HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: At genfinde sin identitet et sted, der er ophørt med at fungere



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 7. februar 2017.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • ROY JACOBSEN: "Hvidt Hav".
  • Forlag: ROSINANTE.
  • Udgivet 13. januar 2017.
  • 212 sider. Pris: kr. 224,96.
  • KAN KØBES HER.

    LITTERATUR/TYSK: Intet menneske er en ø i sig selv, skriver poeten John Donne i 1624. Vi er alle forbundet med hinanden og med det, der sker omkring os. Denne lære må Ingrid Barrøy tage til sig, og i et forsøg på at handle derefter, vender hun tilbage til sin fødeø, der har ligget ubefolket hen, siden hun forlod den som den sidste. Her søger hun tilbage til de grundlæggende elementer i tilværelsen i bestræbelsen på at genfinde sig selv. Ensomheden, naturen og kærligheden udfordrer hende uventet og medvirker til, at hun på ny finder mål med tilværelsen. Alt dette fremstiller Roy Jakobsen med mesterlig poetisk kraft. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Jacobsens roman.


    På sporet af den tabte tid

    Vi skriver efteråret 1944. Norge er besat af tyskerne, og Ingrid arbejder i en lille by på Norges vestkyst, Helgelandskysten, i den sydlige del af Nordland Fylke. Hun har en tid arbejdet med forefaldende arbejde i fiskeindustrien, men beslutter sig en dag for at vende tilbage til sin barndomsø, Barrøy, der har ligget øde hen, siden moren døde, og resten af familien var blevet spredt for alle vinde. ønsket udløses af, at hun har fået brev fra sin moster, der har planer om at vende tilbage til øen, så snart hun er frisk:
    Tanten kunne ikke komme nordpå, fordi bruddet på lårhalsen ikke voksede sammen, fordi der ikke var befordring (...) men hun ville være tilbage i god tid før jul, stod der to gange, Barbro var nioghalvtreds og Ingrid femogtredive, den aften faldt hun tidligt i søvn og drømte ikke.
    Skitseringen af familierelationerne kommer lidt efter lidt, sådan at læseren kan følge med:
    Hun gik i seng og tænkte på katten. Snart ville Barbro komme. Tanken om Barbro. Og Suzanne. Suzanne havde været som en datter for Ingrid. Men hun havde forladt både hende og Barrøy, da hun ikke var mere end fjorten, også hun havde gjort det frivilligt.

    DET KAN anbefales at læse Roy Jakobsens forudgående roman først (De usynlige, 2014), hvis man bliver fanget af forfatterens måde at beskrive på. I De usynlige skildres det, hvordan øen efterhånden blev affolket. Den meget smukt fortalte historie om nogle øboere og deres liv i mellemkrigstiden var en historie uden de store begivenheder. Det var dagligdagens tildragelser, der blev beskrevet kort og lyrisk. Det samlede beboertal var fem mennesker, plus deres husdyr. De forsøgte at leve selvforsynende, så godt det kunne praktiseres. Dog måtte faderen (og senere broderen til Ingrid) hvert år tage til Lofoten i vintermånederne for at tjene til de fornødenheder, de ikke selv kunne fremskaffe. Han kunne ikke i længden opretholde den gamle livsform. Dertil udviklede samfundet sig for meget omkring dem.

    Ingrid vil nu tage tråden op, trodse naturelementerne og sit indre ur, og prøve at slå rod på øen, igen. At finde sig selv ved at søge tilbage i erindringen - og til det fysiske udgangspunkt. At hun på et tidspunkt får indløst pantet på det gamle standur, og fragter det til øen, kan antyde, at hun søger takt med tiden, men hun har det med at stille uret vilkårligt, alt efter det humør, hun den dag måtte være i. Processen står i stampe, indtil der indtræffer noget udefra kommende: En nat hører hun lyden af fly og voldsomt skyderi ude på havet.


    At finde kærligheden

    Ingrid tager for givet, at hun er helt alene på øen, men hun fornemmer hurtigt, at det ikke helt er tilfældet. Som øboer er man vant til at lade blikket afsøge vandet rundt om øen, og et par dage efter hjemkomsten får hun øje på nogle skær ude på havet, hvor der plejer at være dybt vand. Hun opdager, at det er lig, som flyder rundt i vandet, men hun fornemmer også, at der er mere:
    (...) eller det, der var værre: følelsen af, at hun ikke var alene på den ø, hun befandt sig på.
    Hendes mistanke om at der er en, der har overlevet et skibsforlis, viser sig at være rigtig, for i laden finder hun liget af en mand i tysk uniform og ved siden af ham en ilde tilredt ung mand i brune laser. Men han er i live. Det natlige skyderi, som hun hørte, opklares gradvist, og det får følger for hende. Hun vækkes til live:
    Sådan sad de i lyden af staccato åndedrag, som om hun ikke havde været kvinde før, men for første gang kunne lade sig fylde af den overvældende vished om, at der findes en anden ø.
    Der udvikler sig hen over et par uger en smuk kærlighedshistorie mellem Ingrid og manden. Selv om de ikke kan tale sammen, finder hun ud efterhånden ud af, at han må være russisk krigsfange, og at det derfor er farligt for hende at skjule ham, og hun ser sig nødsaget til at sætte ham på en båd og give ham løbepas.

    * * *
    * * *
    * * *


    At få rede på sig selv

    Efter at Ingrid har sendt russeren af sted, fjerner hun alle spor efter ham og ligeledes efter den sønderskudte redningsflåde, som han måtte have reddet sig til øen på. Hun kontakter den tyske øvrighed og den lokale foged, og så tager tingene pludselig fart, ude af Ingrids kontrol, da fogeden og den tyske officer kommer for at inspicere forholdene på øen.

    Hvis ikke Ingrid allerede har mistet sin uskyld, gør hun det i hvert fald nu. Hun får et totalt udfald, vågner op nogle dage senere på et nervesanatorium i en anden by nordpå, er både forslået og fortumlet. Gennem samtaler med personalet får hun efterhånden rede på, at hun må have været udsat for en form for forbrydelse den dag på øen, hvor tyskeren og fogeden hentede hende. Forbrydelsens karakter forbliver imidlertid uopklaret, så læseren må gætte på lige fod med Ingrid.

    Ingrid undgår med nød og næppe at blive knust af glas og murbrokker i forbindelse med, at en såkaldt forsager detonerer på gaden udenfor hospitalet, medens hun opholder sig der. Denne eksplosion sårer hende, men fører samtidig til, at hun genvinder sin forstand. Hun begynder at fungere 'normalt', og hun begynder så småt at huske detaljer.

    Ingrid udskrives og vender med skib tilbage til bygden, hvorfra hun nu begynder at organisere sit liv mere aktivt, og i mellemtiden er moster Barbro vendt tilbage til Barrøy, så der er et grundlag for at opbygge en ny tilværelse.

    Ingrid får nogle krigsofre fra Hammerfest og Finnmarken installeret i bygden, ligesom hun får en håndfuld af de yngste med ud på øen, hvor de installeres og efterhånden lærer at gå til hånde. Sammen med Barbro organiserer hun det praktiske, men hun bliver stadig mere selvbevidst: Hun er gravid og har ikke tænkt sig at skulle gøre rede for hvordan:
    Da hun var på vej ned igen, stod Barbro for foden af trappen med hånden på hoften og spurgte:
    - Hvem er faren?
    (...) Ingrid svarede ikke.

    Frugtbarhedsgudinde

    Under graviditeten kommanderer Ingrid i to tilfælde to forskellige mænd til at være sammen med sig. Når de spørger om en anledning, siger hun, at det er fordi det er nødvendigt. Ingen nærmere forklaring bliver givet, men begge 'foreninger' ser ud til at bestyrke Ingrid i sin identitet som voksen og handlekraftig kvinde.

    At Ingrid varsler frugtbarhed sker ikke blot ved at hun føder et velskabt barn, der ligner den unge russiske soldat, som hun måtte sende bort. Også livet på øen blomstrer under hendes nærvær, som om hun tilfører øen et nyt liv, der både påvirker den ældre Barbro, den tilbagevendte Suzanne og de krigsofre, som midlertidigt opholder sig der. Alle ender med at virke for øens genopståen som samfund. Ingrid er fuld af initiativ og handler fremadrettet og resolut, godt hjulpet af Barbro og Suzanne, der i hemmelighed sender bud efter broderen Lars, der fra det nordligste vestnorge vender tilbage til øen med kone og børn.


    Genforeningen og...

    Krigen er forbi, Hitler er død, livet starter fra nul, bl.a. symboliseret ved, at pengene skiftes ud. Nu venter denne anmelder blot på, at der skal komme en tredje bog, hvor russeren kommer tilbage...


    Mesterlig poesi

    I Hvidt hav er der mere handling og flere store begivenheder end i den forudgående roman, men trods den mere dialogprægede tekst er der stadig tale om en poetisk velskrevet og meget overbevisende roman.