HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Intelligent blotlæggelse af en opkomlings idiosynkrasier anno 1937



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 28. december 2016.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • FRANZ WERFEL
  • "Et brev fra en kvinde"
  • Forlaget HOVEDLAND.
  • Udgivet 26. april 2016.
  • 129 sider. Pris: kr. 189,95. KAN KØBES HER.

    TYSK/LITTERATUR: Franz Werfel var jøde med sympati for katolicismen. Han måtte som så mange andre intellektuelle jøder tage flugten fra Østrig efter Anschluss i 1938. Inden da skriver han sin martrede sjæl ind i en kvinde, han kalder Vera. Vera repræsenterer, qua sit navn, Sandheden. Hun beretter sin historie om tillid, håb og svigt så nøgternt sviende, at tilgivelse ikke længere er et ord i nomenklaturet. Denne fantastisk velskrevne og gedigent oversatte moralprædiken af en roman bevarer sin skarphed og forfalder ikke til nogen nemme løsninger på de mest usympatiske og lidet flatterende sider ved menneskeheden. Den er aktuel som ingensinde! Tids- skriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.


    RÅHED, FORDÆRV og dulgt dekadence

    Vi befinder os i Wien i året før tilslutningen til Det tredje Rige. Den borgerlige selvtilstrækkelighed stortrives, illustreret formidabelt via den mandlige hovedperson, Leonidas. Han er en simpel opkomling, der ved et lykketræf sprænger den sociale rangorden og katapulteres ind i den absolutte øverste kreds af indflydelsesrige borgere i hovedstaden. Han er utålelig i sin selvtilstrækkelighed:
    Ganske pænt, tænkte Leonidas, i dag vil jeg spadsere ind i ministeriet. Og han smilede igen. Det var et mærkelig blandet smil, på samme tid begejstret og hånligt. Når Leonidas var bevidst om sin egen tilfredshed, smilede han hånligt og begejstret.
    Som de fleste andre ariere tager han antisemitismen for noget selvfølgeligt, og som nyudnævnt departementschef for kulturministeriet føler han en naturlig pligt til at forsvare sit land og sin stand mod de intellektuelle israelitter, der gennem deres livsførelse altid udstråler en mangel på takt og tone.

    De kan for eksempel finde på at begå selvmord i et naboværelse til ens sagesløse selv, eller de kan finde på plagsomt at pine sig selv og deres omgivelser (læs: Leonidas) med taktløse hentydninger til fortidige, ubekvemme begivenheder Således anskuer Leonidas sin lille, afskærmede verden. Han føler, at begge de omtalte handlinger var udtryk for dårlig smag, først og fremmest fordi de forulempede ham selv.


    Opkomling, vindbøjtel og charlatan

    Midt i dette valsende Wien, på grænsen til en ny, forrået tid, finder vi den flotte og kvindeombejlede departementschef, der er gift ind i den rigeste og mest indflydelsesrige familie i byen. Han nyder den materielle luksus og bekvemmelighed, han omgives med, selv om han indadtil koketterer med, at han slet ikke bryder sig om den. En mere blasert og selvglad figur skal man lede længe efter. Han lever det perfekte liv, tilpasser sig sin hustrus regimente, men lever i øvrigt sorgløst ureflekteret, i en sådan grad, at han tror sig usårlig.

    Konen er lige så smuk som hun er rig, men hun bruger oceaner af tid på at holde sig ung og smuk. Hun spiser sine selleristilke og fedtfattige, mikroskopiske kalvekødsstykker, alt medens hun kæmper med figuren, og hun lykkes faktisk med at se lige så ung ud som 39-årig, som da hun var 18. Han, til gengæld, er sorgløst smuk som 51-årig. Han ser overhovedet ikke ud til at ældes, hvilket hustruen ikke kan undlade at misunde ham. De har ingen børn, fordi de har fundet dette mest hensigtsmæssigt.


    Det perfekte liv punkteres

    En dag midt i oktober, hvor vejret mest af alt minder om en forårsdag i april, ligger der imidlertid et brev på brevbakken blandt gratulationskortene ved Leonidas' 51 års fødselsdag. Det er en lille, undselig blå kuvert med en stejl, bleg håndskrift. Hans hustru fornemmer straks, at det er et brev fra en kvinde. Det brev, der giver romanen sin titel.

    Leonidas ved med det samme, fra hvem brevet kommer. Det er den kvinde, Vera WW., som han havde en kort affære med, få måneder efter at han var blevet gift. Det er et brev fra den Vera, som han inderst inde altid har anset for sit livs kærlighed. Samtidig ved han, at det er denne Vera, der er hans livs umulighed. Hun: en jøde; han: en departementschef i den traditionsrige wienske statsadministration.





    Omslag i vejret - katastrofen er under opsejling

    For 17-18 år siden fik han også et lyseblåt brev, men dengang rev han det ulæst itu. Det er han på nippet til at gøre også denne gang, men en tilskyndelse får ham til at gemme det og åbne det ude på toilettet. Det er et chok for Leonidas at Vera igen lader høre fra sig, og i brevet omtaler hun formelt og i en meget upersonlig, men høflig tone en ung mand på atten år, som hun beder ham om at hjælpe til en uddannelse. Han er ikke i tvivl om, at det er deres fælles barn.

    Han går igennem dagen i en art døs, stiller sig på tværs over for et ansættelsudvalg og selve ministeren, alt under påvirkning af brevet og den formodede søn. Angsten for tabet af position får ham til at sænke paraderne, udfordre både hustruen og sine foresatte, i et nærmest defaitistisk opgør med sig selv. Han er angst for både fortiden, nutiden og fremtiden, men først og fremmest er han angst for at konfrontere sig selv med en dybere erkendelse: at han aldrig har elsket andre end Vera og sig selv.

    Under indflydelse af de sjælekvaler, som Vera volder ham, overvejer Leonidas at gå til bekendelse over for sin snu, men ganske overfladiske hustru. Han opsøger Vera på hendes hotel hen på eftermiddagen. Vejret er skiftet til regn, rusk og begyndende efterårsmørke, og under det, man måske kan kalde for to enetaler, finder han ud af, at det slet ikke er hans søn, der er tale om, men barnet af en veninde til vera, som er død Hun har lovet at sørge for, at han kommer videre i tilværelsen.


    Fortabelse, forstening og forråelse

    Således beroliget er Leonidas i stand til stille og roligt at gå i operaen med sin hustru, at vende tilbage til sin egen succesrige tilværelse, der nu synes uantastet:
    Han tilskynder hele tiden sig selv til at være lykkelig over, at alting ganske uventet har ordnet sig, og han ikke længere skal forholde sig til vanskelige tilståelser og beslutninger.
    Og dog, en lille sidebemærkning fra Vera har for en kort stund fået ham til at se sig selv og hele sin tilværelse i et forandret og forklaret lys. Han er klar over, at han har forpasset sin chance.

    Det var chancen for at bekende sine synder over for Amelie, hustruen, ligesom det var muligheden for ikke længere at skulle leve i løgnen. Han lader muligheden glide sig af hænde, han er ikke i besiddelse af formatet til at tage imod denne mulighed. Han er således dømt til evig fortabelse i sin sorgløse luksustilværelse, blandt de andre afskyelige borgerdyr, hvilket han erkender, medens han falder hen under operaforestillingen:
    Mens Leonidas sover under de stadig mere ophidsende toners hvælv, ved han med usigelig klarhed, at han i dag har fået et tilbud om at blive frelst, utydeligt, dæmpet og indirekte som alle den slags tilbud. Han ved, at han ikke magtede at tage imod det. Han ved, at han ikke vil få tilbuddet igen.

    Prægnant prosaistisk perle med tilbageholdt sarkasme og ironi

    Denne fantastisk velskrevne - og gedigent oversatte - moralprædiken af en roman bevarer sin skarphed og forfalder ikke til nogen nemme løsninger på de mest usympatiske og lidet flatterende sider ved menneskeheden.

    Romanen er aktuel som ingensinde, hvis vi kigger os omkring i det aktuelle hjemlige såvel som internationale politiske og kulturelle landskab. Råddenskaben synes at være den kvalitet hos menneskeheden, der holder sig "frisk" til alle tider. Franz Werfel har blotlagt dette forhold uden moraliseren.