HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Udstilling: "Dramaet i Arles" er en fransk-nederlandsk farvefest i Ordrup: Mød van Gogh, Gauguin og Bernard


Af Flemming André Philip Ravn, publiceret 3. juni 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse. UPDATERET.


"Van Gogh, Gauguin & Bernard: Dramaet i Arles", udstilling på ORDRUPGAARD, Vilvordevej 110, 2920 Charlottenlund.
  • Udstillingen varer fra 7. februar til 22. juni 2014.
    Åbent tirsdag, torsdag og fredag: kl. 13-17; onsdag: 11-21; weekend og helligdage: 11-17; MANDAGE LUKKET.
  • Entré: Voksne 110 kr.; børn under 18 gratis; skoleklasser ifølge med lærer gratis; samt andre priser.
  • Besøg udstillingens hjemmeside.

BEDØMMELSE: Seks stjerner af seks (skala).


KUNSTHISTORIE: I denne tid er nogle af den tidlige modernismes vigtigste kunstnere, Van Gogh, Gauguin og Bernard, udstillet på Ordrupgaard, og udstillingen præsenterer en udsøgt række af disse mestres værker. Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder Ordrupgaards enestående udstilling, som må interesse alle, der holder af europæisk malerkunst, når den er i topklasse.




Indgangen til særudstillingen på Ordrupgaard.
Foto: Flemming André Philip Ravn
.


MODERNISMEN ER EN YDERST vigtig epoke i europæisk kulturhistorie. Fra den tidlige modernistiske periode udstiller Ordrupgaard i denne tid værker af de tre mestre Vincent van Gogh, Paul Gauguin, Émile Bernard. Det er en ren farvefest.

Billedsammensætningen er veldisponeret og de udvalgte værker er på et meget højt niveau. Publikum har mulighed for at sammenligne de tre mestres billeder og finde ligheder og forskelle i forhold til motivvalg, arbejdsmetode, komposition, farvesammensætning og lys med mere. Der er rigtigt mange skønne motiver imellem, hvis farvevalg og hele udtryk er en sjælsopløftende oplevelse at beskue og nærstudere.

De tre postimpressionistiske kunstnere var samtidige og førte dybe, faglige diskussioner. Udstillingen "Dramaet i Arles" viser, at trods visse ligheder er de tre malere i grunden ret individuelle og forskellige i deres billedsprog. Nederlænderen Van Gogh mente, at kunsteren skulle afmale motivet, således som han så det foran sig - hvorimod de to franskmænd, Gauguin og Bernard, mente, at kunstneren skulle skildre motivet alene med udgangspunkt i erindringen og fantasien. Det er dette valg mellem virkelighed, naturtroskab og realisme på den ene side og drøm, myte og abstraktion på den anden side, som udstillingen stiller skarpt på.

Man kan se, hvorledes nogle af motiverne afspejler de nyere fænomener, som prægede den tidlige modernismes tidsalder. Således har Émile Bernard eksempelvis malet en jernbanebro, hvorpå der kører et tog. Motivet er fra Asnières, en forstad til Paris. På billedet (herunder) ser man, hvorledes de buede og de lige former danner et behageligt, rumligt hele, samtidigt med at farvevalget er med til at understrege de forskellige enheders kvalitet og væsen. Med industrialiseringen fik jernbanen stor betydning, og infrastrukturen gjorde person- og godstransport over større afstande meget nemmere. Trods bevægelser og modsætninger udstråler dette billede megen ro og tyngde.



"Jernbroer ved Asnières" af postimpressionisten Émile Bernard fra 1887 (olie på lærred). Til dagligt bor dette maleri på The Museum of Modern Art, New York. Billedkilde: pressefoto.


MUSEET FORKLARER, AT ÉN af kunsthistoriens mest dramatiske begivenheder kulminerede, da Vincent van Gogh (1853-1890) i 1888 skar en bid af sit øre af og dermed satte et blodigt punktum for ni ugers intenst samarbejde med Paul Gauguin (1848-1903) i "det gule hus" i den sydfranske by Arles. Udstillingen skildrer baggrunden for de to kunstneres skæbnesvangre konfrontation og introducerer den mindre kendte Émile Bernard (1868-1941). De "elektriske diskussioner", som van Gogh benævnte dem, fandt altså sted ikke mellem to, men tre kunstnere, især i løbet af 1888-9, snart gennem breveksling, snart gennem samarbejdet mellem Gauguin og Bernard i Bretagne og dernæst mellem Gauguin og van Gogh i Arles i Provence. Kunstnerne var således mest sammen to og to, men den tredje part var alligevel altid til stede som en stemme i diskussionerne. Dels via brevskriverierne og dels via eksperimenterende værker brugt som argumenter i billedform.

Paris var på dette tidspunkt en stærk spiller på kunstens landkort og rivaliserede med Rom og Firenze om kunstnernes såvel som kunst-turisternes gunst.

Herunder ses Vincent van Goghs billede af en farverig fransk olivenlund. Dette er udstillingens vartegn; motivet går igen på udstillingens plakater. Det er malet i mørke jordfarver, dog med gult som et opkvikken de element. Bemærkelsesværdigt er homogeniteten i penselsstrøgenes ens og forskellige retninger, der giver motivet liv, fylde og bevægelse samt skaber stærke visuelle kontraster.



Vincent van Goghs kendte billede "Olivenlund ved Saint-Rémy" fra 1889 (olie på lærred). Dette maleri hænger almindeligvis på Göteborgs Konstmuseum. Billedkilde: pressefoto.


PAUL GAUGUIN, SOM SIDEN HEN er blevet berømt for sine portrætter af kvinder fra Tahiti, synes livet igennem ligeledes at have haft en forkærlighed for at male med forholdsvis mørke jordfarver. Dette farvevalg ses også herunder på billedet af spadserende Arles-kvinder. Bemærk bevægelserne i motivet. Skønt farverne er afdæmpede, har det dominerende og livlige grønne overtaget. Motivet simrer af liv - og dog af ro og tavshed på samme tid (damerne dækker munden med hånden).



Paul Gauguins billede "Arlésiennes (Mistral)" fra 1888 (olie på sækkelærred af jute). Til dagligt hænger dette maleri på The Art Institute of Chicago. Billedkilde: pressefoto.


MIN PERSONLIGE OPELVELSE

Udstillingen handler om de tre nævnte mestre specifikt i årene 1886-1890. Året 1888 var netop det år, hvor Vincent van Gogh malede sit berømte maleri "Solsikker".

Som gæst kendte jeg en del til Gauguin i forvejen, noget til van Gogh og intet til Bernard. Hans malerier, f.eks. "Badende kvinder og svane" og "Frugtplukkende kvinder" (begge 1888), har megen charme og et interessant formsprog, der er forud for sin tid. Denne her udstilling har lært mig meget om skønheden i van Goghs værker. Udstillingen viser nogle af van Goghs absolut mest formidable perler med fantastiske farver og vidunderlig komposition - f.eks. "Den blomstrende frugthave", "Stevedorerne i Arles" og "Kaj med mænd der losser sandpramme" - alle tre fra 1888.

Hans maleri "Valmuemark" fra året efter er også et fremragende arbejde. Og mens det mere grålige maleri fra 1886 "Udsigt over Paris fra Montmartre" også er godt, har det en helt anden stil. Om Gauguin lærte jeg, at hans valg af mørke jordfarver i virkeligheden virker meget mere lune og fredsindgydende på beskueren, end jeg huskede det.

Ligeledes er jeg kommet til at holde af Bernards malerier. Perspektiverne i hans kompositioner er fortrinlige, og dette gælder også farvevalget. Et eksempel er maleriet af søsteren, betitlet "Madeleine", fra 1888. Et andet eksempel herpå er værket "Eftermiddag i Saint-Briac" fra 1887, som netop er udstillet på Ordrupgaard, og som man kan se her, om end billedet er uhyre meget smukkere i virkeligheden (ikke mindst vandets farver). Til dagligt bor dette maleri på Aargauer Kunsthaus, Aarau.

Alle tre malere var søgende i deres udtryk og åben over for eksperimenter. Eksempelvis var Van Gogh fascineret af Japan og var en overgang inspireret af japonisme, hvor han arbejdede med maleritryk ud fra den japanske træsnit-tradition. Alle tre prøvede kræfter med forskellige motiver i deres malerier: landlige landskaber, portrætter af kendte og især ukendte personer, træer samt møbler for blot at nævne nogle. Og "Kristus i Getsemane Have" (1889) er et konkret eksempel på, at Gauguin også malede religiøse motiver.



Paul Gauguin: "I bølgerne", 1889. Kan ses i Ordrup.
Har til dagligt hjemme på The Cleveland Museum of Art.


EN POPULÆR UDSTILLING

De gange, jeg har været på Ordrupgaard, har museet været overmåde godt besøgt. Folk har stået i kø for at komme ind ved åbningstid. Det er nok derfor, at museet på deres hjemmeside opfordrer publikum til at komme sidst på eftermiddagen. Også denne udstilling - "Dramaet i Arles" - er et særdeles populært tilløbsstykke.

De mange besøgende er et tveægget sværd. Interessen for museets udstillinger er god for museets økonomi (og dermed overlevelse), men når der er mange mennesker dér, risikerer faciliteterne at blive trange. De mange besøgende skaber trængsel og megen varme, og éns mulighed for fordybelse i de enkelte malerier formindskes. Måske kunne det være en fordel, hvis gangbesværede og andre fik bedre mulighed for undervejs at sidde ned (på faste bænke) og beskue kunstværkerne, men det er ikke sikkert, at der er plads til det.

Udstillingen er bygget pædagogisk op med vignetter med informativ og relevant tekst. Det er imponerende de malerier, museet har formået at få hjem til udstillingen, herunder ikke færre end 30 originale van Gogh værker samt de andre to malers værker. Dette er en enestående chance for at se dem i Danmark - og i oplyste lokaler sågar.

Særudstillingen, der som nævnt beror på lån fra virkeligt store udenlandske museer, er overbevisende i sin herlighed. Den repræsenterer æstetik fra den vesteuropæiske kulturkreds, når den er på sit højeste og mest vellykket. Af disse årsager er udstillingen er yderst seværdig, og udstillingen med de mange mesterværker gives den højeste vurdering, nemlig seks stjerner af seks (skala).

Et velskrevet og velillustreret katalog med tekst er skrevet af museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark om udstillingens temaer og de tre mestres værker og kan købes på stedet. Det er fascinerende at fordybe sig i denne lækre, indbunde bog i tillæg til udstillingen, men også hvis man ikke har nået at se udstillingen.

Udstillingen på Ordrupgaard varer frem til 22. juni 2014, så der er kun tre uger igen.



Museet er meget populært og derfor som oftest godt besøgt.
Derfor stå folk tit i kø for at komme ind ved åbningstid.
Foto: Flemming André Philip Ravn
.




Et andet billede fra foyeren. Man aner bygningens runde former og flotte arkitektur. Foto: Flemming André Philip Ravn.




Et tredje billede fra foyeren. Foto: Flemming André Philip Ravn.




Museets café, velbeliggende ud til parken.
Foto: Flemming André Philip Ravn
.



B E M Æ R K venligst:

Ordrupgaard er ikke blot et museum, det er også en kunstpark. Kunstparken indvies med en fest
fredag den 6. juni 2014 kl. 17. Alle er velkomne
.