|
|
Anmeldelse:
Patrick Modiano - nobelpristagerens distancerede roman om hensmuldrede erindringer
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 21. november 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
PATRICK MODIANO:
"Askeblomster".
Oversætter: Frans Iver Gundelach.
Udgivet 16. december2014. Lindhardt & Ringhof.
I 139 sider. Pris: 199,95 kr.
KAN KØBES HER.
BEDØMMELSE:  Tre stjerner af seks
(skala).
FRANSK/LITTERATUR:
Romanen "Askeblomster" er fra 1991, seks år før den dokumentariske "Dora Bruder". I sidstnævnte foretager forfatteren Patrick
Modiano en intens efterforskning af en jødisk piges skæbne, laver dertil nogle springende og til dels fragmenterede refe-
rencer til sin egen fars historie og krydrer det hele med det velkendte tema om sønnens relation til den fra-
værende fader. Over for dette er "Askeblomster" en mere lavmælt og mindre dokumentarisk præget fremstilling af erindringsglimt og stemninger, også igangsat af en avisnotits, men denne gang om et ungt pars selvmord i en lejlighed i Paris i april 1933.
Atter er fokus på ud-
forskningen af den parisiske topografi kombineret med menneskenes underfundige tilværelse i hovedstadens labyrint af gader.
---
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen.
Autofiktion med fragmentariske biografier
Som i mange andre af Modianos romaner har den berettende jeg-fortæller lighedstræk med romanens forfatter. De biografiske detaljer aktiveres i forbindelse med en gammel avisartikel og avisnotitser om politiefterforskningen af et ungt pars selvmord. Denne historie optager bogens hovedperson, der finkæmmer området, hvor hændelsen i sin tid fandt sted. Udgangspunktet for hans efterforskning er Latinerkvarteret, hvor han kender hver en afkrog fra sin gymnasietid:
Jeg kom i tanke om nogle forældede navne: Estrapade, Contrescarpe, Tournefort, Pot-de-fer ...
Jeg nærede betænkeligheder ved at færdes på steder, hvor jeg ikke havde sat benene, siden jeg var atten og gik i gymnasiet på Montagne-Sainte-Geneviève.
Han åbner beretningen ved at henvise til en café på hjørnet ved rue Saint-Jacques, den ældste gade i Paris. Ikke blot var denne café et sted, han frekventerede som student, men det kunne i fortællerens optik også være et sted, hvor nogle af de mange personers skæbner have krydset hinanden, mere eller mindre tilfældigt, men for hovedpersonen (:Modiano / fortælleren) givetvis ud fra skæbnens spundne tråde:
Denne søndag aften i november befandt jeg mig i rue de l'Abbé-de-L'Épée. Jeg fulgte døvstummeinstituttets høje mur. Til venstre stræbte Saint-Jacques-du-Haut-Pas-kirkens klokketårn mod himlen. Så vidt jeg erindrede, lå der en café på hjørnet ved rue Saint-Jacques, hvor jeg ofte gik hen efter at have været inde og se en film i Studio des Ursulines.
Mysteriet om selvmordet i april 1933 krydser også andre dele af jeg-fortællerens erindringer fra fortiden. Der er historien om hans egen far, Albert, der levede et liv i den parisiske underverden, og pludselig en dag var han forsvundet stort set for altid. Modianos egen far hed Albert og havde også en jødisk-italiensk baggrund. Han lavede lyssky forretninger under Anden Verdenskrig og var i nazisternes søgelys. Fortælleren funderer over, om faren måske har mødt selvmordsparret, uden dog at forfølge dette nærmere, blot en strøtanke, men kildrende for erindringssporene:
Jeg har ingen smag for introspektion eller samvittighedskval. Tværtimod, jo mere tingene forblev dunkle og mysteriøse, jo større interesse vakte de. Tilmed forsøgte jeg at finde mystik, hvor der ikke var nogen.
Vi får desuden historien om fortællerens første kærlighed, Jaqueline, og en gennemgående fortælling om den mystiske person Pacheco, som formodentlig ikke er den, han udgiver sig for at være, og hvis identitet han forsøger at etablere. Pacheco bliver en figur, som både er en art referencepunkt og et sindbillede på det dunkle og uigennemtrængelige mysterium omkring tabte eller udviskede identiteter fra fortidens Paris.
Gåderne forbliver uløste
Gåderne bliver ikke løst, men erindringen bliver vakt og genskabt i sin ufuldkommenhed, præget af sindsstemningernes indadskuende skær:
Jeg vil godt opholde mig lidet endnu ved den venstre bred, for jeg er barn af Saint-Germain-des-Prés. Jeg gik på kommuneskolen i rue du Pont-de-Lodi og fulgte pastor Pachauds religionsundervisning i rue de l'Abbaye og på place Furstemberg. Men siden da har jeg undgået min gamle landsby, som jeg ikke længere kan genkende. Her til aften forekommer Odéon-krydset mig lige så dystert som Montparnasses bretonske havn under støvregnen.
* * *
MODIANO SPILLER
på det nære og det fjerne gennem sine
erindringsglimt og stemninger. Der er en vrimmel af gadenavne - og adresser samt bygninger. Med henvisning til en enkelt
café vil den opmærksomme læser straks associere til de berømte besøgende gennem tiderne: Paul Verlaine, Arthur Rimbaud, Marguerite Duras, André Malraux, Sartre og Simone de Beauvoir
var alle faste gæster, og det var Hemingways foretrukne cafe. De kunne mødes i forholdsvis afstand af turisterne på første sal,
hvor der var både bibliotek og billard:
Jeg ser atter billardspillerne på første sal i Café de Cluny for mig. Der var jeg den lørdag eftermiddag i januar, da Churchill blev begravet. Det var i 1966, at alle caféerne på place og boulevard Saint-Michel blev renoveret; i løbet af de senere år er nogle af dem så blevet forvandlet til McDonald's, som for eksempel Café Mahieu...
Også Café de Cluny har måttet overgive sig. Den blev nedlagt i 2010 og erstattet af en pizza-restaurant.
Vi får en fornemmelse af de forskellige kvarterers særlige karakter fra dengang, og fortælleren laver en fysisk og mental skillelinje mellem venstre og højre Seinebred, mellem forstad og storby, mellem det mentalt klaustrofobiske og det frie:
Da jeg var tyve, oplevede jeg en følelse af lettelse, når jeg tog fra Seinens venstre bred over på den højre; jeg krydsede den ad pont des Arts. Det var allerede blevet mørkt. Jeg vendte mig en sidste gang for at betragte Nordstjernen, som skinnede oppe over Institut de Frances kuppel. Dengang virkede alle kvartererne på venstre bred kun som en del af Paris'
forstæder. Luften forekom mig lettere, lige så snart jeg satte foden på højre bred.
* * *
På sporet af forfatterens egen fortid
Bogen kan også opfattes som en slags levnedsbeskrivelse over Modianos eget liv fra barneskolen til han som 21-årig forlader lokalområdet. Der er mange symbolelementer ud over selve
'livets skole', men altid kun antydede. Det er hans liv på kostskolerne og det barske gymnasium, herunder hans kortvarige flugt fra skolen som 14-årig og endelig faderens forsvinden:
Han var forsvundet på denne pludselige måde, som jeg senere også ville lægge mærke til hos andre, ligesom min far, og som efterlader én så meget i vildrede, at man ikke kan gøre andet end at søge efter indicier og beviser for at overbevise sig selv om, at disse mennesker virkelig har været til.
På romanens sidste to sider møder vi i marts 1990 en person, der minder fortælleren om den mystiske Pacheco alias Mr. Lombard. Fortælleren iagttager ham med en slags genkendelsens blik, men undlader at henvende sig direkte til ham for be- eller afkræftning. Den mystiske person forsvinder op i en bus og kører væk.
Dermed føjer han sig til de mange enkelte menneskeskæbner, der i tidens løb er passeret igennem gaderne i Paris, med dens caféer, biografer og andre samlingssteder. Personer, som var en gang, men som nu er glemte, hvis ikke det var for Modianos bestræbelser på atter at fremmane dem fra erindringens obskure afkroge.
* * *
På sporet af - eller give fortabt?
Modiano formår mesterligt at gestalte personer, stemninger og følelser ved hjælp af sine mange nuancerede beskrivelser af gader, områder og lokaliteter, til hvilke han knytter sine associationer, men bogens originaltitel Fleurs de ruine - på dansk Askeblomster - antyder det skrøbelige, fragmentariske og tabte hos det forgangne, hvor der kun er stumper tilbage for en nutidig rekonstruktion. Dette sætter læseren på lidt af en tålmodighedsprøve undervejs i læsningen, men det kan trods alt anbefales at blive hængende.
|
|
|
|
