HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Rushdies nye roman er ORD-delirium i tykke stråler


Af
Flemming André Philip Ravn,
lektor, tredobblet cand.mag.

Publiceret den 10. august 2018.


© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • SALMAN RUSHDIE: "Det gyldne hus"
  • Udgivet sommeren 2018 på GYLDENDAL.
  • Hæftet, 408 sider. Pris: 299,95.
  • BUY HERE / Kan købes her.
    BEDØMMELSE: Tre stjerner af seks (skala).


    ENGELSK/LITTERATUR: Den fatwa-ramte, muslimske britisk-inder, Salman Rushdies nyeste bog er netop udkommet på dansk. Den indeholder fortællingen om en bizar ejendomsmatador ved navn Nero Golden og dennes familie. De ankommer under mystiske omstændigheder fra Indien til USA umiddelbart inden Barack Obamas indsættelse, og derfra udspringer handlingen, der går i mange retninger med Golden og jeg-fortælleren (René) som de samlende faktorer. Bogen er en ørkenvandring, der begynder med mange fragmenter de første 50 sider, som er svære at sætte sammen til et meningsfuldt hele. Bogen har mange tråde, der stritter i uforlenelige retninger - heraf en del uinteressante eller overflødige. Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her Salman Rushdies samtidsroman.


    ØRKENVANDRING er en måde at beskrive éns læseoplevelse på. Bogen føles som en ørkenvandring, der begynder med mange fragmenter de første 50 sider, som er svære at sætte sammen til et meningsfuldt hele. Dette skyldes måske, at der ikke er nogen egentligt handling i bogen de første 50 sider; ja, i det hele taget synes en sammenbindende handling ikke at stå i centrum for romanen.

    Det eneste spændende ved bogen er måske setting'en, idet handlingen delvis foregår i Bombay og New York. Ellers er der den del urealistiske passager blandet med virkelighedstro emner. Eksempelvis tager bogen udgangspunkt i menneskers selvoptagethed, tidens uhyre interesse for identitet og køn. Og Rushdie har "alle de rigtige meninger" og kommer perifert ind på "alle de rigtige emner". Romanen virker derfor kommerciel snarere end dybsindig eller intellektuelt troværdig. Man få lyst til at spøre: Hvem er det, forfatteren vil tækkes?

    Fortælleren René, som er en aspirerende filminstruktør, har i Golden-familien (naboen) fundet stof med stor fascinationskraft for ham, men ikke nødvendigvis for læseren. Og dog... Salman Rushdie har muligvis indfanget noget, der ligger i tidsånden med hensyn til menneskers optagethed omkring identitet, køn og transkønnethed. Ideen om et identitetsmuseum er et ganske sjovt og tankevækkende påfund.

    Dog er disse emner så fortærskede de seneste 20 år, at de tilfældigvis efterhånden ikke interesserer denne læser; og denne kendsgerning gør læsningen af Rushdies nye bog til en langstakt affære de mange steder, hvor han dykker ned i disse emner.

    Romanen på 408 sider kunne sagtens være skrevet på halvdelen, uden at narrativet ville miste noget væsentligt.

    Rushdies roman er præget af et væld af name-dropping, som dels gør bogen unødigt lang, og som dels virker deliriske, fordi de ikke giver nogen mening i sammenhængen. Det er opremsning af banaliteter og perler blandet sammen, hvormed han synes at lefte for bestemte meningsdannende segmenter i befolkningen.

    Name-dropping'en sker ikke blot ét sted, for så kunne man lade det passere. Det synes at være en del af Rushdies narrative strategi i denne roman, og alt i alt virker det malplaceret. Et eksempel på name-dropping:
    Omsider blev han enig med sig selv om, at svaret ikke var omfattet af løftet og derfor ikke underlagt noget forbud. "Telekommunikationshalløj," sagde han. "Skal jeg fremsige listen over de indblandede virksomheder? Adonis, Nahan, Aska, Volga, Azure, Hudson, Unitech, Loop, Datacom, Telelink, Swan, Allianz, Idea, Spice, S Tel, Tata. Det skal tilføjes, at Telenor...
    Andre steder er name-dropping'en mere markant med lange lister af film, han har set. Mængden får dem til at virke som tomme referencer - et kikset forsøg på cinematisk litterær stil!

    * * *



    * * *

    ROMANEN OM Nero Goldens storhed og fald synes at være grundlaget for narrativet. Golden og hans sønner bosætter sig i et stort palæ på Manhattan og får hurtigt etableret sig i de indflydelsesrige kredse i New York, hvor de med hver deres ejendommelige væremåde vækker opmærksomhed, ikke mindst hos naboen René, der er førstepersonfortælleren i bogen. Fortælleren deler flere steder visse apologetiske selv- erkendelser; og han giver også følgende indrømmelse, hvilket måske tager brodden ud af éns irritation:
    Jeg er bange for, at jeg måske har givet læseren et unødvendigt dårligt indtryk af min personlighed. Jeg ville nødig have, at I skulle betragte mig som en indolent karl, en døgenigt og en byrde for mine forældre, som efter at have levet på Jorden i tre årtier stadig manglede et rigtigt arbejde.
    Denne bog synes at være en kompulsiv tour de force, et narrativ som er overlæsset med uvæsentligheder. Man ser for sig en mand cykle på en cykle med 80 halmballer over sig, som han skal balancere igennem New Delhis kaotiske trafik. Men med al den information overload og name-dropping, der er i romamen, vælter manden på cyklen!

    Bogen rummer dog enkelte velskrevne, velovervejede og inspirerende passager som denne:
    Det er svært for et ikketroende menneske som mig at fatte det øjeblik, da troen dør i menneskehjertet. Den knælende troende, som pludselig indser, at der ikke er nogen grund til at bede, fordi der ikke er nogen, der lytter. Eller blot den langsomme forvitring af visheden, som fører til, at tvivlen til sidst bliver stærkere end håbet: Man bliver ved med at gå langs floden, mens en tørke tørrer den ind, indtil der en dag kun er en tør flodseng og ikke noget vand til at nære én, når tørsten sætter ind.
    Sådanne overvejelser om tematiske emner som svig, bedrag, selvbedrag og desillusioneringsproces kan være udmærket stof til eftertanke.

    Dette ændrer dog ikke ved, at selve narrativet med de mange tragiske mennesker og rådne personligheder (hvor nogle af personerne med rette kan kaldes "stock characters" (altså endimensionelle klichéer)) ikke bereder én nogen opløftende læsning.

    Måske er budskabet, at mennesket i bund og grund er et råddent væsen, som ikke kan flygte fra sin fortid og ej heller sin samtid? Gangstervælde synes at være naturens orden. Nuvel, Rushdies samtidsbehandling (herunder finanskrisen og Obama-styret) kan have sin berettigelse, men det kan være svært for læseren at connecte med karaktererne og plottet.