HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Fremragende storværk om kulturradikalismens musik



Af Flemming André Philip Ravn

Publiceret 8. december 2014.



© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


MICHAEL FJELDSØE:
  • "Kulturradikalismens musik".
  • MUSEUM TUSCULANUMS FORLAG.
  • 832 sider. Pris (indb.): 398 kr. Kan købes her.

    MUSIK/KULTURHISTORIE: Hvad mon ligger der bag kulturradikalismens progressive trend? I Danmark har kulturradikalismen spillet en vigtig rolle i kulturhistorien de seneste 80 år både i form af ideer design og musik. Bogen tager afsæt i Michael Fjeldsøes doktorafhandling om kulturradikalismens musik. Den viser, at det handler om meget mere end jazz og politisk venstredrejethed. Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her Fjeldsøes fornemme storværk om kulturradikalismens musik i Danmark.


    DANSK MUSIKHISTORIE rummer mange kapitler. Vigtige kapitler af disse handler om kulturradikalismens musik som en vigtig del af vores land kulturhistorie i Mellemkrigstiden. Michael Fjeldsøe definerer kulturradikal musik som moderne musik, der havde en konkret anvendelse for øje og et frigørende perspektiv. Især dette frigørende perspektiv er et vigtigt nøgleord.

    Musikken involverer en triade mellem musik, kultur og politik. Og fokus er delvis på årtierne 1920'erne og 1930'erne, hvor den kulturradikale idé i Tyskland blandt andet kom frem som et tiltrængt modstykke til de totalitære tendenser i fascismen og den fremstormende nationalsocialisme med Hitler i spidsen. Kulturradikalismen kom også til Danmark, hvor den kom til at stå stærkt i resten af det 20. århundrede, først som en polemisk og ideologisk kampplads - siden nærmest som mainstream om end stadig med brod.

    I Kulturradikalismens musik kortlægger Michael Fjeldsøe, der til dagligt er lektor i musikvidenskab ved Københavns Universitet med speciale i dansk og europæisk musik fra de sidste 150 år, hvorledes kulturradikalismen kommer til udtryk i forestillinger om engagement, progressivitet og frigørelse, og hvordan sådanne idealer er blevet omsat i musik.



    Bogens forfatter, dr.phil. Michael Fjeldsøe, er
    lektor i musikvidenskab ved Københavns Universitet. Hans
    speciale er dansk og europæisk musik fra de sidste 150 år.


    MANGE TÆNKER kulturradikal musik som jazzpræget musik til kulturradikale tekster, og Bernhard Christensens melodier til tekster af Poul Henningsen (Ta' og kys det hele fra mig og Byens lys) er blevet en slags musikalske ikoner for kulturradikalismen. MEN kulturradikalismens musik er meget andet end det.

    Det afgørende er, at der opstår en særlig problembevidsthed, spørgsmål, som de kulturradikale komponister og musikere forsøger at levere musikalske svar på, forklarer forfatteren. Kulturradikalismen har taget form af teatermusik, revymusik, filmmusik og politisk agitationsmusik, men det er ligeledes grundlaget for hele den kulturradikale musikpædagogik, for synet på jazz og for den danske Brecht-reception.

    * * *

    INGEN TVIVL OM at det er en uhyre behagelig og velskrevet perle af en bog at sidde med mellem hænderne. Det er et digert og velresearchet værk, omfattende i sine temaer, at arbejde sig igennem - det er på over 800 sider. Men det er bestemt umagen værd. Bogen er kompetent og dybdegående og meget lærerig at fordybe sig i, og man kan nemt blive grebet af tematikken og de vigtige analyser af vort lands kultur- og musikhistorie, herunder de sprøde årtier i mellemkrigstiden. Han skriver virkeligt godt, den Fjeldsøe.

    Spændvidden i Fjeldsøes detaljerede bog er vældig stor. Den berører temaer fra politik og kultur over musikpædagogik og folkemusikskolebevægelsen til dagligdagens musikoplevelse derhjemme, i radioen, i revyen, på scenen osv. Bogen ser en god sammenhæng mellem alle disse facetter og er god til at forklare det kulturradikale projekt. Naturligvis fylder PH en vigtig del, men også navne som Kjeld Abell, Hans Scherfig, Bernhard Christensen, Jørgen Benzon, Finn Høffding. og Lulu Ziegler og mange andre behandles undervejs. Også jazz spillede en rolle for kulturradikalismens musik, men for PH var det sproglige arbejde et væsentligt incitament. Forfatteren skriver bl.a.:
    Det er allerede nævnt, at jazzen for Poul Henningsen blev valgt på grund af sin egnethed til at formålet, sprogfornyelsen og skabelsen af den tidssvarende revyvise. På det punkt forblev Poul Henningsen funktionalist. Dermed er det også sagt, at jazmusikken ikke var et mål i sig selv, og måske ikke engang det væsentligste. Det centrale for Poul Henningsen var sammenhængen mellem ordet og sprogrytmen, og hans ideal var vers, der føjede sig til det naturlige, daglige talesprogs rytme og tonefald.

    Denne forestilling om det naturlige sprog fandt han allerede til dels realiseret i den traditionelle, talesprogsnære revyvise, som brugte dagligsprogets udtale og tillod foredraget af teksten at dominere over melodirytmen. I hans digt "Sproget", der blev publiceret under titlen "Sangen om dansk" i Kulturkampen i 1936, hed det: "Ord, skal være redskab først / og så - musik". Det er altså ordene, der skal blive til musik (p. 267).
    Som det kan ses af citatet var det overordnede mål at opnå sprogfornyelse - thi sprogfornyelsen var kampen for det naturlige, folkelige sprog, som var truet af arbejdernes stræben mod småborgerkulturen. På dette tidspunkt var sproget i det offentlige rum en del kunstig, når man tænker på, hvorledes der blev talt i radioen i gamle dage. Her førte PH og andre af de kulturradikale kamphaner an i et mere folkeligt sprog, som, når det blev anvendt i musikket, fik en glimrende promovering.

    * * *





    Josephine Baker - en af datidens store jazzstjerner.


    JAZZ, herunder symfonisk jazz og bluesmelodik og jazzet dansemusik, blev helt klart en af kulturradikalismens yndede musikformer. En af jazzens store ikoner, Josephine Baker, optrådte i København i 1928. PH fortolkede hendes optræden som et positivt forbillede for en naturlig kvindelighed, ifølge forfatteren er en "fortolkning, der får hendes besøg til at fremstå som et af kulturradikalismens ikoniske øjeblikke på linje med Liva Weels fremførelse af 'Man binder os på mund og hånd' i 1940. Michael Fjeldsøe skriver videre:
    Poul Henningsens artikel 'Til Josephine Baker', som blev bragt i Politiken den 28. juni 1928, markerer et gennembrud for ideen om den sorte amerikanske kultur som ægte, naturlig og dermed forbilledlig. Via associationen til den sorte amerikanske musik kobles videre forestillingen om jazzmusikken som denne kulturs autentiske udtryksform. Det baner vejen for det kulturradikale syn pÅ jazz som en musik med tilsvarende kvaliteter: ægte, naturlig og forbilledlig.

    Som med alle ikoner er der dog en tendens til, at de hæves over en kritisk tilgang, og man skal ikke forledes til at tro, at jazzen dermed med ét var etableret som de kulturradikales musik. (p. 483).
    Dermed begyndte en overgangsfase, hvor den ideologiske forbrødring med jazzen fandt sted. PH ønsker at give Josephine Baker den hyldest, han mener, hun fortjener. Han ser hende som på én gang natur og en stor kunstner. Også i Paris gik jazzen sin sejrsgang, idet La revue nègre som et koncept importeret fra New York var blevet hentet til Europas kulturelle hovedstad i midten af 1920'erne. I hine år diskuterede musikmiljøet meget jazzens autenticitet og om den var særligt ægte og naturlig.

    * * *

    BOGENS BEHANDLING af ikonet Josephine Baker er yderst interessant. Hun kom til Danmark igen i november 1938, hvor hun optrådte i Tivoli sammen med Svend Asmussens orkester og Leo Mathiesen. Under dette besøg var hun også i Århus, hvor hun ligeledes optrådte. Derefter vendte hun først tilbage til Danmark efter krigen.

    I det hele taget tager bogen mange personer og emner op, som det er interessant og lærerigt at læse om. Anmeldelsen her kan desværre ikke komme ind på dem alle sammen. Bogen er yderst læseværdig, og der er stof nok til mange timers fordybelse. Sammen med et super indblik i musikkens verden giver bogen også spændende historiske tilbageblik. Bogens dybde, der hviler på grundig forskning i originalkilder, herunder brevvekslinger, dagbøger og presse samt biografier og musikfaglige bøger, er beundringsværdig og gør bogen så meget desto mere interessant at læse. Den er en rigtig perle af et dansk værk om musikken i Danmark i 1900-tallet - og først og fremmest et fremragende storværk om kulturradikalismens musik.

    Kulturradikalismens musik er som tidligere nævnt oprindeligt en doktoroafhandling. Selve forsvarshandlingem fandt sted på Københavns Universitet den 17. maj 2013. Derfor er det en videnskabelig bog, som indeholder et længere summary in English, utallige referencer, et kapitel med litteratur og kildematerialer samt et nyttigt navne- og værkregister. Dette gør ingenlunde bogen mindre læseværdig. Bogen kan læses af alle.

    (Et klip fra doktorforsvaret kan eventuelt ses her).