HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Monumentalt opgør med Ægyptens forfejlede revolution



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 16. november 2019.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • Alaa al-Aswany: "Jeg løb mod Nilen".
  • Roman, forlaget Hr. Ferdinand (508 sider).
  • Oversat fra fransk af Victoria Westzynthius
  • Udgivet 10. oktober 2019. Pris: kr. 300,00.

    MELLEMØSTEN/LITTERATUR: Alaa al-Aswanys sviende portræt af Det Arabiske Forår: Den kendte ægyptiske forfatter til bl.a. bøgerne Yacobians hus og Chicago har skrevet en stort anlagt episk dramatisk roman om et korrupt styre, undertrykkelse, håb og fortvivlelse samt frihedstrang og længslen efter et trygt liv. Et vægtigt stykke litteratur om årsagerne til Ægyptens forfejlede revolution i 2011. Farverig og til tider munter i detaljen, men til forskel fra de tidligere mere sprudlende romaner, er dette en helstøbt blanding af humor, alvor og gru, der lader læseren tilbage med en smertelig indsigt i et ulykkeligt folks skæbne. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den nye danske roman her.


    Portræt af en nederlagstid

    Alaa al-Aswany skaber med sit nøje udvalgte persongalleri en medrivende mosaik af menneskeskæbner, alt imens revolutionen bølger på Tahrir-pladsen midt i Cairo. Vi skriver 2011, og den ægyptiske revolution kulminerer i det centrale Cairo, hvor titusinder af ægyptere kræver præsidentens afgang. Man regner med, at i alt over en million mennesker aktivt deltog i kampen for frihed og demokrati rundt om i landet. Flere tusinde blev dræbt. Meget sigende er Jeg løb mod Nilen forbudt i Ægypten.


    Hverdagens trivialiteter, lyspunkter samt håb og fortvivlelse

    Vi møder den kvindelige skolelærer Asma og aktivisten Mazen, der møder hinanden under demonstrationerne. De bliver dybt engageret i sagen og i hinanden, og det udvikler sig til, at de erklærer hinanden deres kærlighed i hastigt nedskrevne breve. Ligeledes følger vi det unge par Khalid og Dania, der begge studerer medicin på universitetet. Han er søn af den fattige chauffør Madani, medens hun er datter af General Alwani, den helt centrale figur i Organisationen, landets mægtige hemmelige efterretningstjeneste, der overvåger militær og befolkning, og ikke mindst de to unge, som nærer sympati for hinanden.

    Vi møder også den koptiske del af befolkningen, igennem bl.a. den herlige figur Ashraf, en forfejlet skuespiller og nylig vakt revolutionær, som undslipper sin triste hverdag gennem en affære med husets muslimske tjenestepige, alt imens han bliver sig sit ansvar som ægypter bevidst under indtryk af urolighederne, der foregår lige uden for hans dør på Tahrir pladsen.

    Endelig er der Issam, en desillusioneret ex-kommunist og nuværende direktør for en cementfabrik, der er klar til at gøre hvad som helst for at bevare sin position og som ikke viger tilbage for at bruge de mest forfærdelige metoder mod sine modstandere, selv om han selv i sine unge dage sad i fængsel i mere end 10 år under klapjagten på kommunisterne i slutningen af firserne.
    Issam gav ham en lussing, og den unge mand kastede sig over ham, men sikkerhedsvagterne begyndte at gennembanke ham, alt imens de trak ham hen over gulvet. Issams stemme rungede gennem kontoret:

    'Det var lige, hvad der manglede - en snotunge som dig, der kommer og spiller op over for Issam Shalan! Din skide horeunge, jeg sad i fængsel, før du overhovedet var født!' (side 289).
    Igennem sin indgående fremstilling af de menneskelige figurer lykkes det forfatteren at skabe et levende og medrivende, men samtidig provokerende og dristigt billede af den brydningstid, som har haft afgørende indflydelse på den senere udvikling i Ægypten og hele Mellemøstområdet.


    Arbejdere, bønder og akademikere i uskøn forening

    Romanens handling åbner op for skildringen af alle samfundsklasser og disses reaktioner i forbindelse med de vinde, der blæser i regionen efter oprøret i Tunesien på grund af en personlig tragedie den 17. december 2010. En ung grønthandler, Mohammed Bouazizi, brændte sig selv ihjel i protest mod regeringen, samfundsudviklingen og levevilkårene. Mange tunesere kunne let sætte sig ind i Bouazizis situation, og inspirationen herfra nåede snart til Ægypten.

    I Ægypten var det en blanding af unge studerende, lærere, arbejdere og intellektuelle, der via de sociale medier hurtigt fik orkestreret først spontane, men senere velorganiserede protester, der i Cairo udgik fra Tahrir pladsen, medens der også i en snes andre byer var lignende demonstrationer.


    Nettet på godt og ondt

    Oprørsbevægelsen nød godt af, at de unge var vant til at bruge Facebook og Twitter i deres hverdag, således at kommunikationen var hurtig og svær at slå ned på for magthaverne.

    Imidlertid lærte regimets sikkerhedstjenester hurtigt at benytte sig af det samme våben, idet de samlede en patriotisk front med rigmænd og andre indflydelsesrige personer, som iværksatte en mediekampagne af uset omfang, hvor de gik i rette med demonstranterne og i øvrigt spredte alle former for løgne, bagvaskelsesangreb og propaganda igennem først og fremmest radio og fjernsyn.

    På denne baggrund lykkedes det dem at vende stemningen i befolkningen, der en overgang så ud til helt at vende sig mod styret. Ved at ofre præsident Mubarak og efterfølgende sætte ind med en medieoffensiv, lykkedes det at vende opinionen og kvæle oprøret.


    Intens skildring på menneskeplan

    Romanens styrke ligger i at skildre den halve snes centrale personer omtalt ovenfor. Vi følger dem under hele forløbet hen over sommeren, fra bekymring, spirende optimisme og begejstring til fortvivlelse og resignation, eller i enkelte tilfælde fortsat modstand. Dertil kommer magthavernes sluttelige triumferen og totale fornedrelse af oprørerne. Uhyrlige skildringer bliver vi som læsere vidner til. Det kan næppe lade nogen uberørt, når tortur og seksuelle krænkelser af de tilfangetagne bliver fremstillet så skånselsløst.

    Der er dog også masser af varme i fremstillingen af de forskellige skæbner. Hertil kommer heldigvis også en god portion humor og slet skjult ironi, så uhyrlighederne kan skubbes lidt i baggrunden for en stund. Et godt eksempel er generalen Alwani, der i sin selvforståelse er en retskaffen mand:
    'Gud forbyde korruption. Jeg er egypter, og jeg elsker mit land. Jeg er muslim, og jeg accepterer intet, der går imod religionen.'

    Når Zamzam-selskabet bagefter får tildelt byggegrunden, føler general Alwani ingen skam. Han henvendte sig til den ansvarlige og bag ham om ikke at give ham særbehandling. Hvad mere kunne han have gjort? (side 17).

    Ungdom og håb

    Særlig fint skildrer romanen de unges forhåbninger til en fremtid, som kunne tegne lys, men som i de fleste tilfælde ender i fortvivlelse, slugt, død og lemlæstelse.

    Bag ved dette er der dog de bånd af hengivenhed og kærlighed, som også skabes i forbindelse med denne tumultariske periode i landets historie:
    Jeg vil aldrig forråde de mennesker. Al denne ædelmodighed lå i dvale gennem mange modløse år med undertrykkelse, men da egypterne rejste sig, gav de det bedste af sig selv. Du må ikke tvivle ét sekund på, at vi vinder.
    Jeg elsker dig.
    Mazen.
    (Side 349).

    Et sviende opgør Romanen rummer en halv snes vidnesbyrd, som for halvdelens vedkommende er direkte transskription af de anmeldelser, som ofre og vidner indgav til domstolene umiddelbart efter hændelserne. Det er rystende læsning.

    Romanen munder ud i forfatterens uforbeholdne kritik af det land, som han er født og opvokset i, men som han så sig nødsaget til at forlade som 59-årig (samme alder som en af de centrale personer i bogen), da han efter sit engagement i den fejlslagne revolution var truet på sin eksistens, her formuleret igennem et brev fra en af de desillusionerede oprørere:
    Egypterne lod sig påvirke af medierne, fordi de gerne ville. Størstedelen af egypterne er tilfredse med undertrykkelsen. De accepterer korruptionen og bidrager til den. Nogle af dem har hadet revolutionen helt fra starten, fordi den får dem til at skamme sig. De lagde ud med at hade revolutionen, og efterfølgende har medierne givet dem grundene til at hade den. Egypterne bor i en 'pseudorepublik'. De lever midt i en samling løgne, der træder i stedet for virkeligheden. De praktiserer deres religion på en rituel måde og virker fromme, mens de i virkeligheden er fuldstændig korrupte (side 497).

    Kan varmt anbefales

    Romanen er en af de mere væsentlige bøger i de seneste år, både som skrivekunst og som vidnesbyrd. Læs den og bliv klogere på menneskers drømme, løgne og selvbedrag.

    Seks stjerner fortjener dette dybt engagerede portræt af et land og dets befolkning.