|
|
Anmeldelse:
Svensk 'hemmafru' og kommende skribent med udblik til verden
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 13. august 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
ASTRID LINDGREN:
"Krigsdagbøger 1939-1945".
Oversættelse: På dansk ved Kina Bodenhoff.
Roman, forlaget Gyldendal (368 sider)
Udgivet 4. maj 2015.
INDBUNDET. Pris: kr. 349,95.
KAN
KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
Ved krigsudbruddet i 1939 begynder Astrid Lindgren spontant at skrive dagbog, tilskyndet af denne verdensrystende begivenhed.
Det bliver til i alt 17 bind, der med vedholdenhed, om end svingende engagement, føres frem til den sidste dag i året 1945.
Krigsoptegnelser, avisudklip, kopier af censurerede breve, rationeringsmærker og ind imellem store og små begivenheder på det
rent private plan er sat sammen til en mosaik, som giver indblik i en særdeles velorienteret,
menneskeligt engageret hjemmegående kvindes liv og tanker om tilværelsen i det umiddelbart nære, men også store perspektiv.
Tidsskriftet
Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Astrid Lindgrens bog her.
Dagbog med personlige regibemærkninger
De ovenstående ord kunne være et anagram på doktor Vigand Bagges ørkenvandring. Han tørster virkelig efter
et følelsesliv, men nægter sig selv netop dette. Han tillader ikke Lilly at trænge om bag facaden:
"Hun fortalte sine historier i håb om at få mig til at fortælle mine. Det er underligt med mennesker. De tror,
at gør de noget for en anden, bliver de mødt med noget tilsvarende."
Astrid Lindgren skriver den 3. oktober 1939 om ophavsmanden til krigsudbruddet: "Det er en skam, at ingen skyder Hitler". Nogle dage senere omtaler hun ham som "lille søde Hitler".
Ironien i den sidste bemærkning og den barnagtige, oprigtige bøn i det første viser facetterne hos et menneske, der ligesom et barn er vågnet op til rædslerne,
men som samtidig som en voksen dækker sig mod truslen og det skræmmende med en selvstyrkende ironi.
Dagbogsoptegnelserne indledes den 1. september, hvor krigen erklæres fra tysk side. En kort optegnelse, der slutter med ordene: "Gud hjælpe vor arme, af vanvid slagne planet!".
Allerede her viser Astrid Lindgren, at hun besidder evnen til at registrere og spontant give udtryk for følelser, som hun deler med mange andre, men som også viser, at hun er i
stand til at sætte mangfulde ord på de selv samme følelser.
De første optegnelser er korte, hyppige og ganske spontane, med verdensnyheder og hjemlige betragtninger i en skøn blanding. Måske har hun troet, at denne krig snart ville
komme til ophør, hvilket kan forklare de spøjse bemærkninger om den lille Hitler og at nogen burde sørge for at skyde ham, så dette fjollede vanvidspjat
kunne bringes til ophør. Men Hitler forsvandt ikke bare sådan lige med ét. Efter få dage var denne krig et uomgængeligt faktum.
Krigskorrespondent og hjemmegående husmor
Astrid Lindgrens dagbogsoptegnelser handler om det hjemlige liv, hvor hun på linje med andre hamstrer sæbe, kakao og smør. Det er hverdagslivet i en svensk
middelklassefamilie med kone, mand og to børn, der midt i Stockholm forsøger at få hverdagen til at glide, og for det meste uden reelle materielle bekymringer.
Men samtidig er det også en 32-årig hjemmegående kvinde, der bliver ansat som kontorist i et spionjob for brevcensur i den svenske efterretningstjeneste. Her læser
hun mange tusinde breve til og fra udlandet, hvilket er stærkt medvirkende til at udvide hendes horisont.
Ligesom hos generalstabene i de forskellige krigsførende landes hovedkvarterer bliver der af Astrid Lindgren i hjemmet på Atlasgatan og senere Vasagatan i Stockholm ført
krigsdagbog, men det er ikke disse optegnelser, der kom til at danne grundlaget for en kommende historieskrivning. Ikke desto mindre påtog hun sig med alvor og engagement denne opgave med
at registrere krigens udvikling på alle fronter. Hun gjorde det formentlkig for sin egen skyld, men også for at få hold på sine egne følelser som menneske over for
dette uhyrlige og på mange måder uforklarlige, der væltede ind over menneskeheden.
Hun var endnu ikke forfatter i den forstand, at hun havde fået udgivet bøger, men hun kommer under krigsårene i gang med at arbejde på Pippi Langstrømpe,
ligesom hun i det sidste krigsår får udgivet enkelte korte arbejder at kronik- og novellekarakter. Man fornemmer imidlertid i krigsdagbogen den 'ægte' forfatter. Hun har ambitioner
om at skrive, er flittig og vedholdende. Desuden er hun allerede klart i besiddelse af en veludviklet formuleringsevne, idet hendes sprog har en form, der både omfatter humor, alvor, ironi
samt rammende beskrivelser.
Hun har ikke blot udviklet et fuldgyldigt sprog til at omfatte det forfærdelige, som hændte i Europaigennem disse år, men hun formår samtidig at kommentere og sætte
i perspektiv, så man får en fornemmelse af hendes grundlæggende kultur- og menneskesyn. Således har hun et landt og vægtigt dagbogsindlæg den 29. januar 1943,
hvor hun både ser på rygter om et muligt hjemligt svensk svigt i forhold til Norge ved krigsudbruddet i 1940, som hun finder skammeligt, hvis det måtte være sandt,
men hvor hun svinger sig op i højderne af forargelse over den tale, som Göring holdt til det tyske folk i anledning af Førerens fødselsdag:
Som sagt har Hitler ikke holdt nogen tale i dag, og det er jo nok ret sensationelt -
men i stedet har Göring holdt en, mere end en time forsinket, og den lød sådan her: (Har her indsat hele talen i udklip fra avisen, anm. bem.).
Tænk, at have frækhed nok til at stå og sige sådan noget til det stakkels plagede tyske folk, at
'de forgangne ti år har vist, hvilken iboende kraft vores verdensanskuelse har, og hvilke velsignelser den formår at give.
' Jeg gad vist, hvad det tyske folk egentlig tænker og føler over for disse nationalsocialismens 'velsignelser'.
En tilintetgørende krig, som dræber den bedste ungdom , had og afsky fra næsten alle andre nationers side, nød og elendighed,
grusomme overgreb mod forsvarsløse mennesker, en målbevidst fordummelse og afkultivering af folket, frem for alt ungdommen, tortur,
både fysisk og psykisk, af befolkningen i de besatte lande, stikker-
system, nedbrydning af familielivet, ødelæggelse af religionen,
'dødshjælp' til uhelbredeligt syge og åndssvage, kærligheden trukket ned til et rent avlsanliggende, blokering af alle nyheder fra
den øvrige verden og - hvis ikke alle tegn bedrager - hele det tyske folks totale breakdown i en ikke alt for fjern fremtid.
Det kan ikke være anderledes, end at mange tyskere må indse, hvor totalt grundnarrede de er blevet af deres Führer og de øvrige ledere.
Denne beskrivelse rummer ikke kun en fordømmelse af diktaturet, men viser også et menneskesyn bag det sort-negative
i skildringen, en forhåbning om, at det gode i sidste ende må sejre over vanviddet.
Det lille menneske i den store historie
Krigsdagbogen er en til tider omhyggelig rapportering, altid samvittighedsfuld, om end der er pauser ind imellem, hvor hun så
pligtskyldigst samler op på begivenhederne. Det har været krævende at sidde aften efter aften og have skrevet, klippet artikler ud,
lavet små notitser og ligefrem indsat landkort med detaljer om krigens gang. Alt skrevet omhyggeligt, for ligesom at fastholde, hvad det var,
der skete, så det måske kunne forstås også for hende selv i eftertiden. Måske også i høj grad en terapeutisk handling.
At der også var tale om noget personligt terapeutisk kan man også fornemme af nogle af optegnelserne om børnenes ve og vel, om glæden ved den
base i Vimmerby, som hendes forældre til stadighed udgjorde, men tydeligst ser vi dette , hvor hun udtrykker sig om dewn alvorlige krise, der
opstår i ægteskabet:
19. juli (1944)
"Blod flyder, mennesker lemlæstes, elendighed og fortvivlelse overalt. Og jeg kan ikke tage mig af det.
Kun mine egne problemer interesserer mig. Jeg plejer altid at skrive lidt om, hvad der er sket siden sidst. Nu kan jeg kun skrive:
Et jordskred har ramt min tilværelse, og jeg sidder alene og frysende tilbage. Jeg vil forsøge at 'vente på bedre tider', men tænk,
hvis der slet ikke kommer bedre tider!
Trods alt vil jeg forsøge at tvinge mit selv til også at skrive lidt om det, der sker i verden.
Russerne stormer helt uhyggeligt frem, er allerede inde i Baltikum... (fem- seks linjer mere følger, anm. bem.)
Mere orker jeg ikke at huske. Jeg lider de frygteligste kvaler, det gør så ondt i hjertet - hvordan skal jeg få kræfter til at
flytte til byen (har været på ophold i Vimmerby, anm. bem.) og lade, som om jeg lever et normalt liv.
Et unikt selvbiografisk værk
Indledningsvis skrev Astrid Lindgren den 3. september 1939, at "Solen skinner, det er varmt og smukt vejr,
jorden kunne være et yndigt sted at leve." Igennem de fem krigsår udvikler hun sig, modnes af personlige begivenheder samt
af den indsigt hun får igennem de titusindvis af breve, som hun læser i efterretnings-
tjenestens regi. Alt dette får vi læsere af hendes
skriverier et detaljeret og privilegeret indblik i gennem disse omfattende dagbogsoptegnelser.
Samtidig kan man fornemme, hvordan hun får et stigende behov for, og lykkes med, at få mange af sine tanker og følelser kanaliseret ned på papir,
ikke blot i form af nærværende dagbog, men også igennem det store arbejde med at få skik på ideerne til Pippi Langstrømpe, der i
det store og hele færdiggøres i løbet af perioden.
Dette lægger grunden til den omfattende forfattervirksomhed, der senere skal fylde hendes liv og som munder ud i hendes i anden
sammenhæng udtalte mål med, og ønske for, sit virke:
Hvis blot jeg har formået at gøre et enkelt barn glad med mine skriverier, så har jeg opnået det jeg ville.
|
|
|
|
