|
|
Anmeldelse:
At skrive med blod, sener og nervebaner
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 30. maj 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Ocean Vuong: Vi er kortvarigt smukke her på jorden
Forlaget C&K, 277 sider
Udkommet 2019. Udkommer på dansk 12. maj 2020
LITTERATUR:
Ocean Vuongs roman Vi er kortvarigt smukke her på jorden fortæller historien om en familie i tre generationer, der bærer følgerne af
Vietnamkrigens grusomheder i krop og sind, og som efter krigen forsøger at finde sig til rette i USA. Det er en politisk roman, der lader det politiske
være en del af personernes væsen og selvforståelse, og det er en roman med en helt speciel associativ skrivemåde, der forbinder en detaljeret realisme
med meget poetiske og sanselige beskrivelser. Men først og fremmest er det en roman om at finde sig selv gennem kroppen og skriften i en verden, hvor fortællerens
gule hudfarve og homosexualitet gør ham anderledes.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder Ocean Vuongs roman her.
Brev til en mor
Vi er kortvarigt smukke her på jorden er amerikansk-vietnamesiske Ocean Vuongs første roman. Han har tidligere skrevet en meget rost digtsamling, der dog ikke er oversat til dansk. Romanen har tydelige selvbiografiske træk og har form af et brev, som romanens jeg-fortæller, en 29-årig forfatter, skriver til sin analfabetiske mor for at forstå hende og sig selv. Lille Hund, som jeg-fortælleren kaldes, blev født i Vietnam af vietnamesiske forældre i 1988, men har levet i USA, siden han var et par år. Han er vokset op i et yderst fattigt og
forarmet indvandrerkvarter i Hartford, Connecticut, sammen med sin mor Rose og sin bedstemor Lan.
Grusomheder i krop og sind
Bedstemor Lan fødte sin datter Rose under Vietnamkrigen i 1967. Roses far er en hvid amerikansk soldat, som forsvinder, og Lan opdrager Rose alene og forsørger dem ved at arbejde som prostitueret for amerikanske soldater. Lille Hunds far er vietnameser og voldelig og forsvinder ud af familiens liv, da han næsten slår sin kone ihjel.
Lan udvikler skizofreni og fortæller konstant historier. Nogle af historierne er virkelige, nogle er fri fantasi. Lan kan på sælsom vis være til stede i virkeligheden og være den kærligste bedstemor, samtidig med at hun har et imaginært spor kørende, der både fortæller sammenhængende historier, og som består af fragmenter af den vold og de grusomheder, hun har oplevet i Vietnam. Den del af Lan, der er til stede i virkeligheden, ejer en rørende evne til at nyde skønheden i øjeblikket, skønheden i en smuk blomst eller i en dampende skål ris.
Rose kæmper hårdt for at skabe et liv for sin lille familie og en fremtid for Lille Hund. Hun forsørger familien ved at arbejde i neglesaloner, men hun lærer aldrig engelsk eller at læse og skrive. Indtil Lille Hund er 13 år, har Rose en meget voldelig side over for Lille Hund. Men da han er 13, siger han stop. Samtidig med volden er Rose en meget kærlig og omsorgsfuld mor med en intuitiv forståelse for Lille Hund.
Det lange brev til Rose, som er romanens ramme, bliver et eksempel på et vellykket sorgarbejde, og romanen indeholder spændende refleksioner over selve skrive- og erindringsprocessen. Lille Hund skriver en forståelse for morens skæbne frem, og i takt med at han kan se Rose tydeligere, kan han også se sig selv tydeligere. Han kan tilgive moren og være adskilt fra hende i kærlighed.
Begær og ønsket om at høre til
Da Lille Hund er 14, møder han den 16-årige Trevor, der kommer fra det udsatte, hvide USA. Trevor har det materielt set kun en smule bedre end Lille Hund. Trevor bliver den første Lille Hund får et erotisk forhold til, og gennem Trevors blik på ham kan han blive en del af det USA, han som ”gul” ikke helt føler sig som en del af:
Jeg kunne mærke hans øjne på mig (...) Og jeg ville have dem dér,
at hans blik skulle fæstne mig til den verden som jeg kun halvt følte mig som en del af, p. 115.
De to drenge spejler sig i hinanden, de føler sig begge fortabte i verden, og de eksperimenterer med sex og stoffer. Trevor viser sig dog at være mere fortabt end Lille Hund, han må klare sig helt selv, hans mor er død, og hans far er usympatisk og racistisk og lever på kanten af samfundet uden at give Trevor noget positivt. Trevor bærer volden i sig, og han har svært ved at erkende sin homosexualitet. Han dør af en overdosis, da han er 20, og han bliver billedet på, hvor let Lille Hund også kunne være endt på samme måde. Lille Hund og Trevor kommer fra det fattige, udsatte USA, og romanen er politisk i sin beskrivelse af håbløsheden og afmagten i en tilværelse uden fremtid, hvor man kun lige kan overleve, og nogle gange ikke engang det.
En særlig skrivemåde
Når Vuong er bedst beskriver han hovedpersonerne, så de fremstår helt tydeligt for os med deres begær, drømme, længsler og afmagt. Fortællingen drives frem af associationer; fx beskriver Lille Hund en duft, der får ham til at tænke på en situation med Trevor, der får ham til at tænke på en duft i en situation med Rose. Romanens realistiske beskrivelser af virkeligheden er meget detaljerede og sanselige, og dufte, smag, syn og lyde kombineres i et ofte poetisk billedsprog. Som her, hvor Lille Hund beskriver, hvordan han mødte Trevor på en tobaksfarm, hvor de begge har sommerferiejobs.
Skumringens lys badede ladens indre i et blåligt skær (...)
Luften var kølig med et snert af klorofyl fra den friskskårne tobak som nu hang udspændt mellem bjælkerne over os hvor nogle
af dem dryppede endnu og fik støvet til at hvirvle op i mikroskopiske tornadoer på gulvet, p. 113.
Et par forbehold
Indimellem virker det dog, som om erindringerne bliver så fulde af voldsomme og forbitrede følelser, at det bliver svært for Vuong at rumme dem inden for fortællingen. Så er det som om, der opstår en slags parallelt billedsprog, fx sammenlignes Trevor utallige gange med en kalv, der opfodres til slagtning, et overflødigt billede, for vi har forstået, at Trevor er på vej mod sin egen undergang, og der er ikke brug for de mange ekstra referencer til blod og slagtning.
Desuden indeholder romanen en del retoriske og filosofiske spørgsmål, henvendt til moren. Men moren er analfabet, hun lærer aldrig helt engelsk, og selv om hun har en intuitiv kropslig forståelse for mange ting, ville hun ikke være i stand til at forstå spørgsmålene, endsige svare på dem. Disse spørgsmål hæmmer også fortællingens drive, synes jeg.
Fortællingen fungerer allerbedst, når den holder sig inden for romanens realistiske ramme og drives frem af Lille Hunds erindring om hovedpersonernes sind og kroppe.
En politisk roman
Romanen er et særdeles læseværdigt og troværdigt vidnesbyrd om Vietnamkrigen, oplevet indefra af vietnamesere. Den er politisk, fordi den så klart viser, hvad krig, vold og fattigdom gør ved mennesker. Den viser, hvordan Lan og Rose aldrig slipper fri fra krigens grusomheder, der lagres i dem. Men at de samtidig evner at udvikle en overlevelsesstrategi i kraft af deres kærlighed til hinanden og Lille Hund og en utrolig evne til at finde skønheden i øjeblikket. Grusomhederne, kærligheden og skønheden giver de videre til Lille Hund, som finder sin egen overlevelsesstrategi gennem kroppen og skriften.
|
|
|
|
