HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Filosofiske tanker over før, nu og herefter: ERINDRINGER, samtid og eftermæle



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 26. oktober 2016.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • SØREN ULRIK THOMSEN:
  • "En hårnål klemt inde bag panelet".
  • Udgivet 23. marts 2016
  • Forlaget GYLDENDAL.
  • 156 sider - Pris: kr. 199,95 KAN KØBES HER.

    DANSK/LITTERATUR: Den ulasteligt klædte digter Søren Ulrik Thomsen vedkender sig som 60-årig sin fortid med ydmyg pondus i nystrøgne korttekster, hvor ikke et komma sidder forkert, men hvor en 'højtaler' skurrer i ørerne hele to gange. Søren Ulrik Thomsen har begået et meget nærværende og vedkommende værk med sine erindringsglimt, nutidsbetragtninger og fremtidsvisioner. Vi bliver som læsere budt inden for. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her bogen.


    OPRIGTIG, ærlig, klar og fortættet tale

    Det, der er på færde her i Thomsens prosa er at give udtryk for eksistens: "Og om at Jeg. Er. Her. Nu, men jo også altid et andet sted" Dette sker under kontrollerede æstetiske forhold og med en tør, næsten bogholderagtig sprogføring, hvor hvert eneste ord er nøje optalt, målt, vejet og overvejet, inden det nedfældes, og hvor det pedantiske ofte kommer til at stå i et velgørende spændingsforhold til det muntre og løsslupne. Det sker i det mindste i forbindelse med det væld af erindringer, indfald, anekdoter og aforistiske hverdagsbetragtninger, der alle er sirligt ordnede, men som også får deres skarphed igennem de etablerede kontraster:
    Pludselig lægger drengen sin kind tæt ind til faderens, kysser hans rødbedefarvede ansigt, stryger ham blidt over håret og knuger manden ind til sig i en gestus, der ikke kan undgå at bevæge mig, fordi den både udtrykker omsorg og ønsket om selv at blive genstand for ømhed (...) At han har noget usædvanligt sundt i sit naturel, er jeg ikke i tvivl om, men heller ikke om, at han må bære på en frygtelig fortabthed...


    Borgerlig ulastelighed og tumultariske tanker

    Det konforme ydre med sin formelle ulastelighed er ikke andet end en ramme om et indre, som ikke er slet så ordnet og velafrettet, slet ikke så borgerligt korrekt, og frem for alt slet ikke så bearbejdet, afklaret og dermed lukket, som man kunne fristes til at antage. Denne iagttagelse gør nærværende anmelder sig igennem læsningen af den række af de korte tekster, der tematiserer tiden før og efter Oprøret i '68, hvor Thomsen ser både på sig selv og på andre. Han ser på 'jeg' og 'du' og reflekterer som i det efterfølgende citat, hvor hippie og højrefløj forenes i deres modsætninger af ydere og indre:
    En kvinde, som var iklædt en T-shirt, hvor ordet PUNK var printet med kæmpebogstaver hen over brystet, stod i døren til sit parcelhus i Greve og redegjorde for sine politiske synspunkter, som hun fandt bedst repræsenteret af partiet Venstre. Måske kunne man relativere myten om ungdomsoprørets radikale brud ved at sige, at man før '68 bar sit uregerlige særpræg inden i det standardiserede jakkesæt, mens man i dag bærer sin banale borgerlighed inden i T-shirtens højtråbende forsikring om, at dens ejer er en drabelig outsider?
    Den tilsyneladende frigjorthed, som ikke mindst tiden efter '68 stod for, og som i sig selv endne med at blive en spændetrøje, formår Thomsen at spidde gentagne gange . Den samme akutte iagttagelse har han i forhold til den klichéagtige måde, som medierne bliver ved med at fremstille historien på, ikke mindst det der skete i 1968 og i første halvdel af 1970'erne. Specielt tager han nuanceret fat på den etablerede forestilling om, hvorledes forældregenerationen var borgerliggjort, mens ungdomsgenerationen var frigjort.


    * * *
    * * *
    * * *


    LÆSEREN som et andet 'du'

    Det er bemærkelsesværdigt, at disse tekster, der umiddelbart kan forekomme ret så private, alligevel åbner sig mod læseren og giver denne plads til at reflektere med. For selv om de sproglige forløb er fortættede, indeholder de tillige en refleksion, som er langt fra udtømmende. De giver ikke kun ét bud på, hvad der kan tænkes om den begivenhed i fortiden, som skildres, eller hvad man skal mene om den genkaldelse af et møde med et sted eller et andet menneske, som skitseres:
    Når fortællingen om vores liv kan stå i vejen for erindringen om det, skyldes det nok ikke kun, at den er iscenesat og redigeret, hvad den nødvendigvis må være, men at den er fortalt med en viden, som ikke forelå, da det erindrede fandt sted.
    Læseren har mulighed for selv at fortolke og kan indsætte egne erfaringer og erindringer, lidt ligesom når Thomsen, igen og igen, ser sin opvæksts fysiske lokaliteter som dem, der altid manifesterer sig, uanset hvilket scenarie han i øvrigt får forelagt igennem læsningen af andres tekster og fremstillinger:
    Jeg sætter mig tilrette med den nyoversatte tobindsudgave af Edgar Allan Poes Samlede fortællinger og tænker, at 'det kan da ikke passe, at også disse historier skal foregå i Sigerslev', så til hver af novellerne forsøger jeg ved nærsynet læsning af beskrivelserne at fremmane et sæt unikke locations, som dog før eller senere nødvendigvis må falde i en kolossal støvsky...
    Der er således ikke tale om tekster, som forsøger at omfavne og forføre én. De giver tværtimod en hjælpende hånd. En hånd til, at man selv kommer videre.


    Den rystede hverdagserfaring

    Thomsen taler i en af teksterne om, hvordan han fik ideen til titlen på sin forudgående digtsamling Rystet spejl. Han fremhæver, hvordan hans selviagttagelser bliver til mere end simple spejlbilleder. Det rystede element betyder forenklet sagt, at man som læser og iagttager af Thomsen og én selv oplever noget af det samme som digteren, nemlig hvordan det hele ikke bare er udformet i et 1:1-format, men at der er åbnet for andre formater, hvor tolkningerne antager nye dimensioner ud over én selv:
    Straks jeg havde skrevet linjerne 'og forsøger at fange dit blik/i digtets rystede spejl' vidste jeg, at samlingen skulle hedde Rystet spejl, men ikke hvorfor, for dén slags sker pr. gehør, eller sagt på en anden måde: via den formelle kunnens adgang til et stof, som er i færd med at blive forarbejdet, skønt naturligvis endnu ukendt for forfatteren selv, for hvis man fra begyndelsen vidste, hvad der skulle siges i digtene, hvorfor så overhovedet skrive dem?
    Denne rystelse af det ontologiske og erfaringen kommer i nærværende tekstsamling især til udtryk i forbindelse med døden, eller de "Noter fra eftertiden", som også er bogens undertitel. Døden som tema giver nemlig mulighed for at reflektere over, hvad der vil være her i denne jordiske verden, når man selv er død og borte, hvordan denne eftertid, eller rettere fremtid, vil forme sig, hvor man ikke længere selv er vidne eller medspiller:
    Jeg er ikke i tvivl om, at denne drøm handler om at forsone sig med, at mens den tid, jeg brugte min ungdom på at erobre, nu flygter bagud og forsvinder, tilhører dagen i dag nogle andre og kaster sig allerede forover mod en fremtid, der i hvert fald aldrig bliver min, for tiden er ikke et objekt og kan derfor hverken besiddes eller undslippes, men nok i drømme forvandles til et vidunderligt rum.

    Livets skrøbelighed, din styrke

    Alle teksternes refleksioner kan forbindes med forskellige sider af Søren Ulrik Thomsens digtning: begæret og skriften, den udsatte eksistens, livets skrøbelighed og dets selvfølgelige finalitet. Men samtidig er alle disse refleksioner også noget så enkelt som en hilsen til en gammel bekendt, det 'du', som 'jeget' igennem den poetiske form, ifølge forfatteren, hele tiden tematiserer. Søren Ulrik Thomsen har begået et meget nærværende og vedkommende værk med sine erindringsglimt, nutidsbetragtninger og fremtidsvisioner. Vi bliver som læsere budt inden for.