allerede som 7-årig ud at tjene for at skaffe føden. Faderen var landarbejder ligesom Sundbo blev det til en begyndelse. Erfaringerne fra den tid indlejrede sig permanent i hans bevidsthed: At de kapitalstærke profiterede på den jævne arbejders bekostning.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder historikeren Søren Federspiels nye historiske biografi her.
BEDØMMELSE:  SEKS stjerner ud af seks
(skala).
Landarbejderlivet
J. P. Sundbo forlod sin hjemegn som 17-årig og søgte arbejde som landarbejder i Nordslesvig, primært ud fra en romantisk betragtning om det tabte land, som faren havde været med til at forsvare i 1864 både ved Dannevirke og ved Dybbøl. Romantikken blegnede dog hurtigt, da han indså, at landarbejderens vilkår var lige så ringe her i Nordslesvig som derhjemme på Sjælland. Efter et års tid vendte han tilbage og havde i mellemtiden udviklet en ide om at udvide sine kundskaber gennem at søge optagelse på en højskole. I den forbindelse gjorde han sig yderligere sociale erfaringer: ”Folkehøjskolen var typisk indrettet for gårdmandssønner både økonomisk og mentalt.” (s. 23).
Højskoletilværelsen
Gennem forældrenes lokale netværk, hvor flere havde været på den nyligt oprettede Vejstrup Højskole, kom Sundbo med støtte derfra igennem nåleøjet og blev optaget på denne højskole beliggende ved Svendborg. På Vejstrup var forstander Jens Lund stærkt optaget af at profilere sin højskole både åndeligt og politisk. Hans skolepolitiske syn afviste al kirkelig indblanding, og han satte sig i spidsen for den lokale del af Grundlovsværneforeningen, ligesom han på linje med mange andre højskoleforstandere protesterede mod den provisoriske finanslov ved ikke at søge statstilskud. Sundbo overtog umiddelbart sin forstanders synspunkter på disse områder, og han sørgede for, at hans egen søster blev indmeldt på højskolen året efter.
Erfaringen med opholdet på Vejstrup havde åbnet Sundbos interesse for det åndelige liv i tilknytning til højskolen, ligesom hans politiske sans var blevet vakt, så han gjorde rejsen fra social indignation som landarbejder til en gryende politisk bevidsthed i forbindelse med bl.a. kampen for Grundloven og imod den siddende regerings grundlovskrænkende provisorielovgivning. Afbrudt af sommerperioder som medhjælp hjemme hos forældrene kom han de næste tre vintre på Askov Højskole under den allerede legendariske Ludvig Schrøder. Askov var så småt på vej væk fra den nationalhistorisk romantiske periode og begyndte at åbne op til det omgivende samfundsliv og hermed for en stillingtagen til samfundsmæssige forhold. Det passede fint med den udvikling, Sundbo var startet på i Vejstrup.
Sundbo blev hængende i højskolemiljøet nogle år som underviser, men udkommet var yderst beskedent og hans position prekær. Han gik ud og ind af korte ansættelser, og i den forbindelse mødte han sin kommende hustru, Karen, der overtalte ham til at droppe landarbejdet og igen prøve at blive højskolelærer. Det var også nøglen til at blive gift, at han kunne få sig et tilstrækkeligt udkomme, hvilket ikke var umiddelbart muligt som landarbejder. Under årene som lærer på Hjørlunde Højskole blev der basis for at gifte sig, og to børn fulgte hurtigt i kølvandet. Snart måtte han imidlertid indse, at lønnen som højskolelærer ikke var tilstrækkelig til at underholde en familie på fire. Forfølgelsen af højskolelederne fra politisk hold overbeviste ham om, at han måtte søge en mere direkte aktiv rolle i kampen for landarbejdernes materielle vilkår. Han ville skrive, agitere og organisere.
Journalist og landarbejderagitator
Sundbo med familie tog på lykke og fromme til hovedstaden, hvor det lykkedes ham at blive ansat hos avis , der snart sendte familien videre til Demokraten i Aarhus, hvor han skulle være hovedansvarlig for landagitationen i bestræbelserne på at få oprettet socialdemokratiske landarbejderforeninger. Alt tegnede lyst, men snart løb han sig staver i livet: Den var gal med temperamentet. Det iltre temperament kom til at skaffe Sundbo problemer her og nu og i øvrigt resten af hans liv.
I arbejdet med agitationen kom Sundbo for en tid til en Venstre-avis, ledet af Fernando Linderberg, men Sundbo var snart klar over, at han måtte vælge side til fordel for socialdemokraterne. Landarbejdernes samarbejde med de gårdbesiddende venstrefolk var uholdbart. Husmænd, daglejere, landarbejdere og senere industriarbejdere var og blev den rette cocktail, indså han snart.
Socialdemokrat
Sundbo meldte sig ind i Socialdemokratiet og kom hurtigt ind i konflikten mellem De samvirkende Fagforeningers syn på landarbejdernes organisering, uden for Socialdemokratiet, og Socialdemokratiets ønske om at landarbejderne skulle organiseres både fagligt og politisk under partiet. Han var umiddelbart mest stemt for den rent faglige organisering, men samtidig blev han som agitator sat til aktivt at arbejde for etableringen af socialdemokratiske landarbejderforeninger i Østjylland.
Selv om der internt i partiet blev set skævt til Sundbo i forhold til at slutte op om partilinjen, fik han alligevel succes på grund af sin pågående journalistik, der havde gennemslagskraft, og dertil hans evne som agitator for landarbejderne. Han kendte deres vilkår indefra.
Hans op- og nedture i partiet med landarbejderspørgsmålet som omdrejningspunkt førte ham ind imellem i unåde, men han lavede et svendestykke med udformningen af et lovforslag om landarbejderne, pænt på linje med Socialdemokratiets eget program, der rent faktisk med små justeringer blev vedtaget i Rigsdagen. Han blev nu optaget i inderkredsen som medlem af hovedbestyrelslen. Herefter var der, om end ofte modvilligt, respekt om Sundbo. Hans hovedproblem blev fra nu af igen temperamentet. Kortvarige ansættelser i København, Aarhus og Odense i den socialdemokratiske presse kørte fast på grund af uoverensstemmelser, både politiske, men også rent krakilske. Disse skærmydsler førte til sidst til, at han fik hvervet som redaktør på det nyoprettede partiblad for Esbjerg og omegn, Vestjyllands Social-Demokrat.
Redaktør i egen stol
Esbjerg var et Klondyke, et nybyggersamfund, uden stolte landlige traditioner. Her var der en ideel grobund for et Socialdemokrati i vækst, og Sundbo forstod i den grad at gøde jorden, engageret og myreflittig og med en både spids og agitatorisk velfunderet pen. Landarbejderen var blevet politiker og opinionsdanner. Han var hovedkraften bag, at Socialdemokratiet i 1905 fik flertal i byrådet, som det første sted i landet. Esbjerg blev snart en foregangsby.
Kommunesocialisme
Sundbo praktiserede på baggrund af flertalspositionen et program, hvor kommunen uden om licitation m.v. egenrådigt fik opført både sygehus og skoler. Dette var et skift fra det taktiske til det strategiske, helt på linje med partiprogrammet. Men der opstod konflikt mellem arbejderbevægelse og arbejdsgivere lokalt, hvilket endte med at få landspolitiske overtoner. Den svage part måtte bøje sig, og kommunesocialismen fik ikke lov at udfolde sig efterfølgende, idet der atter var lagt bånd på arbejderne i forhold til at lave en egentlig demokratisering af arbejdslivet. Det socialdemokratiske parti evnede allerede dengang ikke at leve op til sit eget partiprogram på det pågældende område. Socialismen fortonede sig.
Sundbo og hans familie kom til at trives godt i Esbjerg, nu hvor der var relativt ro omkring hans ansættelsessituation. Dog var der ind imellem holdningsmæssige konflikter på den politiske arena, der truede med at sætte hans redaktørstol på spil. Han red dog alle storme af og blev siddende trygt, ikke mindst fordi han generelt havde sit lokale baglands opbakning, når det så værst ud. Han stod så stærkt, at end ikke den øverste top i Socialdemokratiet, heriblandt Stauning, turde røre ham.
Arbejderhøjskolen i Esbjerg
Først et citat: ”Med redaktørposten i Esbjerg blev Sundbo en del af det socialdemokratiske establishment. Han indfriede forventningerne til lokalredaktørerne, da han fik etableret sig som de facto leder af byens arbejderbevægelse og vandt byrådsflertallet.” (Side 445).
Sundbos helt store bedrift var at få etableret landets første arbejderhøjskole i Esbjerg. Her kom Julius Bomholt efter nogle år til at blive forstander. Også i forbindelse med højskolen kom det til brydninger, men de skyldtes først og fremmest Sundbos konfrontatoriske position som hørende til på partiets absolutte venstrefløj, så meget, at han på et tidspunkt tidligere i karrieren havde frygtet eksklusion. Det undgik han, men han var under stadig observation for ’udskejelser’, da han bramfrit udtrykte sine synspunkter på den ene forsideartikel efter den anden i sin avis. Han var klart imod samarbejdspolitikken, hvorfor han kritiserede Socialdemokratiet, da det allerede i 1916 brød med princippet om at vente med regeringsdeltagelse, indtil man selvstændigt kunne danne en regering. Stauning var blevet kontrolminister under den radikale Munchregering.
Sundbo kom i Folketinget i 1918, og her argumenterede han for nationalitetsprincippet, da der skulle tages stilling til afstemningsspørgsmålet vedrørende Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Han udtrykte i sin avis, at dansksindede socialdemokrater i Nordslesvig skulle stemme på det tyske socialdemokrati frem for dansk-nationale borgerlige kandidater. Noget han i sidste ende endte op med at få ros for fra det revolutionære SPD i Tyskland efter kejserrigets fald. Han støttede naturligt nok linjedragningen nord om Flensborg. Der var for få dansksindede til at det gav mening at forsøge at få Flensborg med.
Redaktøren blev landskendt som opinionsdanner på grund af sin avis, og han bevarede trods sine ofte uortodokse standpunkter sin position i Socialdemokratiet, primært fordi han var i stand til at skabe en stærk arbejderbevægelse i Esbjerg, en rød højborg. Sundbos liv og politiske konflikter afspejler en farverig person, der havde både sine meningers mod og var benhård i sine standpunkter.
Seks stjerner af seks
Historiker Søren Federspiel har endnu en gang skrevet en biografi med en fuldgyldig historisk ramme omkring hovedpersonen og dennes udvikling. Der er taget skyldigt hensyn til tilgængeligt kildemateriale, og alt fremstår veldokumenteret. Detaljeringsgraden kan ind imellem virke overvældende, men så meget desto mere nuanceret fremstår portrættet. Det betaler sig som læser at hænge på og ikke springe let hen over alt for mange detaljer. Bogen giver både person- og socialhistorisk indblik og dertil lægges ydermere det landspolitiske perspektiv for perioden 1880-1928.
|
|
|
|
