HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Ny bog giver værdifuld historisk og filologisk indsigt i Søren Kierkegaard såvel som i København


Af Flemming André Philip Ravn, publiceret 2. maj 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


Peter Tudvad: Kierkegaards København. ROSINANTE, 516 sider, indbundet. Pris: 499,95. KAN KØBES HER.
BEDØMMELSE: Seks stjerner af seks.


LITTERATUR/HISTORIE: Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder Peter Tudvads bog, Kierkegaards København. Kierkegaard er den indfødte københavner, som er mest verdenskendt. Han havde et særligt forhold til sin by, som han spadserede i hver dag, mestendels i København og omegn. Bogen undersøger datidens København samt Kierkegaards forhold til byen og dens mennesker, og det er der kommet en sand kvalitetsbog ud af.

DE FLESTE, SOM KENDER Kierkegaard lidt mere indgående, ved, at denne protestantismens åndsfyrste og den religiøse eksistentialismes fader var en fodgænger om en hals. Han vandrede for at se og ikke mindst filosofere. Hver dag måtte han ud og luftes og tænke - og i sin livstid tilbagelagde han et enormt antal mil på sine daglige spadsereture. Peter Tudvads bog handler først og fremmest om en mand og hans by, København, som Kiergaard elskede, fordi den var hans residensby samtidigt med at den var hele landets hovedstad, også selv om han af og til var i konflikt med andre borgere eller satirikere. På denne måde bliver bogen en indføring i filosoffens daglige verden, hans liv og færden i hverdagen.

Kierkegaard levede i årene 1813-1855, en interessant tid i Danmarks historie. Peter Tudvad, der til dagligt er bosat i Berlin, forsøger i sin bog at lade Kierkegaard selv såvel som andre samtidige personer komme til orde på deres egne præmisser ved at citere originale kilder, der eksempelvis stammer fra datidens aviser og tidsskrifter, "for ad den vej at give læserne et indtryk af, hvordan københavnerne opfattede sig selv og deres by", som Tudvad forklarer.

At bogen er skrevet af en historiker og Kierkegaard-kender (Tudvad har skrevet andre værker om Kierkegaard) fornægter sig ikke; bogen er forsynet med slutnoter, der indeholder litteratur- og kildehenvisninger. På mange måder mærker man, at det er en kvalitetsbog, hvor forfatteren grundigt skildrer datidens historiske forhold. Bogen udkom i oktober 2013 i forbindelse med 200-året for ihukommelsen af Kierkegaards fødsel.


København inden for voldene. Som man kan se
på billedet, lå dengang søerne uden for byen.


BOGEN INDEHOLDER enkelte illustrationer. Der måtte gerne være flere, for de er sjove at studere, plus der er meget detaljeret og informationsmættet tekst at forholde sig til. Dog bliver det alligevel til mellem 50 og 100 illustrationer på de over 500 sider.

På side 48 er der således et kort, der viser Kjøbenhavns Klædebo Qvarteer, 1840. Det ligger mellem Nörre Qvarteer og Rosenborg Qvarteer og indbefatter bl.a. Frue Kirke (dvs. domkirken), Lille Fiolstræde og Store Fiolstræde, Universitetet naturligvis, synagogen i Krystalgade, Nörre Port (som da var en ægte byport med vagthus) samt ikke mindst Kultorvet.

Sidstnævnte havde Kierkegaard et specielt forhold til. Dels boede han dér i nogle år under sit teologistudium, dels fandt han, at Kultorvet var det livligste og mest sympatiske sted i byen. Eller med Kierkegaards egne ord: "det Torv, hvor der er meest Stemning" (p. 36). Kultorvet var dengang et sted, hvor de nordsjællandske bønder kom ind og solgte netop kul, tørv og brænde, og det forklarer derfor stedets navn. Stedet er endnu i vore dage et vitalt center blandt byens mange centre, skønt der ikke længere sælges kul dér, men kaffe, økologisk kød og andet godt.

Peter Tudvad bygger som nævnt sin bog på mangehåde kilder; én af hans kilder er bl.a. Veiviseren, som oplyser, hvor hvem boede, og hvilke butikker, kontorer eller institutioner der lå hvor. Bogen følger, hvor Søren Kierkegaard har boet og færdedes rundt i byen samt ligeledes hans far, der var ganske velhavende, hvilket tillod Kierkegaard at studere. På denne måde stifter læseren nærmere bekendtskab med København, næsten minutiøst som var det en turistguide. Derudover får læseren mulighed for at møde en del af de personer, som levede og virkede på Kierkegaards tid, hvoraf nogle er mere kendte end andre.


Filosoffen og teologen Søren Kierkegaard, 1813-1855


FILOLOGISK SET ER DEN STORE mængde citater på datidens sprog (ortografi) fascinerende. Det er en kulturel og æstetisk rigdom. Ligeledes giver de en glimrende indføring i datidens tankegang såvel som dagligdagens liv og trakasserier. På side 50-51 kan man f.eks. læse følgende:
"Krigen havde taget Anders fra mig", rapporterer Kierkegaard i september 1849 om den forløbne sommer, da Anders Westergaard fortsat gjorde tjeneste i 1. Reservebataillon. Desuden havde Strubes sygdom været medvirkende til, at Kierkegaard efterhånden havde mistet sin glæde ved lejligheden, mens regeringen truede med at indføre indkomstskat og forlæggeren med at udskyde udgivelsen af Sygdomme til Døden.

"Saa har Garveren hos hvem jeg boer Sommeren igjennem plaget mig med Stank. Mange, mange Gange har jeg maattet formelig anvende Aandskræfter for ikke at blive syg af Utaalmodighed. Mishandlet paa mange Maader af Pøbelagtighed og Nysgjerrighed har mit Hjem været mig en Trøst, det at have et behageligt Hjem min største jordiske Opmuntring. I Betragtning deraf har jeg anskaffet en saa brilliant og saa dyr Leilighed - og saa at give 200rd [rigsdaler] for at lide saaledes."
En anden hyppig anvendt kilde i bogen er bladet Politivennen. Endvidere handler bogen om alle mulige slags forhold i datiden, herunder kriminalsager, prostitution, koleraepidemien i 1853 samt tugt-, rasp- og forbedringshuset. Kierkegaards egne litterære værker inddrages naturligvis også. Således bringes et citat, hvori Kierkegaard billedfuldt beskriver datidens sociale og geografiske forhold på Christianshavn:
"Veemodig bliver man saasnart man betræder Christianshavn", hedder det videre i Stadier paa Livets Vei, "thi Erindringen derude er veemodig imellem de tomme Forraadskamre, og Synet i de overbefolkede Gader er veemodigt, hvor Øiet kun opdager en Armodens og Elendighedens Idyl. Man har sat over de salte Vande for at komme herud, nu er man langt, langt borte, afsides i en anden Verden, hvor der boer en Slagter, som handler med Hestekjød, hvor der paa det eneste Torv kun staar en Ruin siden hiin Ildebrand, der ikke, som from Overtro ellers stundom fortæller det, fortærede Alt og lod Kirken frelst, men fortærede Kirken og lod Straffe-Anstalten staae tilbage.

Man er i en fattig Kjøbstad, hvor kun de mistænkelige Personers Tilhold og Politiets specielle Opsyn erindrer om Hovedstadens Nærhed, det Øvrige er gaanske som i en Kjøbstad: den stille Larmen af Mennesker, at Alle kjende hinanden, at der er en sølle Stakkel, som idetmindste hver anden Dag gjør Tjeneste som fuld Mand, og at der er en Sindssvag, som kjendt af Alle, skjøtter sig selv." (p. 116).
Der er ingen tvivl om, at bogen er en veritabel guldgrube af informationer om danskernes liv og historie, og ikke mindst er bogen besat med perler af eksempler på skønne, velfraserede og pudsige tekstuddrag på vores elskelige modersmål, som få danneborgere gennem år og dag har behersket ypperligere end netop Kierkegaard, idet hans sans for præcision og ordvalg, humor og indlevelse er helt enestående. Dette er naturligvis en intellektuel værdi i sig selv.



VI KOMMER MANGE STEDER rundt i byen og ligeledes uden for byen, således både Dyrehavsbakken og Skuespilhuset. Sidstnævnte lå på Kgs. Nytorv, som Tudvad kalder for byens ubetingede æstetiske centrum. Kierkegaard var så afgjort en subjektivtetens mester. Man mærker ham som en fordomsfuld og uforbeholden iagttager af sin samtid, hvilket i vore dage ikke kun kan skaffe os indblik, men måske også få os til at trække på smilebåndet. Om de hestetrukne ture i Dyrehaven mente Kierkegaard dette pudsige:
Hvad kan da vel være smagløsere, end Synet af disse store, kluntede, med fire Sæder forsynede holsteenske Vogne, hvor tre til fire Mennesker sidde opaa hvert Sæde, og Mange enndu havde smaa Børn paa Skjødet? Og dette kun med Møie besværlige Læs trækkes af et par udmavrede Heste hen ad en støvet Landevei, hvor den ene Kudsk søger at kjøre den anden forbi, ved Hjelp af uophørlige Pidskeslag.

Damerne ere udmeiede paa den latterligste Maade, som om de skulde til Bal, og ikke til Skoven; og skjøndt Klæderne ere deres Eet og Alt, saa kunne de dog ikke føre over deres Hjerter at opsætte Touren, selv om den visse Regn hænger dem over Hovederne. Og hvad er Maalet med disse Anstrengelser? At naae den velsignede Dyrehavsbakke, hvor de gjenfinde København, som man troede, de vilde undflye; hvor de komme i en Trængsel, som Hovedstaden ikke har Mage til, ere nær ved at rende hverandre overende, sluge en Mængde Støv og Snavs, og paa en stupid Maae begloe Hverdandre, og gjøre flaue Bemærkninger over hverandres Klædedragt og Pynt. (pp. 210f).
Den 516 sider store bog er udgivet i et fint og taktilt lækkert format, indbundet og med behagelig, stor skrift i to kolonner og illustreret. Der er meget at læse, thi Tudvad er grundig i sin formidling, hvor han hyppigt lader sine kilder tale direkte i form af citater. Bogen indeholder mange hundrede kildehenvisninger. Der er læsestof til mange timer for den, som har lysten og tiden til at fordybe sig i disse spændende kapitler af vores fædrelands historie, komme tæt på ånden i vor hovedstads historie samt ikke mindst bogens hovedperson: Søren Aabye Kierkegaard. Bogen er en gedigen kvalitetsudgivelse, og derfor får den den højeste vurdering: seks stjerner af seks.