HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: En anderledes generation af unge intellektuelle så dagens lys i Rusland omkring midten af det 19. århundrede



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 8. september 2017.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • Ivan Turgenjev: "Fædre og sønner".
  • Roman, Gyldendal
  • 256 sider (fotografisk genoptryk)
  • Udkom oprindeligt 15. august 2007.
  • Pris: kr. 249,95.

    LITTERATUR: Ståsteder i den senmoderne tidsalder: At nutidens forældre bør se tv-serien Skam for at forstå, hvad der rører sig hos deres børn kan givetvis anbefales. Lige så sikkert er det imidlertid, at nutidens unge kan få et værdifuldt indblik i, hvilke udfordringer deres forældre står med, hvis de ville binde an med at læse Turgenjevs blændende sædeskildring anno 1860 af forholdet mellem generationerne i Fædre og Sønner. En anderledes generation af unge intellektuelle så dagens lys i Rusland omkring midten af det 19. århundrede. Det var en opvoksende generation uden idealistiske illusioner, der i 1840'erne tilegnede sig teoretiske færdigheder ved de russiske universiteter, hvor internationale strømninger omsattes i en hjemlig form og aftapning. Denne nye type studerende har den russiske forfatter Turgenjev skildret igennem Bazarov, en ung mediciner, der repræsenterer de nyeste ideer mht. menneskets indretning som forstandsvæsen. Men på samme tid er det lykkedes for ham at skabe et individ med tanker og følelser, der står i kontrast til det, han som type skulle repræsentere. Læs Jørgen Refshauges, anmeldelse her.


    Nihilister

    Disse fremstormende unge studentikose karakterer er ikke i stand til at fremkomme med et alternativ til den gamle, liberale og tyndslidte åndstanke, som adelelen (høj som lav) repræsenterede, men de kritiserer den bravt for at hænge i romantiske forestillinger om det smukke og gode, ligesom de bedrevidende, hovmodigt og lettere medfølende ser på de eksempler, som deres egne forældre udgør. Selv har de unge tiltro til egne kræfter og viljestyrke. De forkaster alle autoriteter i og med at de rydder pladsen for det nye tankegods, hvilket de imidlertid ikke har nogen konstruktive forestillinger om at udmønte i praksis.

    Turgenjev kalder disse unge brushoveder for nihilister i romanen Fædre og sønner, og det blev en betegnelse, som siden hen bed sig fast i sproget, og som vi således kan takke denne 'moderne' russiske forfatter for.


    En sædeskildring i tableauer

    Handlingen i Fædre og sønner udgør ikke et egentligt plot i traditionel forstand, men fremstår som en række møder, spændinger, konfrontationer, fascinationer og afvisninger, som de udspiller sig mellem de nøje udvalgte personer, som Turgenjev anvender til at illustrere de forskellige sindstilstande hos unge såvel som gamle, høj og lav adel samt det jævnere folk.

    Centralt i romanens spændingsfelt står de unge og de ældre generationer samt konfrontationen mellem de to køn. En illustration af forskellene mellem generationer og temperamenter skaber Turgenjev ved at lade den gamle, afblegede adelsånd og den unge, upolerede videnskabsrepræsentant mødes til duel, forårsaget af følelserne for en og samme kvinde. Opgøret står mellem Bazarov og den 50-årige, gamle onkel på Kirsanov- godset, den forfinede, elegante Pavel, der fremstår som en stilig gentleman, der efter en ubodelig kærestesorg har trukket sig tilbage på familiegodset hos sin lidt yngre bror, der kun er 44 år gammel.


    Idealer og resignation

    Han finder hurtigt afsky for den unge læge og naturvidenskabsmand Bazarov, der for ham at se er en storskrydende opkomling, og han ser sit snit til at udfordre ham, da han skinsygt mener at have grebet denne grovkornede ungersvend i at vise upassende amourøse følelser i forhold til hans brors kone, som han også selv har et godt øje til. Der udfordres til duel på pistoler, hvilket Pavel Kirsanov ikke skulle have sat i værk. Han bliver i et morsomt og rørende optrin såret i benet og bagefter kyndigt behandlet af Bazarov.

    Det ender med, at Bazarov som den unge løve resignerer og med en vis væmmelse vender sig bort fra sig selv og sin rolle i optrinnet, medens Pavel Kirsanov nyder sin ædelmodige handling i skæret af den efterfølgende rekonvalescens periode. Bazarov føler, at han har svigtet sine ophøjede principper ved at indlade sig på duellen, men samtidig giver det ham et skub videre i sin selvforståelse, således at hans nihilisme begynder at blive anfægtet af ham selv.

    Grundfølelsen i deres indbyrdes relation straks efter duellen fastholder Turgenjev med poetisk indsigtsfuldhed:
    Pavel Petrovitj bestræbte sig på ikke at se på Bazarov; forsone sig med ham ville han trods alt ikke, men han skammede sig over sin stridbarhed og sin fiasko, skammede sig over, hvad han havde sat i gang (...) Tavsheden var vedvarende, tung og pinlig. Begge var ilde tilpas. Hver for sig følte de, at den anden forstod ham. Det er en følelse, der er behagelig for venner og yderst ubehagelig for uvenner, især når man hverken kan tale ud eller gå hver til sit.

    Nihilisme og romantik

    Bazarovs allerede rystede selvopfattelse får sit endelige stød, da han ret imod alle sine høje principper og idealer går hen og forelsker sig i en kvinde på et nærliggende gods. Anna Sergejevna er en kompleks, psykologisk sammensat kvindeskikkelse. Hun er på én gang en moden kvinde på 28 år, økonomisk og mentalt uafhængig, dertil intelligent og selvberoende, men på samme tid blottet for stærke tilbøjeligheder og motiver. Hendes tilsyneladende suverænitet er bygget om omkring en nøje planlagt hverdag, der kører på en tryghedsskabende rutine. Hun er venlig og tolerant, men gemmer sit virkelige, følelsesmæssige jeg bag denne facade, både for andre og for sig selv.

    Igennem sin selvtilstrækkelighed dæmper hun sine følelser, indeslutter en eventuel livslyst, hvilket muligvis er det, der forhindrer hende i at åbne sig for Bazarov. Hun føler det, som om hun har forløbet sig, da hun et øjeblik lader sig omfavne af Bazarov, der til gengæld helt brænder sammen i sin lidenskab. Han er chokeret over at sådanne følelser skulle findes i ham, og samtidig bliver han rædselsslagen ved at erkende sin hidtidige hårdhændede kulde og isolation, der mindst har været rettet lige så meget mod ham selv som mod hans omgivelser. Han havde i virkeligheden ladet sig indkapsle i et naturvidenskabeligt grundsyn som et værn mod følelseslivet.


    Idealister forgår, romantikken består

    Bazarov indser, at han ikke er en frø under vivisektion, hvilket han ellers er specialist i at eksperimentere med, når han foretager sine ekspeditioner til moser og vandhuller for at samle passende eksemplarer til sine forsøg. Han erkender, at kærligheden ikke kun er en ren fysisk tilbøjelighed, men nu også i hans selvopfattelse udgør mere end en romantisk indbildning. Ved denne erkendelse mister han sit fodfæste i det naturvidenskabelige ræsonnements ordnede og kølige rum. Hermed gentager han lige præcis sin fjende Pavels handlemønster. Også Barazov resignerer over for omverdenen og søger hjem til sin fødegård, hvor han i første omgang er travlt optaget af sine gamle sysler, men snart stagnerer og sygner hen i uvirksomhed, drænet for sine idealer som han er.

    Bazarov får en grum død, da han bliver smittet af plettyfus. Han besøges på dødslejet af en den chokerede Anna Sergejevna, som han tager afsked med i afmålt afklarethed. Alt, hvad der er blevet tilbage af hans gigantiske projekter og tanker om revolutionerende forandringer, er nu reduceret til denne ydmyge erkendelse, der dog formuleres med en vis stolthed:
    Jeg troede jo også, jeg ville komme til at bryde meget is, og at dø kunne ikke komme på tale! Jeg har jo en opgave, jeg er jo en gigant! Og nu består hele gigantens opgave i at dø på anstændig vis, selv om det ikke betyder noget for nogen... Alligevel: Jeg vil ikke logre med halen.
    Hans tidligere ven og beundrer, Arkadij Kirsanov, bliver gift med Anna Sergejevnas lillesøster. Dette besegler kærlighedens sejr over idealistiske tanker om en omfattende omkalfatring af den russiske bondestand og det tilhørende samfund.


    Kritik fra alle sider

    Turgenjevs popularitet styrtdykkede umiddelbart med udgivelsen af denne roman. De liberale og højrefløjen fandt portrættet af Bazarov alt for menneskeligt positivt, medens de revolutionære sværmere opfattede det selv samme portræt som forsmædeligt. Imidlertid blev dette fint tegnede portræt af den russiske tidsånd snart en klassiker på linje med de andre store samtidige russiske forfatteres centrale værker.