|
|
Anmeldelse:
Jean Paul Sartres værk Huis Clos i spændende gendigtning ved John Foster
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 7. oktober 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
TEATER: "No Exit - Reloaded".
Iscenesættelse: Jeremy Thomas-Poulsen.
Scenografi: Jeremy Thomas Poulsen & Jana Pulkrabek
Skuespil, HOUSE OF INTERNATIONAL THEATRE.
Varighed: 90 minutter (uden pause), spilles på engelsk.
Premiere 29. sept. 2017.
FRANSK/TEATER:
De fire skuespillere fastholder publikum i en forrygende performance, kvalmende ond og hjerteskærende
rørende på en og samme tid... Velkommen til Sartres Lukkede Døre i en uafrystelig fremdatering til 2027,
hvor vi er midt i den moderne terrors uafrystelige greb, post-Brexit og post-Trump... Velkommen til Teater HIT i Huset Magstræde.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder stykket.
Moderne og mørk opdatering
John Fosters nyfortolkning af Sartres ord om, at "helvede er de andre mennesker",
er så aktuel som nogensinde. Vi følger hvordan en snigskytte bag en massakre (var der nogen der tænkte på Las Vegas i søndags?),
en statsansat specialagent samt en guerillakvinde/lystmorder mødes i Helvede efter deres fælles død under snigskyttens massakre,
der ender med hendes død for egen hånd.
Mørkt, voldsomt og sexet
De tre døde er nu tvunget til at tilbringe evigheden sammen i et oplyst rum nede i Helvede,
nr. 10 B, hvor en mefistokold vicevært sørger for at bringe dem i den rette stemning af fortvivlelse.
Astrid Lund er stylet som den androgyne Sprechstallmeister i skuespillet Cabaret,
og hun byder også velkommen med en undertone af slet skjult fryd over at skulle servicere de tre forkvaklede menneskeskæbner,
der mod deres vilje er havnet her i samme bur.
Så følger en stadig mere intens konfrontation mellem de tre mordere, hvor de udspørger hinanden om baggrund og motiver
for deres ugerninger, og både had, afsky, lede, interesse, tiltrækning og frastødning
står malet i deres ansigter og klinger skingert i deres følelsesudbrud, når de hører på hinanden og efterfølgende reagerer på det,
de bliver vidne til.
* * *
"Hvad har du gjort? Hvorfor er du i Helvede?"
Der bliver råbt, grædt, hvisket og tiet. Der bliver intimideret, insinueret, lokket og afvist i en stadig større spiral af løgne og sandheder, fortielser og selvforherligende tolkninger. De tre mordere udspørger hinanden, tolker og ræsonnerer, alt imens de uafvendeligt stiller deres lede ved sig selv til skue.
At udkrænge de inderste kroge af deres mørke sjæle letter dem alle tre, men samtidig fastholdes de i fortvivlelse, da de ikke længere er i stand til at græde, til at få en forløsning for ugerningerne og det meningsløse, de har deltaget i. De er fanget og fastholdt i deres indre smerte. De bekræfter det umiddelbart bizarre i Sartres ord om, at Helvede er de andre, idet det er det ydre blik, der er blevet rettet på dem af de andre, der åbner for deres selvindsigt.
Klar diktion og konfrontation
De medvirkende taler et højt, klart, tydeligt engelsk. Der bruges præcise, borende og uafrystelige gloser om de ugerninger, de har bedrevet. Der tales for det meste ubehageligt langsomt, således at de forfærdende ord om de forskellige grusomheder ubønhørligt trænger sig på hos publikum og trænger ind hos de tre delinkventer. Stemningen er alt andet end behagelig.
Alle skuespillere er deres figurer, og grundstemningen fastholdes af de grelle modsætninger mellem lys og mørke, mellem det florlette og det betontunge. Vi fornemmer, hvorledes det åndelige fængsel opleves hos de indsatte, der til evig tid har fået husly i Nr. 10 B, traumatiserede i forhold til en uforståelig samtid på Moder Jord.
Alt i alt genial instruktion og scenografi.
|
|
|
|
