HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Jiddisch surrealist og poet jonglerer med lyrisk ordkunst i skyggen af Holocaust


Af
Flemming André Philip Ravn,
lektor, tredobblet cand.mag.,

Publiceret den 16. september 2017.


© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • ABRAHAM SUTZKEVER:
  • "Grønt akvarium - Fortællinger fra Litauens Jerusalem".
  • Oversat fra jiddisch til dansk af JAN SCHWARZ.
  • Forlag: MULTIVERS. Udgivet: Sensommer 2017.
  • Hæftet, 247 sider. Pris: 299,- kr.
  • BUY HERE / Kan købes her.

    LITTERATUR: Med Grønt akvarium foreligger nu for første gang på dansk et interessant og repræsentativt uddrag af Sutzkevers væsentligste hovedværker. Det er en interessant måde at stifte bekendtskab med hans forfatterskab på, hvis man kan vænne sig til forfatterens surrealistiske stil. Bogen kan appellere til alle, som nærer interesse sig for eksperimenterende litteraturformer eller specifikt for jødisk litteratur. Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her den nye Sutzkever-bog, hvor teksterne er oversat fra jiddisch til dansk af docent ved Lunds Universitet i Sverige, Jan Schwarz.


    "GRØNT AKVARIUM" er inddelt i fem dele plus et par digte, en epilog (om Nürnbergprocessen) samt et efterskrift. Sidstnævnte af Jan Schwarz, der er docent i jiddisch ved Universitetet i Lund. Der er ham, der har oversat alle teksterne fra jiddisch til dansk.

    Bogen indledes med et tankevækkende prosadigt med titlen Cirkus, hvorfra nogle linjer skal citeres:
    (...) Borte er alle smukke ord, som bier i en bikube omslynget af røg. Men et sted i bevidsthedens baggyde slår endnu en lillebitte sitrende nerve vristet fri af den totale ødelæggelse, et sidste suk som modsætter sig den blinde stilhed som forsegles med en bunke jord (...)
    Af bogens fem dele er første del den mest appellerende. Det er slående tekster om ghettoen i Vilnius i krigsårene 1941-44, som beretter om livsvilkårene og nazisternes juridiske og militære forholdsregler, der gjaldt i det besatte Litauen. Blandt alle de ting, som jøderne ikke måtte, står der, at jøder ikke må tale i telefon; ikke har ret til at køre i tog; forbydes adgang til byens offentlige institutioner; skal indlevere deres cykler og radioer; og bortvises fra universitetet.

    Denne forbudsliste blev hele tiden udvidet; og hvis man ikke overholdt forbuddene, var man hjemfalden til straf - dødsstraf! Jødeforfølgelsen var i fuld gang og folkemordet ligedan. Mange af bogens tekster har karakter af biografi og dermed selvoplevede erindringer.


    * * *


    ANDEN DEL ER SVÆRERE at få hold på. Det er tekster, som virker fragmentariske og er svært at danne et meningsfuldt hele i. Grunden er jo nok, at de er skrevet i en surrealistisk stil. Handlingsløs er ikke det rigtige ord, men der er ikke fokus på handling som fremdrift, derimod på sjove ordsammenstillinger, der kan virke mere stillestående - som stillbilleder.

    Lidt bedre går det med tredje del. Her giver fortællingerne mere mening, om end også disse er skrevet i en pudsig, surrealistisk stil, hvilket følgende uddrag viser:
    Mit ur viste stadig en time som ikke eksisterer, og måske eksisterer den alligevel men ikke for mig.

    En kok med en hvid støvle på hovedet bar en vase af grønt tibetansk glas hen på vores bord. I vasen myldrede det med brilleslanger. Det lignede et apoteks udstillingsvindue. Men her svømmede brillerne rundt i vasen sammen med de prikkende glatte ansigter. Bag brillerne glimtede zigzagøjne.
    Sproget er her kunstnerisk. Man fornemmer den surrealistiske manglende fornuft, idet ting er vendt op og ned eller ikke befinder sig på deres vante pladser. Med en freudiansk betegnelse kan man tale om underfundig, drømmeagtig primærprocestænkning, som netop ikke udspringer af logik. Det kræver en god evne til fortolkning at danne mening ud af denne type narrativer. Handlingen så at sige viger til fordel for ordmalerier. Måske kræver det en surrealistisk distance at kunne kapere og skrive om Holocaust, nazivolden og den industrialiserede destruktion?




    Omslagsillustration: Samuel Bak, 1974.


    GODE NOVELLER er i mine øjne eksempelvis Mønter fra himlen og Messias' dagbog. I kapitel 4 af sidstnævnte står flg. afsnit:
    Skønt jeg dengang tilbragte alle mine dage i biblioteker, studerede Spinoza og var fuld af hans intellektuelle kærlighed, holdt min depression ikke op med at fortære mig som en igle. Besvare drømmen og hjælpe med at røre ved danserinden der danser på en nål, kunne Spinoza ikke. Men frugtsælgeren Munke Pjoterile bemærkede bedre end mine egne at noget nager mig og jeg er ved at gå til som et blinkende lys. Og selvsamme munke Pjoterile fortalte mig at der fandtes en kiromantiker i byen man kalder Talmudstudenten med de tre øjne. Han tyder drømme lige så let som man læser breve på jiddisch, og linjer og tegn på et menneskes håndflade er som stier i en nåleskov (...)
    Skønt Sutzkever har sin egen unikke stil, fornemmer man i citatet hans forankrethed i jiddisch litteratur i forhold til formuleringer, indhold, billedsprog, humor og jødiske referencer. Man kan eksempelvis få associationer til Isaac Bashevis Singer, der fik Nobelprisen i litteratur for sit jiddische forfatterskab i 1978. Dog kan Singer, hvis værker er præget af et væld af motiver inden for mysticisme, tro og overtro, ingenlunde kaldes for surrealist; han er snarere magisk realist.


    * * *


    I TEKSTSAMLINGEN Grønt akvarium forekommer navnene Vilna, Wilno og Wilna ind imellem hinanden. Man kan komme i tvivl, om de henviser til samme lokation. Men da byen har haft skiftende sejrherrer, der talte forskellige sprog, har den mange navne. På jiddisch hedder den Vilne. Personligt ville jeg nok bare kalde den Vilnius i alle oversættelser. Derudover er Grønt akvarium præget af ikke-grammatisk kommatering, hvilket kan gøre sætningerne meget lange.

    Bortset fra disse to ulemper, og hvis man kan holde af forfatterens udprægede surrealistiske sprogunivers i et flertal af teksterne, har bogen meget at byde på. Eksempelvis kan man lære meget om lyrisk ordkunst i bogen samt om Sutzkevers skrivestil og forfatterskab.

    Noget af det bedste i bogen er Jan Schwarz' efterskrift om forfatteren. Da givetvis kun en håndfuld personer i Kongeriget Danmark kender noget videre til Sutzkever, kunne de 10 siders efterskrift med fordel have været udvidet til det dobbelte og gjort til en introduktion i begyndelsen af bogen.

    Med Grønt akvarium foreligger nu for første gang på dansk et interessant og repræsentativt uddrag af Sutzkevers væsentligste hovedværker. Det er en interessant måde at stifte bekendtskab med hans forfatterskab på, hvis man kan vænne sig til forfatterens surrealistiske stil. Bogen kan appellere til alle, som nærer interesse sig for eksperimenterende litteraturformer eller specifikt for jødisk litteratur.