HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: George Harrison - den spirituelle beatle


Af Flemming André Philip Ravn, publiceret 30. maj 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


Karsten Jørgensen: "George Harrison - den spirituelle beatle". HAASE & SØNS FORLAG. Biografi, 478 sider, indbundet. Pris: 275 kr. Kan købes her.
BEDØMMELSE: Treenhalv stjerne af seks.


ENGELSK/MUSIK/KULTURHISTORIE: Der udgives til stadighed nye bøger om folkene bag The Beatles. Som rockbandet var The Beatles et kulturfænomen uden sidestykke i 1960'erne og 70'erne, og deres legacy varer ved endnu i vore dage, men kan markedet holde til endnu en bog. Måske, for de fire beatler fik et liv efter The Beatles, dette gælder i høj grad også George Harrison. Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder Karsten Jørgensens Harrison-biografi, som udkommer i dag.

THE BEATLES VAR VITTERLIGT et markant og særdeles populært kulturfænomen i sidste halvdel af sidste århundrede. Med tiden kom de fire beatler til at positionere sig med hvert deres image, f.eks. John Lennon som den fredselskende og George Harrison som den spirituelle.

Med udgangspunkt i talrige, ældre såvel som nye, kilder har Karsten Jørgensen den første danske biografi om George Harrison, der også er blevet kaldt den tavse beatle.

Karsten Jørgensens bog begynder i Danmark - på Frederiksberg i december 1969, da næsten-ex-beatlen George Harrison uannonceret viser sig på scenen i Falkoner Centret i selskab med gruppen Delaney & Bonnie & Friends, i hvilken han kommer til at spille en vis rolle, om end han holder sig en del i baggrunden i begyndelsen. Det er denne aften, at første akkorder til hittet My Sweet Lord bliver slået an i bandrummet. Dette markerer måske begyndelsen på Harrisons solokarriere, der varer indtil hans luttede ved hans tidlige død i 2001.

Forfatteren beskriver George Harrison som indadvendt, musikalsk og ekcentrisk, og som et humoristisk og søgende menneske med stor kærlighed til indisk religion, der samtidigt var en forrygende lead-guitarist. Karsten Jørgensens biografi følger Harrison fra en helt almindelig borgerlig opvækst i en middelklassefamilie i Liverpool til livet som verdensberømt musiker og velhavende godsejer. Forfatteren sammenligner Harrison med to af de andre beatler og fortæller blandt andet:
George Harrison fremstod som den mest harmoniske af beatlerne. Han havde ikke samme umættelgie behov for at manifestere sig som John Lennon og Paul McCartney. Han var ikke drevet f en ubændig trang til at være i opposition til alt og alle som John Lennon, og han var ikke behagesyg og diplomatisk som McCartney. Når George var provokerende - og det var han indimellem - var de på en overskudsatig måde og ikke et udtryk for en undertrykt selvopholdelsesdrift. Det var der en naturlig grund til, som blandt anden skal søges i barndommen (p.21).
Karsten Jørgensen, som skriver i et behageligt sprog og inddrager mange tråde, skilder også Harrisons familieforhold, herunder farfaren som døde i Første Verdenskrkig, hvor han kæmpede mod tyskerne i den belgiske by Mons.

Han karakteriserer forældrene således: Forædrene var kærlige og omsorgsfulde; og faren varen en kvik mand om end indelukket og fåmælt, hvorimod moren var mere snakkesalig og udadvendt. Moren var katolik (faktisk en mindretalsreligion i det overvejende anglikanske England), og da George Harrison blev født, blev han døbt i den loakle romersk-katolske kirke. Som barn var George vellidt endskønt lidt af en spasmager, men i det store hele et ret uproblematisk barn.



Karsten Jørgensen - forfatteren til den første danske biografi om George Harrison. Han har tidligere skrevet en biografi om John Lennon. Billedkilde: Forlagets pressefoto.


MIDTEN AF 1950'ERNE VAR en brydningstid for ungdommen i den vestlige verden. I USA opstod en ny musikgenre - rock and roll - og med dén nye strømninger, både musikalsk og inden for litteratur (tænk på Jack Kerouack og Raymond Carver), film (f.eks James Dean) og ikke mindst mode. Karsten Jørgensen forklarer:
Der lå et latent behov for oprør i den nye tid - måske en forsinket reaktion på afslutningen af den store krig og den nye politiske aftmosfære, der gav sig udslag i atomfrygt og koldkrigsretorik. Forældregenerationen kom til at repræsentere det bestående - det restriktive, endimensionelle og snærende. Hos George Harrison og millioner af teenagere verden over kom de begrænsede udfoldelsesmuligheder til udtryk i en voksende uvilje over for alle slags autoriteter, i første omgang dem, der var tættest på: forældre og skolen (pp.27f).
George havde sine egne drømme, han ville ikke være mekaniker eller arbejder. Han føte et indre talent for musik, som han imidlertid ikke havde arvet fra familien, skønt musik ganske vist havde haft en naturlig plads i barndomshjemme. Dette talent ville han gerne kultivere. Som 13-årig var det ikke usædvanligt, at hans skolehæfter var bemalet med primitive tegniner af guitarer.

Han fik sin mor overtalt til at måtte købe en guitar af en klassekammerat for ikke mere end 3 pund - en lille, billig, akustisk guitar, som skulle fikses op, og som det bestemt krævede en del øvelse at blive fortrolig med. Men nu var George Harrison på rette kurs, kompasset var rettet imod en karriere inden for musikkens verden. Det betød, at han spenderede hele eftermdidage på at jamme på sin nye guitar, f.eks. inspireret af genren skiffle, der da var oppe i tiden i Storbritannien. Efterhånden får George Harrison sig arbejdet ind som en fast del af The Beatles, og bogen skildrer rockbandets op- og nedture. Bandet ekspanderede ud over Storbritanniens grænser og fik international succes. Succesen ændrede de fire beatler og deres liv, selv om de som personer egentligt betegnes som ganske "jordnære" (p. 142).



The Beatles i deres velmagtsdage. Ved hjælp af sin musikalske dygtighed, får George Harrison sig efterhånden arbejdet ind som en fast del af bandet.


BOGEN ER MEGET DETALJERET og bortset fra første kapitel på Frederiksberg som intermezzo, går biografien kronologisk frem. Der indgår mange situationer og personer i handlingen, men det er svært at knytte tråde til dem alle sammen. Sine steder er biografien skrevet roman-agtigt med dialoger, karakteriseringer og udlægninger af karakterernes motiver. Biografien føes undertiden langtrukken på grund af en overload af informationer, hvoraf ikke alle synes lige relevante for at danne et billede af George Harrison.

Titlen lover interessant nok, at George Harrison er "den spirituelle beatle", men det er imidlertid ikke denne side af hovedpersonen, der er gjort mest ud af. Denne vinkel måtte gerne have fyldt mere. Derimod er det fint, at bogen indeholder diskografi, bibliografi og navneregister samt en del referencer. Dog er der ingen illustrationer, hvilket kan føles som en mangel i den lange tekst. "Alt" er medtaget - der synes ikke at være nogen metastemme, der guider læseren og udvælger og fremhæver de vigtigste ting, hvilket gør, at man nemt går død i læsningen.

Ikke desto mindre har bogen sin berettigelse som den første George Harrison biografi på dansk, og bogen er udgivet i et indbundet kvalitetsformat, som det er lækkert at have i hånden. Karsten Jørgensens biografi henvender sig nok især til afficionados, som er interesseret i at vide meget detaljeret om George Harrison og hans personlige og kulturelle entourage - men man skal nok være meget interesseret i Geroge Harrison for at finde alle detaljerne på de 450 sider lige interessante.

Sammenlagt gives biografien en vurdering præcist i middel: treenhalv stjerne af seks.