|
|
Anmeldelse:
Kritik af den POLITISKE KORREKTHEDS "TOTALITARISME"
Af Flemming André Philip Ravn,
lektor, cand.mag. et art.
Publiceret den 30. april 2016.
© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
MEHMET ÜMIT NECEF og TORBEN BECH DYRBERG (red.):
"Multikulturalismens fælder - Mørklægning og moralisme i medier,
forskning og politik".
Forlaget SAMFUNDSLITTERATUR, april 2016.
Uindb. 319 sider, kr. 299,- (fås også som e-bog).
BUY HERE / Kan købes her.
DANSK/SAMF:
Denne lærde antologi er skrevet af 15 akademiske forfattere.
Den kan nemt gå hen at blive dette års vigtigske skrevne dokument inden for debat - terende faglitteratur.
Bogens forfattere
kredser alle om problemstillinger, der relaterer til multikulturalisme samt den herskende debatkultur som del af
vor demokratiske praksis. Dette indebærer også et fokus på begreber som ytringsfrihed og racisme, der igen er forbundet med
diskussioner om tolerance, censur og selvcensur.
Frem for alt betragter antologien fænomener som moralisme og politisk korrekthed fra
en ny vinkel,
idet forfatterne foretager en - tiltrængt og fornyende - kultursociologisk, socialpsykologisk og retorisk analyse.
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder antologien.
ALLEREDE MED ordet "fælder" som del af den ligefremme titel, Multikulturalismens fælder,
forstår man, at dette er en bog med noget på hjerte og ikke mindst, at det
adresserede måske er "farligt". Antologien formidler
en analyse af moderne
samfunds- foreteelser, som vi trænger til at betragte med nye og uhildede øjne.
Antologien er skrevet i 13 kapitler, som igen er inddelt i fire forskellige
temaer (dele), hvilket giver overblik over antologiens emneområder og tematiske spændvidde:
Første del: Kulturrelativisme og multikulturalisme som venstrefløjsfanatiser og forskerideologier
Anden del: Antiracisme som stigmatisering og moraliseringen af den politiske debat
Tredje del: Fordomme og fjendebilleder som modstykke til dialog
Fjerde del: Kultur som autenticitet eller tilsløring
* * *
ANTOLOGIENS ANALYSE
af fænomenet politisk korrekthed er et vigtigt og interessant valg.
Konformisme og totalitarisme er begreber, som vi kender fra socialpsykologi og sociologi.
Vi husker med ubehag disse frygtelige fænomener fra historien i 1900-tallet: Nazityskland,
Sovjetunionen, Mussolinis Italien osv.
Den nye bog Multikulturalismens fælder
hævder, at politisk korrekthed i debatten alt for ofte geråder ud i en form for "blød totalitarisme", idet
politisk uenighed fortrænges til fordel for, hvad der kaldes sindelagskontrol og følelsesladet moralisme.
Desangående forklarer bogens to redaktører, Mehmet Ümit Necef og Torben Bech Dyrberg, dette:
Der er altså ikke tale om den form for totalitarisme, vi kender det tyvende århundredes kommunistiske og
fascistiske ideologier og de politistater, hvor de blev indstiftet som officiel ideologi.
Men den har totalitære træk, fordi frihedsrettigheder og især ytringsfrihed bekæmpes, fordi individualitet
tilsidesættes til fordel for konformitet og gruppeidentitet, og fordi man dæmoiserer
og dehumaniserer dem, man er uenig med.
Man begår med andre ord karaktermord på dem, man er uenig med, med det formål at udgrænse
dem fra en offentlig politisk debat og dermed slippe for at skulle forholde sig til det, de siger.
At det så sker i navn af respekt og anerkendelse, kosmopolitisk sensibilitet og almen dannelse,
ændrer ikke ved, at der er tale om en udemokratisk grundindstilling.
Mehmet Ümit Necef og Torben Bech Dyrbergs ord er uhyre tankevækkende.
Dette leder til tanker og overvejelser om, hvorvidt
demorkatiet i Danmark og Skandinavien og andre lande
er kommet under pres, og om de totalitære / udemokratiske tendenser i den offentlige debat i bund og grund
udgør en trussel mod den egentlige ytringsfrihed og den folkelige samtale, som jo er forudsætningen for et autentisk,
levedygtigt, frit og
fremkommeligt folkestyre.
Bør forundindtagede holdninger og fordømmende attituder
sameksistere med en fri og frank samfundsdebat, fordi det "rigtige" synspunkt altid er givet på forhånd?
Man forstår, at antologien søger at gøre op med tavshed og berøringsangst, som visse meningsmagere ofte
omgiver sig med i tolerancens hellige navn. Det er endda gået så vidt, at samme personer risikerer
at forsvare udemokratiske ideologier og deres handlinger ud fra misforstået tolerance.
Forskellighed kanvære berigende for alle, hvis mennesker med konfliktende værdier formår at leve sammen -
men éns tolerance bør jo helt klart ophøre dér, hvor andres intolerance begynder - thi
ellers undermineres selve demokratiets eksistens.
* * *
* * *
JEG FINDER
bogens mange emner inspirerende.
Bogen kommer ind på racismebegrebets mulighed for at blive brugt som et generaliseret
stigma, idet debatten kan have tendens til at operere
med dikotomier som godt versus ondt.
Synet på kulturrelativisme samt mangfoldighed er også til debat -
således som disse begreber anvendes implicit og eksplicit i den akademiske forskning
og i samfundsdebatten herhjemme
såvel som i vores broderland, Sverige. Göran Adamson skriver:
Ideen bag "Mangfoldighed fører til kvalitet" er simpel.
Når blot vi kommer tættere på andre mennesker og lærer, hvordan de tænker, forsvinder modsætningerne.
Modsætninger skabes, siges det, af misforståelser, og konflikter opstår, fordi vi ikke forstår hinanden.
Det er en sympatisk, men ikke indlysende tanke.
Katja Kvaale diskuterer kulturrelativisme og empati som metode i anropoligien; mens Torben Rugberg Rasmussen
diskuterer undertrykkelsesdiskurser med indvandrere som ofre.
Jens-martin Eriksen kommer ind på mediernes forholden sig til den såkaldte "Grønlænderjagt" i 2008,
da muslimske beboere i Gellerupparken mobbede, overfaldt og stenede 10 grønlandske derboende familier ud af området.
Eriksen bruger i denne sammenhæng begrebet "eufemistisk filtrering" af medie-
dækningen.
* * *
FREDERIK STJERNFELT undersøger i kapitel 6, hvorledes oplyst tolerance er blevet til en ny form or "tonerance", herunder
censur og selvcensur.
Værdier, stereotyper, diskursanalyse og Frankfurterskolen diskuteres også.
Mange synsvinkler luftes i bogen. Der rettes en stor kritik imod venstrefløjen,
der beskyldes for at have dobbelte standarder i debatten og se igennem fingre med åbenbare forhold i indvandrermiljøer,
som ikke har turdet påkalde sig opmærksomhed - måske førend Yahya Hassan skrev sin berømte digtsamling om vold, patrikalsk undertrykkelse,
kriminalitet og socialt bedrageri i sit miljø.
Bogen er i sin helhed interessant og anbefalelsesværdig - om end layoutet er lidt tørt.
For os, der har fulgt Yahya Hassans litterære karriere samt medieoptræden, giver
Mehmet Ümit Necefs 13. kapitel om den unge, palæstinensiske digter stof til eftertanke.
Hvem kan sige
hvad om hvem i debatten?
* * *
ÜMIT NECEF DISKUTERER
Yahya Hassans reception samt for-
tolkningen og udlægningen af hans digte i samfundsdebatten og de politiske partiers
forholden sig til disse.
Necef citerer flere af Hassans udtalelser i medierne.
Hassans digte og udtalelser er vigtige, fordi han har berørt tabubelagte områder med stort mod ved at sige
sandheden, som han oplever den, eksempelvis ved at problematisere vold mod børn i indvandrerfamilier.
Necef skriver:
Endelig kritiserede han [Yahya Hassan]
berøringsangsten både blandt veluddannede nydanskere og de danske sociale myndigheder for at ignorere problemerne blandt
en del nydanskere ved at forstå dem ihjel eller bortforklare dem.
Berøringsangst er et interessant fænomen, der tages op og analyseres.
Mehmet Ümit Necef kommer endvidere ind på forhold som
"strukturel racisme" i Danmark samt det til lejligheden velvalgte begreb
"strukturel antiracisme".
Alt i alt er det en bog, som sætter mange tanker i gang, og man kan overveje i hvor stor grad
mørklægning og moralisme foreommer i medierne, forskningen og samfundsdebatten.
Ligeledes kan den enkelte læser overveje, hvorvidt den
politiske korrekthed, som hævdet i bogen, udgør en "totalitarisme" eller ej.
Der er ingen tvivl om, at antologien peger på nogle ret vigtige problemstillinger, men er virkeligheden virkeligt så
dyster?
Dignostikken er på mange måder ramt lige i bull's eye - og kun tiden vil vise, om
forholdene er ved at ændre sig, så debatten ikke længere behøver
føres polariseret fra skyttegrave med hver sit rethaveriske vokabularium...
|
|
|
|
