HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger

Anmeldelse: Kapitalistisk dødssejler uden pejlemærker



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 13. august 2017.

© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.

  • VIRGINIE DESPENTES: "Vernon Subutex".
  • Roman, TIDERNE SKIFTER (327 sider)
  • Udgivet 29. november 2016. Pris kr. 299,95.
  • KAN KØBES HER.

    FRANSK/LITTERATUR: Ståsteder i den senmoderne tidsalder: For Vernon Subutex er livet gået i stå, efter at han har måttet dreje nøglen om til den ikoniske pladeforretning Revolver, som han har drevet i mere end 25 år. De gamle venner fra rockbandets tid dør omkring ham, bortset fra Alex, der troligt betaler hans husleje. Nu er så også Alex gået bort, og Vernon bliver sat ud af lejligheden. Kapitalismens logik, som han livet igennem ikke helt har formået at agere efter, indhenter ham endeligt. Han indleder den sidste etape af sin sociale deroute og registrerer undervejs nøgternt den generelle samfundsforråelse. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.


    Livet i muddergrøften

    Vernon har taget sit kunstnernavn Subutex efter et narkoafvænningsmiddel, hvilket måske ikke helt passer på hans liv, der altid har omfattet en god del hvid sne og passende mængder alkohol til at supplere med. Det er åbenlyst, at Vernon har kendt til bedre dage. Han er nu næsten halvtreds og har ikke nogen særlig viden uden for sit felt, rockmusik.

    Han er uden fremdrift, ved ikke, hvordan han skal klare dagen og vejen, men han har et omfattende netværk via de sociale medier, så han begynder sin sofasurfing fra uge til uge og dag til dag hos kvindelige og mandlige bekendtskaber, der midlertidigt forbarmer sig over ham og lader ham få husly. Med en vis selverkendelse om manglende forvaltning af sit liv, konstaterer han lakonisk: "Det er når man bliver gammel, at man forstår at begivenhedernes gang bedst opsummeres med 'shit mand, tiden flyver'."


    Social øjenåbner

    Medens han således klarer sig igennem fra dag til dag, fra det ene opholdssted til det andet, får han et nyt syn på byen Paris, på sine personlige kontakter og på folk i almindelighed. Han iagttager nøgternt og uden filter sine omgivelser og relaterer til sig selv. Det bliver billedet ikke kønnere af. Han ser et samfund præget af egoisme og dybe sociale uretfærdigheder, hvor folk enten resignerer eller bryder ud i hadske smædekampagner, både analogt og viralt.

    Bogens forfatter, Virginie Despentes, vil ikke acceptere at det, hun skildrer for sine læsere, er tingenes uafvendelige tilstand. Gennem hele romanen løber der en gennemgående tone af oprørstrang og modstand, som kommer til udtryk hos det galleri af personer, som Vernon opsøger på sin rejse som hjemløs. Nogle er mere dystopiske end andre, og hans gamle kammerat Xavier får afløb for sine frustrationer på sin egen racistiske facon:
    Xavier har lyst til at give et ordentligt spark i røven på den fede arabiske kvinde med tørklæde der spankulerer af sted foran ham (...) Her går han og køber ind i stedet for at arbejde, fordi hans kone ikke vil behandles som en tjenestepige, imens de dovne, beskidte perkere hænger ud i byen og driver den af, arbejdsløse hele bundtet, lever fedt af understøttelse og sidder på café hele dagen mens deres kællinger knokler. Men ikke nok med at konerne tager sig af det hele derhjemme uden at beklage sig, og går på arbejde for at forsørge mændene, de skal også absolut bære tørklæde for rigtig at vise hvor undertrykte de er. Det er psykologisk krigsførelse for at få de franske mænd til at føle sig ydmyget af deres koner.
    Blandt det fascinerende persongalleri, som vi bliver præsenteret for, lider mange af den samme form for megalomani, hvor man er sig selv nærmest og prøver at fastholde mindet om den rebelske ungdom, hvor man foragtede de bedsteborgere, som man nu selv mere eller mindre er endt med at blive. Vernon har ikke den form for storhedsvanvid, men ser rimeligt tydeligt igennem sig selv:
    Vernon har aldrig kunnet samle tankerne længe nok til at blive virkelig deprimeret. Det har altid reddet ham. Situationens alvor formår ikke at interessere ham i længden.

    Fortidens spøgelse

    Undervejs på sin odyssé igennem Paris arbejder Vernon ind imellem med sin dårlige samvittighed over ikke at have hjulpet Alex, medens tid var. Han lod ham bare gå til grunde i druk og stoffer. Kort tid før sin død havde Alex opsøgt ham en weekend, hvor han i en kokainrus selvindspillede nogle timers monolog med formodet tågesnak, medens Vernon stiv af sprut sov inde i rummet ved siden af. Disse tre videobånd har Vernon efterladt i en sportstaske hos den første veninde, han overnattede hos, idet han en dag pludselig stak af, desperat og ude af stand til at udholde sig selv i sin ynkelige afhængighedssituation.

    Mens Vernons sociale deroute fortsætter, rygtes det i det virale miljø, at han er i besiddelse af videobåndene, da han en aften på en bar fortæller sin ven Xavier om disse:
    - En dokumentar, med den debile bøssesanger? Der tror jeg ikke min adressebog kan hjælpe... Vil du sælge det?
    - Hvis jeg kan finde en køber...
    - Han kan rådne op i helvede, den store idiot.
    Den selvoptagede filmproducer Laurent overhører samtalen, og han frygter at båndene kunne indeholde noget kompromitterende, og sætter efterfølgende en sporing af Vernon i gang. Han er imidlertid ikke den eneste, der vil finde Vernon, der til sidst ender på gaden som hjemløs, da han ikke kan finde flere venner at sove hos. Det kunne være som at søge efter en nål i en høstak, men der er jo de mange virale netværk. Livet leves for fuld fart på internettet, og via de sociale medier bliver der sat en eftersøgning i gang, som til sidst fører til, at den gamle pornostjerne Pamela finder den hjemløse Vernon og en anden bums i en art samtale med Vernons barndomsven, Xavier, der har lovet sin mor at forsøge at finde ham.


    Et liv i det virale univers

    Vernons venner og bekendte lever en meget stor del af deres liv via de sociale medier, og mange af dem har adskillige falske profiler og er ferme til at etablere smædekampagner og shitstorme, hvis de føler, at deres egoer trænger til et pust. Problemet for mange af disse typer er, at de blot ikke har erkendt, at deres liv er endt i en blindgyde, hvor de stille og roligt er blevet overhalet af den senmoderne tids ubønhørlige kapitallogik.

    Dette kommer i bogen mest rendyrket til udtryk hos børshajen Kiko, der lader Vernon få husly i sin kæmpelejlighed nogle dage, indtil han får det endegyldige spark, fordi han har forbrudt sig mod kapitalens logik. Rå magt og kapital hører sammen, og hvis man ikke har magten, gør man bedst i at læne sig op ad den og føje den. Man sætter sig selv i scene og spiller spillet, så længe man finder nåde for de riges blik, men er man som Vernon, kan man ikke forstille sig tilstrækkeligt længe til at finde ro.

    Vernon er selv god for tre-fire profiler, men han har ikke rigtig holdt fodslag med udviklingen. Ofte er han off-line flere dage ad gangen, hvilket er uhørt i de kredse, han ellers er vant til at færdes i. Det er i øvrigt ikke rosende ord, som Vernon har i forhold til det sociale, digitale liv. Han savner pli og noget så gammeldags som moral i folks adfærd i forhold til hinanden:
    Et intelligent barn ville hurtigt forstå at det kan betale sig at udvise sympati, særligt hvis man venter sig noget af den anden. Men så kom Facebook, og den generation der i dag er i trediverne, består af selvcentrerede psykopater på grænsen til demens. Rendyrket ambition, uden det mindste behov for at retfærdiggøre sig.
    Vernons ensomhed på gaden står i et grelt modsætningsforhold til den opmærksomhed, han bliver til del på nettet. Man hashtagger ham, og nettet flyder over med referencer til ham, og hele den generation af halvgamle firsertyper føler for en stund, at de er engageret i noget. Dette står som en ironisk pointe, der åbner op til de afsluttende scener i romanen, hvor Vernon så at sige glider ud af billedet. Han ender med febersyg at sove en nat på en bænk oppe ved Montmartre, hvor han vågner af sin feberdøs og ser ud over Paris morgenen efter det endelige sammenbrud af hans verden.


    En meget velskrevet dystopisk fortælling

    I Virginie Despentes optik er der ikke det store håb for fremtiden. Samfundskontrakten er brudt, alle hytter sig selv og deres eget skind, som de bedst formår. Det franske samfund mangler moralsk orientering, og det registreres alt sammen usentimentalt og i en rå, direkte, nøgtern form. Det er gennem personernes tanker og overvejelser, at den dybere dystopi og samfundskritik bliver formuleret. Det gør Despentes med psykologisk indlevelse og sproglig overlegenhed.

    Denne anmelder ser frem til de næste to bind om Vernon Subutex og den videre skildring af et Frankrig, der åndeligt og materielt er ved at synke ned i moradset.