HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Engageret og gribende fortælling, som bygger på virkelige hændelser



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 24. november 2016.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • PERNILLE JUHL:
  • "Frihed og ære".
  • Roman, Juhls Forlag (365 sider).
  • Udkommet 15. september 2016.
  • Vejl. Pris 249,95 kr. KAN KØBES HER.

    DANSK/LITTERATUR: Kampen for friheden - Den centrale figur i Pernille Juhls fjerde historiske roman gennemgår en modningsproces i forbindelse med sit engagement i frihedskampen under tyskernes besættelse af Danmark. Han forsøger at finde sin indre, følelsesmæssige balance mellem kærlighed til familien, betagelsen af skolekammeraten Gerda og det efterhånden altopslugende arbejde i forbindelse med modstandsarbejdet. Han satser alt og er parat til at miste alt. Pernille Juhl giver et levende, nuanceret og indfølt portræt af Christian Fries, baseret på virkelige begivenheder. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her .


    UHELD I KÆRLIGHED

    Christian Fries var sønderjysk frihedskæmper under Anden Verdenskrig. Han var udlært som bager, men han vidste tidligt, at han ville arbejde med noget andet og at han gerne ville ud og opleve andre steder og mennesker:
    Han havde en vidunderlig kriblen i maven, den dag han trådte ud af bageriet for sidste gang (side 8).
    Christian har fra skoletiden været stærkt tiltrukket af Gerda, og efter at være blevet optaget som rekrut i militæret opsøger han hende tøvende på hendes arbejdsplads, hvor det for alvor går op for ham, at han er forelsket i hende:

    Hvorfor i alverden havde han kun besøgt hende hjemme hos familien Madsen? (...) Hun er min. Det er meningen, at vi skal have hinanden, sagde han til sig selv. Men hvad nu, hvis hun allerede havde en anden? En kold skræk greb ham et øjeblik. Hvad vidste han om Gerda? (Side 14).
    Han har ganske rigtigt været for nølende og Gerda er allerede forlovet med en anden, der socialt er højere på strå. Denne skuffelse overvinder Christian aldrig. Da han bliver tilbudt videreuddannelse hos militæret i København, er han ikke sen til at gribe chancen og komme væk.


    En modstandsmand formes

    Christian Fries blev født i Kollund, tæt ved den nye grænse efter 1920. Han var vokset op i et stærkt dansksindet miljø, og da Christian og soldatervennerne oplevede, hvordan tyskerne den 9. april besatte Danmark, var han omgående klar til at yde modstand, hvor det måtte være muligt.

    Under uddannelsen hos militæret i København bliver Christian kontaktet af formanden for Studenternes Efterretningstjeneste, Arne Sejr, og han er ikke sen til at gå ind i et samarbejde med Sejrs organisation, hvor han skal være hovedkraften i opbygningen af en ny gren afdenne, SE-M, den illegale militære efterretningstjeneste.

    Dette indebærer at Christian kommer med ind i de inderste cirkler af frihedskampen, hvor han organiserer et betydeligt netværk af informanter om tyskernes militære operationer og om indretningen af de tyske militære anlæg m.v. Efter nogen tid kommer han til at arbejde med tilvejebringelse af oplysninger om udviklingen af de tyske V2 raketter, hvilket hjælper englænderne i forhold til at gribe ind og træffe forholdsregler, før raketterne bliver færdigudviklet.


    Rejsen på ophavet

    Christian gik derhjemme under kælenavnet Kedde. Han voksede op hos sin moster og onkel, men båndet til moderen var fortsat intakt, omend han en rum tid havde svært ved at komme overens med hende rent følelsesmæssigt. Det lykkes dog for ham at åbne op over for hende i løbet af sit voksenliv, hvor han finder en balance i forhold til sit ophav og sit samlede familiære bagland. Han ved, at der er forventninger til ham, som han egentlig gerne vil formå at honorere:

    Om søndagen skulle de hjem til Bedste som i gamle dage. Christian glædede sig. Han havde selvfølgelig allerede været der flere gange, men om søndagen samledes hele familien. De vendte tilbage til det ritual, familien havde fulgt hele hans barndom.

    Engang da han var barn og på et af sine utallige besøg hos Bedste, havde hun sagt: "Det er fra Tidde, du har dit lyse sind. Det er en gave, Kedde".

    Den kommentar havde han aldrig glemt. (Side 28).

    * * *
    * * *





    * * *
    * * *


    TYSKERNE KOMMER

    Under sergentuddannelsen ved Sønderborg kaserne bliver Christian og kammeraterne vidne til tyskernes besættelse af landet. Den følelsesmæssige reaktion varsler hans kommende engagement i modstandskampen:
    Christian følte en vrede vokse frem i brystet. Mange timers anspændthed havde hobet sig op, og nu skulle de bare gå tilbage til kasernen. Han fattede det ikke. Var det virkelig sådan, det danske forsvar fungerede? Det forsvar, han blindt havde stolet på og ønsket at være en del af. Tankerne om de stolte familiemedlemmer derhjemme fortonede sig. Der var sgu ikke noget at være stolt af! (Side 46).

    Modning indadtil og udadtil

    Christian finder efter nogen tid en vis afklaring i forhold til Gerda. Da de mødes kort under hans besøg hos familien i julen 1941 er de begge i stand til at udtrykke sig modigt og ærligt om deres relation:
    Han fortsatte ansporet af øjeblikkets magi: "Jeg tænker stadig på, at vi skulle have haft hinanden. At jeg var for langsom dengang, at jeg skulle have friet til dig".

    De gik lidt i tavshed. Så sagde Gerda lavmælt: "Jeg ved ikke engang, om jeg tror på skæbnen, men nogle gange tænker jeg, at der er sket en fejl".

    "Gud havde for meget af lave den dag". Christian rørte hendes hånd på hans arm (side 79).
    Godt et halvt år efter mødet med Gerda bliver Christian Fries kontaktet med henblik på at gå ind i gruppen omkring Arne Sejr, der havde grundlagt SE, Studenternes Efterretningstjeneste. Christian, der nu er på vej til at blive oversergent føler, at den danske regering har svigtet med samarbejdspolitikken, og han er omgående fyr og flamme: Det var et godt hold, Arne Sejr havde samlet. Christian kunne ikke vente med at blive en del af det.
    Han tog sig i at smile til alle, han mødte. Han følte allerede, at han gjorde en forskel. At han var på vej ud på en rejse, han skulle have begyndt på for længe siden (side 96).


    * * *
    * * *





    * * *
    * * *


    BAGLANDET INVOLVERES

    Hen over sommeren 1943 spidser situationen til i forhold til tyskerne. Samarbejdspolitikken bryder sammen, der er folkestrejker, militæret interneres og afvæbnes. Dette mærkes også i SE, hvor der har været interne magtkampe mellem højre og venstre:
    Hans tanker gled tilbage til Arne. Der havde været problemer i SE denne sommer. Det lød nærmest som en intern magtkamp i redaktionen mellem Arne og 'Knud', som i virkeligheden hed Ib Mogens Bech Christensen. Problemet var deres politiske holdninger. Arne var ærkekonservativ, og Knud var kommunist (side 123).
    Christian bliver af Maslocka, lederen af den polske modstandsorganisation Felicia, opfordret til at gå ind i arbejdet med at opspore detaljer om de V2-raketter, som tyskerne skulle være i færd med at udvikle. Denne mulighed griber han straks. I forbindelse med spionarbejdet mod tyskerne får han involveret familiemedlemmer i det sønderjyske, især en fætters kone, som bliver ansat hos det firma i Flensborg, som producerer visse dele til raketterne. Det lykkes for hende at affotografere vigtige dokumenter og tegninger, og hun slipper godt fra hele missionen.

    Det er ikke uden samvittighedskvaler, at Christian overtaler hende til jobbet. Han er stærkt bekymret for, at noget skulle ske hende og hendes familie. Alligevel tøver han ikke, når det professionelle engagement tager over:
    Hun kiggede på sin mand, før hun vendte ansigtet mod Christian og svarede: "Jeg er bange for at være der. Hvad sker der, hvis de opdager mig?"

    "Vi mangler kun et par få oplysninger, kære Helga, så jeg håber, De vil holde ud" (...)

    "De har allerede imponeret os!" fortsatte han og følte sig som en damptromle. "Tænk, at de allierede har haft så megen nytte af de informationer, De har skaffet! De kan redde menneskeliv. De kan forkorte krigen". Det var vel store ord, men hun var nødt til at fortsætte lidt endnu (side 233f).

    Testamentet

    Christian bliver forrådt. Hvem der er stikkeren, vides ikke med sikkerhed. Han interneres og tortureres, bl.a. i Shellhuset. Senere sendes han til Frøslevlejren. Derfra går turen til Neuengamme og endelig til en nyoprettet lejr i marsklandet, nær Danmark. Den skal vise sig at være endnu værre end Neuengamme. Folk dør som fluer, og Christian bliver stadig mere svækket. Han er til slut så syg, at der ikke er nogen redning. Han dør i lejren Schwesing den 18. november 1944.

    Inden det kommer så vidt, har han i tankerne gennemgået sit forhold til moderen, som gennem hele hans tilværelse har voldt ham kvaler af samvittighedsmæssig karakter:
    Hvis han bare kunne forklare Tidde, hvorfor han havde været, som han havde. Skubbet hende fra sig som barn i frustrationen over drillerierne i underskolen. Han ville gerne forklare hende, at det ikke var hendes skyld. Hun elskede ham betingelsesløst. Og selvfølgelig elskede han Tidde. Det blev først klart for ham nu. Jeg bliver nødt til at overleve, så jeg kan tage tilbage og fortælle hende det, tænkte han. Lidt efter beroligede han sig selv. Jeg har vist hende siden, at jeg elsker hende. Har jeg ikke troligt skrevet det ene brev efter det andet i årevis? (Side 338).
    Han dør uden resignation i forhold til moderen, afklaret, men trist over, at så mange brave folk skulle lade livet i kampen - og så vidste han end ikke, hvornår denne forbandede krig skulle høre op.


    Engageret og engarende fortælling

    Hele romanen er bygget på virkelige hændelser. Det kan ikke umiddelbart bedømmes, hvor meget Pernille Juhl har digtet til, men det er min klare opfattelse, at alt er gengivet så virkelighedsnært som muligt: Ikke desto mindere er der tale om levende personportrætter, med indresyn i forhold til hovedpersonen, Christian Fries. Der gives også ganske runde portrætter af stedforældrene og bedstemoderen og gode karakteristikker af folk som Arne Sejr og hans personlige sekretær i SE-M, Anne Melson.

    Pernille Juhl (billedet ovenunder) har en driftsikker skrivestil, hvor der sjældent er tale om kantede ordbilleder. Det meste er djærvt formuleret og engagerende i forhold til læseren, der sikkert vil vende bladene flittigt undervejs i læsningen.