HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: SØRINE GOTFREDSENS budskab om FORTRØSTNING til det moderne menneske



Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 4. december 2015.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • SØRINE GOTFREDSEN:
  • "Løft blikket - nåde i narcissismens tid".
  • Debatbog, Kristeligt Dagblads Forlag.
  • Udgivet 19. oktober 2015.
  • Sider: 192 - pris: kr. 249,95. BUY HERE / KAN KØBES HER.

    DANMARK/SAMFUND: I Løft blikket postulerer forfatteren indledningsvist, at vor tids narcissisme er forsynet med en moralsk dimension, hvor vi angler efter anerkendelse igennem vores demonstration af et dadelfrit, rent sindelag. Hun kobler dette på vores fravær af guds- begrebet, idet vi har sat os selv og vores egen målestok i stedet. Dette fravær tvinger ifølge Gotfredsen det moderne menneske til at sætte normen for godhed på egen hånd. I modernitetens verden er vi derigennem overladt til selv at skulle definere et etisk ideal. Således når hun frem til, at den narcissistiske kraft (sic!) er blevet forsynet med længsel efter fromhed, idet det er blevet vores projekt at fremstå / optræde som medmenneskelige og rummelige. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder debatbogen.


    DET HIMMELVENDTE BLIK
    OG NARCISSISMEN

    I forordet til bogen fokuserer forfatteren på den centrale antagelse hhv. vildfarelse, der er ledetråden igennem hele fremstillingen:
    Følelseslivet kan blive ophøjet til sin egen myndighed, og mulighederne for at udleve det narcissistiske er i denne moderne verden blevet flere og flere. Individualismens friløb og de mange veje til selvfremstilling er med til at præge os hver dag, og denne bog er skrevet ud fra den overbevisning, at vi har brug for at blive sat i forhold til noget andet.
    Over for denne vildfarelse sætter Gotfredsen gudstroen, som de moderne tiders mennesker ikke har blik for:
    Mennesket er skabt med øjet himmelvendt, siger Grundtvig, og de ord er gode at bære med sig.
    * * *

    Narcissismen og gudskomplekset

    Er narcissisme blot det samme som selvoptagethed? --- Denne anmelder forstår det freudianske begreb om narcissisme hos en voksen person som en fiksering i - eller regression til - et infantilt stadium, hvor personens lyst og følelse af omnipotens fylder alt, og hvor vedkommendes jeg er svækket. Den voksne person, som er regredieret til et narcissistisk stadium lider under, hvad Christoffer Lasch kaldte et narcissistisk beskadiget jeg. Dette tidlige stadium i den freudianske stadieteori består af et jeg, der er helt utilpasset til indre og ydre krav. Det er et jeg, som fuldstændig hæmningsløst og totalt blottet for empati anvender andre mennesker som statister (objekter) i et narrativ om jegets almægtighed. Dette kalder Horst Richter for et gudskompleks.

    På dette stadium er jeget almægtigt og grænseløst, og det er meningen, at vi når frem til bemestringen af indre og ydre krav ved den gradvise dannelse af overjeget, idet der sker en internalisering af samfundets normer og krav og herigennem dannelsen af et 'realitetesorienteret' jeg - et jeg som magter balancen mellem overjeget og id'et. Hvis dette ikke sker, står vi med et narcissistisk beskadiget menneske.

    * * *


    * * *

    Præcisering af narcissismebegrebet: Sørine sejrer til slut

    Hvis vi skal tro Sørine Gotfredsen, er hendes anvendelse af ordet narcissisme ikke tænkt som overfladisk selvoptagethed. Imidlertid undlader hun i den indledende præsentation at skelne mellem den sunde narcissisme og den beskadigede narcissisme, idet hun dvæler ved den oprindelige historie hos Ovid, uden at fremskrive narcissismen til den moderne kontekst. Det er en skam, for budskabet fremstår således indledningsvis i en postuleret form, og vi skal vente til hen mod slutningen af bogen, før vi kan erkende, at Sørine tror på den sunde narcissisme og dermed også omfatter moderniteten i sin fulde kompleksitet. Det forekommer denne anmelder, at Sørines manøvre omkring Tidehverv og denne bevægelses fokus på du skal midlertidigt lukker af for indseende med, hvordan vi bevæger os fra beskadiget til sund narcissisme, men pointen hentes hjem med overbevisende styrke, når trådene samles i konklusionen.

    Freud påpeger nødvendigheden af en vis portion narcissisme hos det voksne menneske for at få treenigheden af jeg, overjeg og id til at fungere. Han siger, at et vist mål af selvkærlighed er nødvendigt for at få hele processen med den voksne personlighedsdannelse til at lykkes. Det er formentlig i denne sammenhæng, at Christoffer Lasch bringer begrebet narcissistisk beskadigelse på banen - altså den voksne som lider af en narcissistisk regression. Hvis Sørine Gotfredsen havde skelnet mellem en 'sund' narcissistisk person og en 'beskadiget' narcissistisk person, ville hun ikke være endt i sin reaktionære insisteren på, at det moderne menneske og moderniteten altid er på kollisionskurs.

    Den modernitetskritiske holdning er ikke pr. definition reaktionær, jf. Svend Brinkmann, der i bogen Stå fast siger følgende:
    Vi har erstattet det kristne tankesæt, hvor alt i livet handlede om at nærme sig Gud, med sådan en psykologisk livsanskuelse, hvor det ikke er Gud, der er i centrum, men selvet. Vi går ikke til præsten men til coachen, terapeuten eller psykologen, og vi læser ikke Biblen men selvhjælpsbøger. Vi går ikke til bekendelse, vi håber ikke på frelse, men vi håber på selvrealisering.
    * * *

    Angsten for friheden

    Modernitet er et vidt begreb. Det signalerer ikke bare oplysningstid og Luther i Wittenberg samt opgøret med autoriteter fra pavestolen til de lærde ved universite- terne. Det er på samme tid både individets frisættelse og en hermed følgende angst for friheden (Fromm), og det peger også på en samfundstilstand, hvor vi er tvungne til at leve som frie (John Gray). Derudover er moderniteten den moderne videnskabs magtesløshed over for politisk kynisme og snæversyn f.eks. klimaudfordringen), ukontrollerbar kapitalisme, den voksende ulighed og præstationsræset i Brinkmanns forstand.

    Sørine Gotfredsen er ikke en overfladisk og forenklet reaktionær forkynder, der betragter narcissismen som simpel selvoptagethed i forsvaret mod den omgivende modernitet, som vi forsøger at leve i, og med.

    I virkeligheden er hun med et dobbeltgreb ude i et opgør med vores manglende tro på noget uden for os selv, vores gudskompleks. Og herved bliver hendes afsøgning af problemstillingen umiddelbart relevant og vedkommende. Forfatterens tale om det løftede blik og nådesbegrebet kan siges at være et svar på modernitetens angst for friheden såvel som et forsøg på at forholde sig til begrebet Angest som vi kender det fra Kierkegaard.

    * * *


    * * *

    KEND DIG SELV

    Ud fra en række eksempler i fremstillinger hos Luther, Kierkegaard, Grundtvig og vores egen tidehvervsmand Søren Krarup analyserer forfatteren narcissismens kraft og påpeger, hvorledes vi ud fra vores selvbillede kommer til at forveksle det guddommelige i tilværelsen med vores egen opfattelse af, hvem vi er:
    (...) bliver det nødvendigt at overveje, hvad der egentlig menes med forestillingen om, at et menneske skal kende sig selv. Og om der mon er noget, vi i for høj grad overser i vores moderne samtale om, hvad et menneske er.
    For ikke at vi skal visne hen som en anden Narcissus må vi løfte blikket og erkende, at vi må finde nåden et andet sted end hos os selv.

    Dette indser Sørine Gotfredsen, når hun kigger tilbage på sig selv som 16-årig, hvor hun allerede gjorde sig tanker om at være noget særligt, en ener blandt de mange, der ville blive beundret på afstand af alle de omkringstående. Dette ville imidlertid indebære, at hun kunne klare sig helt uden andre mennesker, hvilket hun i dag erkender, var en opblæsthed på linje med den, vi fandt hos Narcissus.

    Der, hvor forfatteren har fat i noget centralt er, når hun taler om denne narcissisme som indadvendthed, et indadvendt blik, hvor vi hele tiden er optaget af vores egen position samt af en naiv tro på, at alle svar skal findes i vores eget indre.

    Som modgift til denne selvoptagethed, dette indre blik, sætter hun så det kristne budskab:
    Vi mangler nøgternhed, viljestyrke, sans for historien og ikke mindst tro på, at vi som skrøbelige og sammensatte væsener kan leve i tillid til, at vi i bund og grund er elsket.
    * * *

    Gud og andre faderskikkelser

    Narcissus bliver aldrig voksen nok til at være i stand til at elske et andet menneske, en fremmed. Dette kobler Gotfredsen med den moderne narcissisme, hvor vi er så selvoptagne, at vi har glemt Gud. Vi kan ikke stole på vores egne følelser som værende hele sandheden, for disse følelser fører os bort fra vores dybere bestemmelse som mennesker. Vi må give afkald på almagtsfølelsen og tage forpligtelsen på os:
    Sagen er, om du kender dit ansvar og din pligt og vil tage det på dig. Hvor vi i dag i så høj grad anskuer verden fra det subjektive standpunkt og kun sjældent medregner forholdet til en guddommelig myndighed, anskuer den tidehvervske tænkning verden i lyset af det etiske og det, der forpligter den enkelte ubetinget.
    Vi har fået Nåden og vi har fået tilgivelsen for Synden, hvis vi blot vil løfte blikket mod Gud og erkende dette, samtidig med, at vi tilslutter os kravet om, at "vi skal": Vi skal opgive vores selvforelskelse og elske vores næste:
    Hensigten med selv at opfinde virkeligheden kan være både smuk og velment, men uden den ydmyghed, der følger af at vide sig skabt af Gud, får vi svært ved at fastholde ansvarligheden i rigtig alvor. Og vi står igen foran de to ord, der udspringer af det kristne kærlighedsbud om at elske næsten. Ordene du skal...
    * * *

    En ny narcissisme?

    Narcissismen er ikke noget, der blot skal udryddes, den skal derimod modnes og udvikles, når vi refererer til den sunde narcissisme ovenfor. Dette taler Heinz Kohut om, når han mener, at narcissismen kan føre til dannelse af selvfølelse, indfølelse og generel empati. For at dette kan ske, skal vi lære at give afkald på vores egen rolle som dommerinstans og have tillid til, at vi bliver elsket af andre og selv kan elske igen, uden filter og forbehold. Denne ideale fordring kan vi næppe honorere, hvis vi ikke med Sørine Gotfredsens ord vil tage den kristne næstekærlighed til os og forblive i håbet - og troen:
    For Søren Kierkegaard bestod målestokken af det guddommelige og den kærlighed, som han håbede på også til sidst skulle gives ham. Det er ikke mange, der i dag benytter den slags ord og forestillinger om det hinsides, når vi skal beskrive, hvad vi håber på. Men det ændrer ikke ved, at vi stadig bærer et håb om at blive mødt med det nådefulde blik. Og hvis der ikke findes en tro på, at det blik stammer fra Gud, må vi til gengæld håbe på at møde det hos hinanden.
    Her er det så, at Sørine Gotfredsen mener, at mange fejler og ender i anglen efter anerkendelse og en tilsvarende grandios selvopfattelse, hvor denne søgen efter anerkendelse ikke altid bliver honoreret, som vi havde ønsket os. Den ovenfor beskrevne usikre tillid og tro kan det narcissistisk beskadigede menneske ikke umiddelbart løsrive sig fra, men det kan muligvis heles og blive til det sunde narcissistiske menneske ved at beslutte sig for at slippe frygten og bevæge sig ud på de Søren Kierkegaards 70.000 favne vand. Dette kræver opgivelse af egen magtfuldkommenhed og en under- læggen sig det udenfor værende, som man ikke har magt over.

    Hos Sørine sker dette ved, at vi løfter blikket fra os selv og den umiddelbare omverden for at åbne op for nåden samt tilgivelsen:
    Vi er ikke dømt til at ende vore dage ved den stille plet ved vandet, hvor Narcissus på så tragisk vis mister livet, fordi han til sidst blot sidder og ser ind i intet. For vi er selv med til at bestemme, hvor blikket skal rettes hen.
    Uden at formulere det direkte, er det denne sunde narcissisme, som forfatteren anbefaler os at søge. En helende bevægelse, der fremkommer ved, at vi slipper vores grandiose selvopfattelse og tillidsfuldt tør åbne op for vores omgivelser igennem erkendelsen af en højere bestemmelse. Således viser Sørine Gotfredsen sig som et moderne, gudsfrygtigt menneske, der i sin kobling mellem menneske og Gud kan give anvisninger på livsduelighed for det destruktivt selvoptagne individ:
    Det er svært at leve i den moderne verden, men også her kan det stadig lade sig gøre som et enkelt menneske at rive sig løs af alt det bestemmende ved tiden og erfare, at man er bestemt af noget helt andet.