HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Drengen, der ønskede at opklare krigens traumer


Af Flemming André Philip Ravn, publiceret 23. jan. 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


Boris Cyrulnik: Den farlige dreng. Oversat fra fransk af Ulla Gjedde Palmgren. GAD, 240 sider (249 kr.). KAN KØBES HER.
BEDØMMELSE: Seks stjerner af seks.


PSYKOLOGI: En ting er at overleve krigen, men hvordan overlever man kaos og rædsel mentalt? Den anerkendte franske psykiater Boris Cyrulnik har skrevet en uhyre dramatisk og inspirerende selvbiografi om sine oplevelser som krigsbarn under Anden Verdenskrig. Qua sit arbejde og sin uddannelse giver han emnet et interessant fagligt perspektiv. Tidsskriftet Epsilon anmelder Cyrulniks bog, der netop er udkommet på dansk.


SKAL MAN TIE eller tale om sin historie, når den er så uhyre, at andre kan have svært ved at begribe den? Med erindringsbogen Den farlige dreng bryder Boris Cyrulnik, der er født i 1937, tavsheden og konfronterer traumer fra sin fortid i det krigshærgede Frankrig under Anden Verdenskrig.

Bogen beskriver dele af forfatterens overvældende og gribende livshistorie. Den er skrevet i en fremskreden alder - man kan sige fra en position af moden refleksion, øget selvindsigt og tillige faglig indsigt.

Der er hengået lang tid, inden forfatteren kunne sætte sig ned og skrive om voldsomme og tankevækkende begivenheder i sin barndom. Tidsfaktoren spiller ikke sjældent en rolle i forhold til, hvordan og hvornår ofre kan italesætte voldsomme traumer.

Titlen Den farlige dreng synes at henvise til en dobbelthed i betydningen, dels at forfatteren som dreng var så farlig, at Gestapo ønskede at arrestere ham og sende ham til Auschwitz; dels at han var farlig for dem, som skjulte ham, idet også de risikerede en grusom straf af nazisterne. Nazisternes razziaer på jøderne i Bordeaux skete gennem flere år, og hver gang blev et antal af disse interneret og sendt videre til kz-lejre, hvor de fleste omkom.


Om man kan lide Cyrulniks skrivestil eller ej er nok et individuelt spørgsmål. Undertegnede finder den causerende skrivestil både inspirerende og interessant. Bogen er fyldt med en række faglige overvejelser, men det er ikke decideret en fagbog. Bogen er snarere et langt essay, hvori Cyrulnik blandt andet forsøger at indkredse, hvorledes hukommelse og glemsel virker i forhold til traumer. Cyrulnik oplevede selv, at hans forældre blev anholdt, fordi de var jøder. Først forsvinder faren. Siden også moren, da han var knap fem. Forfatteren forklarer:

For nylig har jeg fået at vide, at min mor anbragte mig hos Børneværnet dagen før sin anholdelse en 18. juni 1942 (...) Nogen må have advaret hende. Hun anbragte mig dér for at redde mig. Så tog hun hjem til sig selv, alene, i en tom lejlighed uden mand, uden barn. Hun blev anholdt tidligt på morgenen. Jeg har ikke lyst til at tænke på det.

Senere undgår han samme skæbne. Ved resolut at flygte fra en synagoge, som nazisterne anvender til opsamlingssted for an- holdte jøder, voksne og børn, som skal deportereres til udryddelseslejren Auschwitz, undslipper han med nød og næppe samme skæbne som sine forældre, der ér blevet deporteret - og de kom aldrig tilbage efter krigen!

Skønt Cyrulnik inddrager sine egne erfaringer som skjult krigsbarn og beskriver sin fysiske og psykiske overlevelse, handler bogen ikke alene om de specifikke Holocaust-traumer, som det autoritære og nådesløse nationalsocialistiske terrorregime påførte utallige borgere i både Tyskland og de besatte lande, hvor folk "pludseligt" forsvandt i nattens mulm og mørke, blev torteret i Gestapos torturkældre eller blev deporteret til forskellige arbejds- og udryddelseslejre.

Bogens temaer er universelle, for børn og voksne kan blive - og bliver - påført alle mulige slags traumer i alle mulige situationer og alle mulige typer samfund.

Boris Cyrulnik.

BORIS CYRULNIK er fransk psykiater og psykoanalytiker, født i 1937 i Bordeaux, hvor en stor del af bogen foregår. Det var i høj grad forfatterens egne oplevelser under krigen, som motiverede ham til at søge en karriere inden for psykiatrien. Bogen er delvis en personlig livsberetning, som søger at skildre såvel som at forstå ting, der til dels er ubegribelige. Med i dette personlige vidnesbyrd er også faglige tanker om hukommelse og glemsel som psykologiske fænomener.

Kan man overvinde et voldsomt traume, og er det muligt at komme videre? Og hvad vil det egentlig sige at kunne huske krigen? Hvordan arbejder hukommelse og glemsel i det hele taget?

Disse er nogle af de spørgsmål, som Cyrulnik fokuserer på i sin bog, der selvom den har et selvbiografisk tilsnit, også rummer en almengyldig dimension.


* * *


BOGEN ER UHYRE interessant og giver indsigt i forhold, man måske ikke normalt tænker over. Når man har læst denne bog, er man ikke i tvivl om de store menneskelige omkostninger, som krig altid har. Bogen behandler en række alvorlige spørgsmål:

Hvad er krig, og hvad gør den ved mennesker?
Hvad vil det egentlig sige at kunne huske krigen?
Og kan man nogen sinde glemme al gruen igen?

Bogens søgen efter svar i forhold til, hvordan børn og voksne kan reagere på traumer, er interessant. Vi ved ikke, om Cyrulniks konklusioner og fortolkninger er korrekte, men uanset hvad er de yderst kvalificerede bud på plausible følgeslutninger, fordi de er baseret på et fagligt grundlag, subjektiv oplevelse og introspektiv samt hans professionelle virke. Cyrulnik har den etos, at han han anvender egne erfaringer samtidigt med at han er højt uddannet inden for psykens område og har samtalt med snesevis af børn og voksne ofre.

Cyrulnik skriver følgende om sin tilstand som skjult krigsbarn:

Under krigen var døden så tæt på, at jeg var helt sløvet, som bedøvet, tror jeg. Et uoverlagt ord en nabo, der kunne finde på at anmelde mig, ingenting skulle der til for at slå mig ihjel. Lærernes kejtede måde at beskytte mig på ved at lade mig flygte med en hætte over hovedet foran de andre elever, en kok, der blev gal i hovedet, en nonne, der var bange, var nok til at skubbe mig direkte i døden. Jeg følte hverken tristhed eller angst det var nærmest et ikke-liv før døden.

Selv om bogen behandler alvorlige temaer, er den også fuld af varme og lune. Og den er fuld af kærlighed og taknemmelighed rettet imod de mennesker, som trodsede faren og hjalp den lille dreng, f.eks. sygeplejersken i "ambulancen", som hjalp Boris Cyrulnik med at komme væk, da han ved et lykketræf lige så meget som ved barnelist som 6½-årig formåede at flygte, skønt han og en stor gruppe jøder var blevet anholdt af nazisterne og holdt indespærret i en synagoge. Trods alvoren er bogen på mange måder livsbekræftende, for den viser, at mennesker kan få et meningsfuldt liv på trods af modgang og signifikante traumer tidligere i livet. Hvis man har evnen til at klatre op af hukommelsens sorte hul, kan det lykkes. Samtidig ses det, at folk, man ikke kender, er uselvisk hjælpsomme.

Bogens temaer er universelle og kan appliceres på mange forhold, uanset om det er grusomhederne i krigen i Jugoslavien i 1990'erne, folkemordet i Rwanda eller borgerkrigen i Syrien i vore dage. Krige har altid ofre, og de, som ikke fysisk dør, vil være præget af forholdene på den ene eller anden måde. Bogen, der er velskrevet og har en bred horisont, er særdeles læseværdig og kan stærkt anbefales de segmenter af læsere, der gerne vil vide mere om usædvanlige menneskelige forhold og især, hvordan disse påvirker én indeni.