|
|
Anmeldelse:
Det MENNESKELIGE grundfjeld
Af Søren Harpøth Baltzersen,
cand.mag. i historie og idræt.
Publiceret 13. maj 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Chris MacDonald: "Ikke til forhandling - Livets ligning"
- POLITIKENS FORLAG
- Sider: 376. Pris: 299 kr.
LITTERATUR:
Hvorfor bliver stadigt flere af os syge, stressede og angste, selvom vi aldrig har haft bedre muligheder for at trives fysisk og mentalt? For at finde svar på
dette spørgsmål rejser Chris MacDonald i sin nye bog "Ikke til forhandling" til Rift Valley i Tanzania for at studere livet blandt jæger-samlere.
Med dette greb tilbage i vores udviklingshistorie anlægger den folkekære sundhedsguru en spændende evolutionær vinkel på tilværelsen i det moderne samfund,
og årsagerne til vor tids livsstilssygdomme.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Søren Harpøth Baltzersen, anmelder Chris McDonalds nye bog her.
Menneskets fysiologiske udvikling
Hvis man vil studere menneskets fysiologiske udvikling må man grave sig ned til det menneskelige grundfjeld; den østafrikanske savanne, hvor
homo sapiens historie begyndte for mere end hundrede tusind år siden. Og det er netop hvad MacDonald gør i bogens indledende kapitel,
hvor han lægger det vestlige overflodssamfund og de sædvanlige helsetips bag sig, og drager afsted for at møde hadzafolket,
der ifølge forfatteren er et ægte jæger-samler folk.
Stammen fører således stadig...
et liv, der ligner det, man levede for tusinder af år siden (...)
Dengang daglig bevægelse, naturlig mad og socialt samvær var normen (p. 21).
For at afprøve tilværelsen som jæger-samler på egen krop snører sundhedsguruen løbeskoene, og følger i hadzaernes fodspor gennem et begivenhedsrigt døgn. I løbet af formiddagen kæmper han for at følge med et jagtselskab bestående af stammens mænd og drenge, der ubesværet passerer buske og sten i lette spring, mens de godmodigt håner dansk-amerikaneren for sin trampen. Da byttet omsider er nedlagt og hjembragt, tilberedes et måltid bestående af rødder, bær og magert kød, og som aftenen skrider frem hygger man sig med dans og fortællinger.
Oplevelsen får MacDonald til at filosofere over kontrasten mellem det liv vi genetisk er programmeret til; et nøjsomt og aktivt liv under åben himmel, i pagt med naturen og hinanden, og det liv vi faktisk lever; den stressende, stillesiddende og ofte ensomme tilværelse i det automatiserede vestlige samfund. Efter en længere tankerække resonerer han sig frem til, at årsagen til det moderne menneskes mistrivsel skal findes i mismacthet mellem den biologiske – og den samfundsmæssige udvikling.
Titusind år er der gået siden vi forlod savannen, og det er lang tid, når det kommer til teknologisk og kulturel udvikling, men ikke i forhold til den biologiske evolution, der foregår i et langt mere adstadigt tempo. Mens verden omkring os har forandret sig drastisk, har vi altså ikke udviklet os synderligt, og derfor går savannemennsket i dag rundt som et misfit i en højteknologisk urban verden.
Den udviklingsmæssige forskel på mennesket og dets omgivelser er i udgangspunktet ikke det store problem,
da homo sapiens er en tilpasningsdygtig art, men der er trods alt grænser. Mennesket er nemlig ikke tilpasningsdygtigt på alle områder, da vi har behov der ikke er til forhandling. Vi har helt grundlæggende brug for et vist kvantum søvn, masser af bevægelse, ordentlig ernæring og meningsfulde sociale relationer. Kompromiteres disse fundamentale behov igennem længere tid, bliver vi syge, og det er ifølge MacDonald netop det der sker i det moderne samfund, hvor en ny og usund normaltilstand har indfundet sig.
For at illustrere sin pointe drager han en parallel mellem menneskets moderne tilværelse og elefanterne i zoologisk have:
Ligesom elefanterne er vi mennesker fanget på et sted, der er meget langt væk fra det miljø, vi oprindeligt er tilpasset til at leve i. I dag kan vi komme
gennem dagen med et minimum af bevægelse. Vi bor i kasser sat oven på andre kasser, og vores unger leger i plastiklandskaber, som er sat op i nedlagte
lagerhaller med vægge af beton, under lofter med en påmalet himmel. Imens sidder mor og far i en anden indhegning, med wi-fi og ondt i ryg og nakke (p. 51).
Et tveægget sværd
Den historiske udvikling vi normalt hylder har altså vist sig som et tveægget svær, der foruden velstand og tryghed har skabt et mismatch mellem vores natur, og den måde vi lever på. I vores higen efter smarte løsninger, komfort og materiel vinding har vi skabt en kunstig verden, der paradoksalt nok kompromitterer nogle af vor arts mest fundamentale behov.
Med udgangspunkt i antagelsen om, at en organisme trives dårligt, hvis den forlader sit oprindelige miljø, behandler MacDonald i en række selvstændige kapitler forskellige forhold i det moderne samfund, der kan føre til sygdom og lidelse. Blandt disse forhold er kunstig belysning og moderne teknologi, der giver os mulighed for at forskyde døgnrytmen og arbejde 24/7, hvilket resulterer i søvnbesvær og stress. En anden og mere velkendt årsag til mistrivsel er den konstante adgang til smagfulde energirige fødevarer. Denne luksus er i MacDonalds øjne langt fra en civilisatorisk gevinst, da vi fra naturens hånd er skabt til at spise og hvile, så snart lejligheden byder sig, for derved at kunne klare os gennem perioder præget af knaphed.
Nu om dage kan man imidlertid spise og forholde sig passivt langt hovedparten af tiden, og da fødevaremangel er et stort set ukendt fænomen,
resulterer vores naturlige tilbøjelighed i overvægt, diabetes og hjertekarsygdomme. Sidst, men ikke mindst behandles et beslægtet og ligeledes velkendt problem;
de moderne transportmidler. I det automatiserede samfund køres, sejles, flyves og løftes mennesket omkring med lynets hast, hvilket paradoksalt
nok bringer den fysiske aktivitet ned på et livstruende niveau. Vi befinder os altså umådelig langt fra jæger-samlerens aktivitetsniveau, og følgelig
er vi ude af stand til at modvirke de førnævnte negative konsekvenser af søvnmangel og uhensigtsmæssige kostvaner. Ikke underligt, konstaterer MacDonald,
at vi moderne mennesker ikke kan få livets ligning til at gå op.
Det er lykkedes for Chris MacDonald at skrive en spændende bog om et fortærsket emne, fordi han formår at forene det
underholdende med det akademiske, og det fysiologiske med det historiske. Fra kapitel til kapitel svinger han frem og tilbage mellem Afrika og Vesten,
fortid og nutid, underholdning og forskning, og kan dermed siges at mestre infotainmentgenren til perfektion.
Af og til bliver retorikken dog lidt for amerikansk og smart, og hist og her fylder den evigt motiverende
fitnessinstruktørs erindringer lidt for meget. Disse mislyde til trods må Ikke til forhandling - Livets ligning
betegnes som en interessant, anbefalelsesværdig og grundig skildring af modernitetens bagside.
|
|
|
|
