HoME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPoRT || ABoUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Shakespeares King Lear - nu med Instagram og Twitter - i en noget ujævn og ikke helt kongenial nyfortolkning



Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 11. februar 2016.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • William Shakespeare: King Lear.
  • Iscenesættelse: Peter Langdahl.
  • Scenografi og kostumer: Karin Betz.
  • Skuespil, Skuespilhuset, Det kgl. Teater.
  • Varighed: 3 timer inkl. 1 pause.
  • Februar-marts 2016. BUY HERE / KAN KøBES HER.
    BEDøMMELSE: Tre stjerner af seks (skala).


    ENGELSK/LITT/TEATER: Efter hele 23 år på Betty Nansen er Peter Langdahl vendt tilbage som instruktør på Det kongelige Skuespil med en ujævn og ikke helt kongenial nyfortolkning af Kong Lear, der betegnende nok præsenteres med sin originaltitel på engelsk. Stykket fremstår lettere forceret, med et sprog, der ofte minder om det, man kan se på de sociale medier, når folk bidrager til en 'shitstorm': Mange meget saftige, voldsomme og krænkende udtalelser, og skuespillerne poserer foran kameraet/publikum i bedste Instagram-stil. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder stykket.


    "En antihelt tager revanche"

    Således skriver teateret selv i sin omtale af stykket om den menneskelige deroute, som kongen foretager. Imidlertid gælder dette ikke kvaliteten i præstationen, for Tommy Kenter fortolker rollen med en sådan kraft og indlevelse, at det bestemt ikke er bunden af skuespilkunst, tvært imod. Vi oplever en indfølt og overbevisende fortolkning af figuren, der helt ligger i Shakespeares ånd.

    Den gamle konge er kørt træt, han gider ikke mere være magtens centrum. Pludseligt og lunefuldt abdicerer han og deler riget mellem sine tre døtre. De to ældste, Goneril og Regan, taler overdrevent smigrende om deres far, da han beder dem fortælle, hvor højt de elsker ham. Den yngste datter, Cordelia, er derimod ærlig og reagerer negativt på de to søstres panegyriske udfoldelser. Hun elsker sin far, som han har fortjent, siger hun. Dette får kongen til at flippe helt ud, han slår hånden af hende og lader de to andre døtre om at dele hele riget imellem sig.

    Med skrøbelig følsomhed og barnlig opsætsighed giver Tommy Kenter en nuanceret og overbevisende fremstilling af en aldrende mand, der er frustreret over at have fået nok af livet, af at have været på magtens kolde tinde i så mange år af sit liv, at han føler sig tom indvendig.

    Et krævende oplæg fra instruktøren: Tragedie eller komedie?

    Hvor Tommy Kenter brillerer, kan det derimod knibe med forlægget og instruktionen i forhold til mange af de andre figurer, som trods dygtigt skuespil undertiden ender i utro- værdige og unødigt outrerede positioner. Døtrene Goneril og Regan er kyniske, deres mænd ikke meget bedre, og Edmund, uægte søn af jarlen af Gloucester, er om muligt endnu mere grum, kold og beregnende.

    Dette er for så vidt helt i overensstemmelse med Shakespeares tekst, men især de to kvinder (og deres lidt enfoldige mænd) råber og skriger samt agerer på så maniereret vis, at det tager noget af opmærksomheden fra indholdet, hvilket i sidste instans er med til at forvanske tonen i tragedien. Der er jo ikke tale om en komedie, og selv om der som altid hos Shakespeare er vittige lunser til 'the groundlings', det jævne folk på de billige ståpladser i The Globe, kommer dette til at tage overhånd. Der er for meget råben og skrigen og endda falden-på-halen.

    * * *





    Fotos: Natascha Thiara Rydvald. © Det Kongelige Teater.





    * * *

    Musik og lyd/billede i fin nytænkning

    Musikken og de visuelle samt lydlige effekter er originalt tænkt og meget fint udført, så der sker en meget virkningsfuld underbygning af stykkets handlingsforløb, ligesom stemninger fastholdes malende undervejs. Det bliver et meget dynamisk helhedsbillede, med stærke følelsesudladninger, der ikke af denne grund kammer over.

    Blikket vendes indad

    I løbet af kort tid efter at kongen er abdiceret, er samfunds- ordenen truet. De to ældste døtre rivaliserer, Edmund forfølger sin egen grumme dagsorden, og den forblændede konge ender ude på den øde hede, på vej mod Cornwall og Dover, ydmyget, sindsforvirret, rasende, afmægtig og gjort de facto hjemløs. Jarlen af Gloucester har fået sine øjne stukket ud, Lears hofnar håner ham skånselsløst, og alt og alle geråder i forvirring, på vej mod et ragnarok. Kongen råber i vinden, om nogen kan kende ham. Han ender med det essentielle spørgsmål: "Kan nogen sige, hvem jeg er?"

    Kongens fornedrelse driver ham til introspektion, om end den blot fører til en form for selverkendelse, som han nødvendigvis må vrænge ad, fordi han næppe kan bære at se, hvor tåbelig (og dermed svag) han egentlig har været i sine velmagtdage. Kong Lears selvforagt vender blikket indad i sin destruktivitet, hvilket forstærker hans lede ved sig selv og menneskeheden, der kommer til udtryk ved at han støder alle andre fra sig og til slut regredierer til et trodsigt barnestadie.

    Et højdepunkt efter megen lavkomik

    I det golde ingenmandsland på heden ved Dover møder kongen sin gamle nære ven, jarlen af Gloucester, der blindet har forsøgt at kaste sig ud fra klipperne ved Dover, men dette forpurres, idet han narres af sin ægte (sande) søn, Edgar, til at tro, at han springer i døden. I stedet lander han uskadt på ansigtet på den flade jord, og da slår det helt klik for ham, idet han erfarer, at det er hans søn, der har hjulpet ham, netop den søn, som han havde troet var imod ham, men som i virkeligheden er blevet narret af den uægte søn Edmund, stykkets hovedmodstander til kongen.

    Fra nu af og den sidste gode halve time finder stykket sin ægte tragiske tone. Mødet mellem kongen og Gloucester får sin helt egen intensitet og smertefuldhed i et dæmpet, helt nedtonet figursprog, der virker mange gange mere voldsomt og bevægende end de hyppige tidligere kraftudladninger og gøglerier fra de fleste af stykkets figurer. Den blinde og den seende er begge forblændede, forført af rænkespillet, der blev igangsat, da kongen/herskeren forskertsede sin magt - en advarsel til vores civilisation og vores samfundssystem også i dag. De har lært lektien, men for sent.

    Teatertraditionen på shakespeares tid i fin genanvendelse

    Narrens figur er varetaget af den samme skuespiller der optræder i rollen som Cordelia, hvilket er genialt i sig selv, men også helt i tråd med sædvanen i den tids teater, hvor den enkelte skuespiller ofte havde både tre og fire roller undervejs i stykket, ganske enkelt fordi truppen var relativt lille. Narren får sagt de ting, som også datteren kunne have sagt til sin far, hvilket blot forstærker kongens fortvivlelse, da han indser, at Cordelia virkelig elsker ham.

    Dogmefilmens indtog

    Mange af replikkerne drukner i støj og tummel. Den ofte skrigende og råbende fremfærd kommer til at gøre det ud for den indre vrede og grumhed. Skuespillerne taler undertiden i munden på hinanden, eller de taler med ryggen til publikum, hvilket ville være fint nok, hvis man kunne høre, hvad der blev sagt. Dette skyldes næppe akustikken i teateret, for opsætningen af Romeo og Julie tidligere på sæsonen i selvsamme teatersal stod knivskarpt.

    Også bidragende til uklarheden er de ganske mange replikker undervejs på fransk, tysk og ind imellem engelsk, der bestemt giver stykket ekstra liv og dynamik, men som desværre ofte drukner rent akustisk. Anmelderen ender derfor med en behersket vurdering under middel af helheden i denne opsætning: tre ud af seks stjerner.